23. marts 2009, 22:30

Hvis McCain sidste år kunne sammenligne Kongressen med en beruset sømand, så kan den nuværende situation i Washington nok bedst betegnes som en armada af døddrukne sørøvere i en storm et sted i Bermuda-trekanten.

Jeg skrev for tre uger siden om det amerikanske statsunderskud, som på daværende tidspunkt så ud til at nå op på 12,3 procent af bruttonationalproduktet, hvilket ville være det højeste siden Anden Verdenskrig. I den forgangne uge viste en analyse fra Kongressens budgetkontor så, at underskuddet snarere bliver 13,1 procent, og at det ikke ikke vil forsvinde foreløbig. Næste år bliver underskuddet 9,6 procent, og USA vil de næste ti år have statslige underskud på over fire procent af bruttonationalproduktet, hvilket de fleste nationaløkonomer anser for endog særdeles farligt for samfundsøkonomien.

Heldigvis er der stadig nogle få ædru politiske ledere tilbage i USA. Mark Sanford, guvernøren i South Carolina, er en af disse ledere (og en mulig præsidentkandidat i 2012, hvis de døddrukne sørøvere i Washington fortsætter deres nuværende kurs). Sanford blev berømt, da han i 2004 tog to grise med sig ind i den lovgivende forsamling i South Carolina for at protestere mod medlemmernes uddeling af valgflæsk på skatteydernes bekostning.

Og nu har Sanford så sat sig imod politikerne i Washington.

Som et led i en af de efterhånden utallige hjælpepakker til den amerikanske økonomi har Kongressen og Obama-administrationen tildelt Sanford 700 millioner dollar, som det er meningen, at han skal bruge på undervisning til South Carolinas 4,5 millioner indbyggere. Men Sanford vil hellere bruge pengene på at nedbringe South Carolinas gældsbyrde, som er en af de værste i USA, så han skrev et brev til Det Hvide Hus og bad om lov. Svaret var et blankt nej kombineret med lanceringen af en TV-kampagne imod Sanford fra Demokraternes partihovedkvarter i Washington.

Udover ønsket om at skade en mulig konkurrent til Barack Obama i 2012 er der to mulige forklaringer på Demokraternes kampagne imod Sanford. Den første forklaring er, at Demokraterne ærligt og oprigtigt tror på, at 700 millioner til undervisning vil hjælpe South Carolinas økonomi mere end at bruge det samme beløb til at nedbringe delstatens enorme gældsbyrde. I så fald holder det vand at sammenligne deres dømmekraft og økonomiske indsigt med en beruset sømands.

Den anden mulige forklaring er de mange millioner dollar, som Demokraterne hvert år modtager fra lærernes fagforeninger. Og hvis lærernes politiske engagement er forklaringen, hvor stor en del af det enorme statsunderskud i USA er så i virkeligheden drevet af gammeldags pamperi?

Og hvad siger det om sandsynligheden for, at de mange hjælpepakker rent faktisk vil sætte gang i den amerikanske økonomi?