24. august 2009, 22:30

Økonomen Joseph Schumpeter kaldte det »kreativ destruktion«: Den naturlige proces på det frie marked, hvor nye og mere effektive virksomheder udkonkurrerer og erstatter de gamle. I disse tider med offentlige hjælpepakker kunne man godt ønske sig noget mere af den slags destruktion. Hjælpepakker har en sørgelig tendens til at belaste de offentlige budgetter uden at bidrage til reel og bæredygtig økonomisk vækst. Lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen, som jeg tidligere har skrevet her i avisen.

Men i sidste ende udsætter hjælpepakkerne blot den kreative destruktion; de kan ikke bremse den. Uanset den økonomiske krises årsager, omfang og varighed, så vil virksomheder, som passer ind i fremtidens økonomiske mønster, klare sig bedre end virksomheder, som hænger fast i det 20. århundrede. Og med mindre Karl Marx genopstår fra graven, og staten overtager produktionsmidlerne, så vil krisen give os et fingerpeg om, hvor fremtidens vækst ligger.

Apropos kreativ, så tyder meget på, at det netop er den såkaldte »kreative klasse« eller »vidensarbejderne«, som kommer til at dominere det økonomiske landskab fremover. Ledelsesfilosoffen Peter Drucker brugte ordet »vidensarbejder« for første gang for over 40 år siden til at beskrive den andel af arbejdsstyrken, som skabte værdier ved at udvikle nye ideer og behandle og analysere information – f.eks. gennem iværksætteri og forskning. Ifølge tænketanken Information Technology and Innovation Foundation (ITIF) voksede vidensarbejderne fra 22 procent til 35 procent af arbejdstyrken i USA mellem 1979 og 2003. Og mellem 1980 og 2005 voksede den private sektors investeringer i forskning og udvikling fra 1,2 til 1,8 procent af bruttonationalproduktet.

Den økonomiske krise fremskynder denne udvikling. Ifølge en analyse foretaget af magasinet Business Week blev der mellem december 2007 og december 2008 nedlagt 1,8 millioner arbejdspladser i sektorer som byggeri, industriproduktion, detailhandel og transport i USA, men der blev skabt 500.000 nye arbejdspladser i videnstunge sektorer som undervisning og sundhed. Cheføkonomen på Business Week, Michael Mandel, har argumenteret for, at officielle statistikker undervurderer den amerikanske økonomis styrke, fordi de ikke tager højde for den nye vidensøkonomi. For eksempel betegnes udgifter til forskning og uddannelse af medarbejderne ikke som investeringer men som forbrug. De officielle statistikker giver indtryk af, at amerikanerne gennem de sidste 30-40 år er begyndt at bruge for meget og investere for lidt. Men hvis man regner investering i viden med, investerer det amerikanske samfund faktisk mere i dag end i 1970erne.

Vidensøkonomiens kreative destruktion vil ændre det økonomiske landskab i USA på samme måde, som industrialiseringen gjorde det i sin tid. Men det er langt fra klart hvilke præcise områder, der får held til at tiltrække de eftertragtede vidensarbejdere. En teori går på, at fremtidens vidensarbejdere vil klumpe sig sammen i kerner som Silicon Valley i Californien. En anden teori går på, at internettet har gjort det muligt at arbejde hvor som helst fra, og at vidensarbejdere vil sprede sig ud i mere landlige områder med lave skatter, lavt omkostningsniveau og naturskønne omgivelser. Men uanset om man sætter pengene på Silicon Valley eller landlig idyl, så ligger det fast, at mange områder i USA vil opleve stor vækst i de kommende år – godt hjulpet på vej af den økonomiske krise.