Det er ikke noget tilfælde, at Hillary Clinton, USAs nye udenrigsminister, valgte Asien som målet for sin første udlandsrejse. Den besked, det sender til Europa, er helt klart, at det ikke længere er fokuset for amerikansk udenrigspolitik. Lige så begejstrede europæerne var for valget af Barack Obama som USAs præsident, lige så vigtigt er det nu for Europa at indse, at der er mange andre presserende prioriteter i Det Hvide Hus og det amerikanske udenrigsministerium. Det vil være en omvæltning efter mange årtier med »eurocentrisk« orientering.
23. februar 2009, 22:30
I Washington spørger eksperterne: Hvorfor lige nu Asien? Svaret er kompleks, som så meget andet her i Washington. Der har været megen spekulation i udenrigspolitiske cirkler med hensyn til, hvor megen magt Hillary egentlig vil have i sit nye job til at sætte kursen for USAs udenrigspolitik. Obama-administrationen har allerede to større udenrigspolitiske stjerner tæt ved præsidenten: vicepræsident Joe Biden og national sikkerhedsrådgiver og tidligere NATO-kommandant, general Jim Jones. Hillary var jo desuden Barack Obamas største konkurrent til præsidentembedet i de demokratiske primærvalg, hvilket bidrager til et usædvaneligt arbejdsforhold mellem præsidenten og hans udenrigsminister. (Og Hillary kunne let blive konkurrent i 2012 igen).
Og det er en kendsgerning, at medmindre man har et kontor i Det Hvide Hus, har man stærkt formindsket magt i Washington. I Barack Obamas Hvide Hus er der efter sigende flere rådgivere med direkte adgang til præsidenten end under nogen anden administration. Og Hillary er ikke en af dem. Desuden er der allerede blevet udnævnt flere velkendte udenrigspolitiske »special envoys« for administrationen – f.eks. tidligere senator George Mitchell til Mellemøsten og tidligere FN-ambassadør Richard Holbrooke til Pakistan og Afghanistan.
Det er derfor meget muligt, at Hillary selv valgte Asien for at markere, at i denne for USA vigtige region sætter hun selv kursen. Og selv de af os, der ikke har været de store Hillary-fans i årenes løb, må anerkende, at hun udviste sin vanlige kompetence i sin første diplomatiske udfordring. Indonesien, hvor Hillary var et kæmpe hit, er Sydøstasiens største nation. Det er desuden et af Barack Obamas hjem som barn.
I Japan bekræftede hun over for regeringen Japans vigtighed som Amerikas stærkeste asiatiske allierede, og under besøget i Seoul advarede hun i strengt tonefald Nordkoreanerne om ikke at prøve at komme imellem USA og dets allierede Sydkorea.
Forholdet med Kina bliver en af de mere interessante udviklinger at følge. I Beijing erklærede Hillary, at diskussionen om menneskerettigheder ikke burde stå i vejen for diskussionen om andre vitale spørgsmål i forholdet mellem USA og Kina. Det er ikke den retorik, man er vant til at høre fra amerikanske ledere, men det blev naturligvis modtaget med åbne arme af den kinesiske regering.
Om få uger vil præsidenten selv få anledning til at prøve sine talenter som kommunikator, når han kommer til NATO-topmødet i Europa. Vil der være mere end Obamas stil og charme for europæerne at beundre? Efter hans administrations første måneds tid ved magten er det i det mindste klart, at Europa nok må forvente en plads længere ude i periferien af USAs udenrigspolitk, end Europa har været vant til.
