19. august 2009, 22:30

I fjor gik jeg og min familie på gaden i Cairo, da en kvinde i niqab passerede forbi os. »Se, der går et spøgelse!«, udbrød min dengang tre-årige datter lettere forskrækket, hvilket kvinden inde i dragten jo intet forstod af. Men måske ville det have været godt, hvis hun havde forstået det, for burkaen og niqaben gør kvinder til spøgelser og er et uvæsen, der for alvor fik globalt fodfæste i islamiske kredse med Talebans fremvoksen i Afghanistan. Der kan ikke siges noget godt om denne klædedragt, og familier i Danmark, der insisterer på, at kvinden skal iføre sig den, kan med rette spørge sig selv, om de bor i det rigtige samfund.

Imidlertid er det også vanskeligt at finde noget positivt at sige om dem, der nu med den konservative Naser Khader i spidsen vil forbyde burkaer og niqaber i det offentlige rum. Man kunne vælge at opfatte dette som en meget lille og perifer diskussion, al den stund man selv i de mest ghettoiserede områder af Danmark nok møder mange kvinder iført tørklæde, men kun få spærret inde bag en burka. Men i virkeligheden er det en meget stor og grundlæggende diskussion om principperne for et frit og demokratisk samfund. For de politikere, der taler for et forbud mod burkaen, begår den frygtelige fejl at tage det ufrie samfunds midler i brug i bekæmpelsen af ekstremismen og undertrykkelsen. Intet er så frygteligt, som når et samfund binder sine borgere på mund og hånd. Blandt de værste i disse år er en stribe islamiske regimer verden over, hvor religionen bliver instrumentet for en detailstyring af indbyggernes liv ned i de mindste og mest personligt intime detaljer. En ufrihed, der i diktaturer som det saudi-arabiske rækker fra en omfattende politisk undertrykkelse til forbudet mod, at ugifte kvinder og mænd befinder sig i det samme lokale.

Det er netop denne form for undertrykkelse, en værdikamp baseret på vestlige, demokratiske frihedsrettigheder bør gøre op med i enhver henseende. Derfor er det beskæmmende, når politikere med deres argumentation for et burkaforbud i realiteten tager de samme instrumenter i brug som de undertrykkere, vi er fælles om at ville bekæmpe. Forskellen på et frit samfund og et samfund baseret på en undertrykkende lovreligion er jo netop, at det frie samfund bygger på det enkelte menneskes grundlæggende ret til at mene hvad man vil, tro hvad man vil, sige hvad man vil – og leve som man vil. Begynder vi nu at lovgive om, hvordan man må gå klædt i det offentlige rum, har vi taget et skridt væk fra de grundlæggende frihedsprincipper i bestræbelsen på at fastholde dem. Derfor er denne diskussion så ulykkelig.

Der er masser af praktiske grunde til, hvorfor et burkaforbud er en dårlig idé. Herunder at forbudet næppe vil frisætte mange burkaklædte kvinder, men blot tvinge dem til at holde sig indendøre i stedet for dog – forskanset – at bevæge sig ud i det omgivende samfund. Men vigtigst er den principielle indvending mod en for gennemgribende indblanding i det enkelte menneskes liv. Man bemærker i den forbindelse, at burka-forslaget ikke er en enlig svale. Man arbejder således med det samme i Frankrig og flere andre lande. Derudover skriver forslaget sig ind i en haglstorm af forbudsdiskussioner i disse år, hvad enten det gælder klædedragter, rygning, købesex eller elevatorbrug. Værdikampen mod den islamiske undertrykkelse er vigtig. Men vi skal også være opmærksomme på, hvornår vi kommer til at snuble i vores egne frihedsprincipper i den ene eller den anden gode sags tjeneste.