22. juli 2009, 22:30

Hvis vi vil stoppe bandekrigen, skal vi frigive hashen. Lyder det mærkeligt? Belønner vi narkosælgerne – Sjakalerne og Vortesvinene – ved at frede deres tuskhandler? Næh, tværtimod: Vi ruinerer dem.

Det er sandt, at bandekrigen også handler om testosteron, ære og etnicitet – men den handler altså først og fremmest om guld og indtægter. Rockerborge koster, toptunede

BMWer koster, 9mm patroner koster, imiterede guldkæder koster – og pengene kommer altså ikke fra natarbejde i 7-Eleven eller hundeluftning. De kommer fra det lukrative danske hashmarked, hvor der er så mange penge i omløb, at de er værd at slå ihjel for.

Den ulovlige hash er en foræring til forbryderne. Narkohandleren tager en ekstra præmie, fordi han risikerer at komme i fængsel, og fordi han står uden politiets beskyttelse, hvis han får problemer med kunder eller konkurrenter. Risiko koster penge, men med risikoen stiger også gevinsten – for der er masser af købere.

Hvis vi derimod lovliggjorde hashen ville banderne møde konkurrence fra lovlydige udbydere, for eksempel apoteker, alternative »pibe«-forretninger eller sågar almindelige supermarkeder. Prisen ville styrtdykke og konflikter mellem udbyderne ville løses på fredelig vis.

Hvornår har du sidst set ansatte fra Burger King og McDonalds skyde på hinanden? Vi ville stække banderne langt mere effektivt end nogen politiindsats, for deres kamp ville blive meningsløs.

Men er hash ikke farligt? Ikke nødvendigvis. Man skal naturligvis ikke ryge hver dag, ligesom man ikke skal drikke sig fuld hver dag.

Men hash er for nogle en almindelig del af weekendens ruskultur – ligesom Bacardi Breezers og Serie-Søndag – og den største forskel er, at hashen er ulovlig og derfor en anelse dyrere end en six-pack Carlsberg. De seneste tre amerikanske præsidenter har erkendt at have røget hash, men det har ikke skadet deres karrieremuligheder.

Mange lovlige ting er farlige. Alkoholmisbrug medfører årligt tusindvis af dødsfald, men druk er en del af den danske kulturarv. Danskere smadrer arme og ben på de europæiske pister, men skisport er stadig lovligt.

Folk bliver afhængige af computerspil, Panodiler og net-dating uden vi skrider ind med forbud og politi. I sidste ende er det folks eget ansvar, så længe de ikke skader andre end sig selv.

Desuden kan hash hjælpe for eksempel sklerosepatienter, der kan få dæmpet deres symptomer ved at indtage marihuana. Denne gruppe svigter og kriminaliserer vi ved at nægte dem medicin.

Men hvad med de samfundsmæssige konsekvenser? Bliver vi en nation af stenede hashvrag? Skal vi flytte Den Lille Havfrue til Christiania, når horderne af hash-turister ankommer?

Her kan vi lære af Portugal, der i 2001 afkriminaliserede besiddelsen af alle former for narkotika – også heroin. Portugal er stik imod dommedagsprofetierne ikke blevet oversvømmet af narko. Tværtimod har man fået misbrugerne ud i det åbne, så de kan få hjælp, og antallet af narkorelaterede dødsfald er styrtdykket.

Der er ingen nemme løsninger på misbrugsproblemerne, men vi skal på ingen måde fortsætte en politik, der forgylder de mest asociale medlemmer af vores samfund, kriminaliserer almindelige weekend-rygere, spilder politiets tid på offerløse forbrydelser og forhindrer syge mennesker i at få lindret deres smerter. At forbyde hash er ikke bare dumt, der er direkte amoralsk.