18. november 2008, 22:30

Det er en tidlig lørdag aften på Roskilde Festival, juli 2007. Den engelske gruppe The Who står på scenen foran titusindvis af tilhørere og spiller »My Generation« - gruppens glansnummer fra 1965 med den berømte linje: »Hope I die before I get old«. Ganske vist er to af The Whos originale medlemmer faktisk afgået ved døden længe før de blev gamle, hvilket næsten får tekstlinjen til at ligne en selvopfyldende profeti. Og de to resterende medlemmer af bandet er mere gamle end unge at se på. Men ikke desto mindre står de på scenen og fyrer den af.

Hvad angår publikums alderssammensætning, er der en overvægt af unge under 25 år, men man kan overalt spotte tilhørere i både halvtredserne og tresserne. Situationen er et eksempel på, at rock i stigende grad anvendes som brugs- eller ledsagemusik i diverse situationer, hvor musikken fungerer som kommunikationsmiddel mellem afsendere og modtagere i alle aldre og alle samfundslag.

Et andet eksempel kunne man se ved folketingsvalget i november 2007. Her ankom den konservative partileder, Bendt Bendtsen, sidst på aftenen for rullende kameraer til sit partis festsammenkomst til lyden fra Robbie Williams-hittet »Let Me Entertain You«, mens Venstres partileder, Anders Fogh Rasmussen, gjorde det samme til lyden fra Nephew-hittet »Igen & igen &«.

I dag bliver rock altså anvendt til at legitimere disse partiledere som moderne mennesker, der er med på noderne. Den brede, populære musik, som de fleste umiddelbart kan kan nynne med på, er blevet det foretrukne redskab i iscenesættelsen af magtpositioner frem for den finkultur, der traditionelt har haft denne funktion. Den selv samme rockmusik, som the establishment engang anså som potentielt samfundsomvæltende, er nu blevet et magtredskab, der signalerer coolness, uhøjtidelighed - og kontrol.

Disse forskellige observationer peger alle i én og samme retning: Forestillingen om, at rock er ungdomskultur, står over for en kraftig revurdering. For rock har som kulturform nu eksisteret så længe, at den for generationer af brugere er blevet en akse for både individuel dannelse og etableringer af sociale fællesskaber, ligesom den er blevet udtryk for noget både tidstypisk og tidløst i form af børnekultur, ungdomskultur, voksenkultur og ældrekultur, vel at mærke på én og samme tid.

At rockkulturens status lader til fortsat at være attraktiv også for de voksne og modne generationer, skyldes også andre forhold, herunder erindringens kraft: At de musikalske indtryk man får i teenageårene for mange vedbliver at være de mest intense og derfor dem, man livet igennem vender tilbage til. Og så skyldes det også en særlig omstændighed ved det senmoderne samfund, nemlig relativiseringen af fænomenet ungdom. Via komplicerede downaging-processer, hvis samfundsmæssige perspektiver må kunne give enhver gerontolog grå hår i hovedet, er det blevet både legitimt og socialt acceptabelt at »være ung« selv langt op i tresserne, ja, måske endda halvfjerdserne.

Det giver derfor i dag mening at forstå rock som en kultur af betydning for i princippet alle uanset generationsmæssige tilhørsforhold. Det skal for eksempel ikke glemmes, at det er forbundet med betragtelig social prestige at være en midalderende rocklytter, der plejer sin indre rebel ved at genhøre gamle vinylplader og stå på forreste række, når etablerede, ældre rocknavne er i byen. Så selvom rockkulturens ungdomsrelaterede status nok er attraktiv for forbrugere i alle aldre, ville det være at give den en mere passende anerkendelse at begynde at forstå den som en voksenkultur, der nok indbefatter ungdomskulturelle aspekter, men også giver plads til en øget forståelse af rock som et fænomen med brede samfundsmæssige implikationer.

Der er måder nok at forestille sig hvordan det ville kunne ske på. Jeg vil her holde mig til et enkelt eksempel, der angår rockmusikkens bevågenhed i de offentlige støttesystemer, som via Finansloven og Kunstrådets Musikudvalg foruden diverse kulturministrielle, regionale og kommunale puljer årligt yder støtte til det samlede musikliv. For spørgsmålet er hvorvidt rockmusikken som nationalt kulturfænomen har den offentlige bevågenhed, som dens position berettiger til. Rockkulturens status som fællesnævner på tværs af alle skel - generationsmæssige, klassemæssige, dannelsesmæssige - gør det nemlig oplagt at opfatte den som en så essentiel kulturel åre, at den statsligt finansierede investering i genren bør revurderes over en bred kam.

Alle gode intentioner til trods, er de beløb, der ydes til rockmusikkens diverse instanser, at betragte som håndører i forhold til de bevillinger, som tilflyder ældre, mere etablerede og traditionelt set mere finkulturelle instanser inden for teater- og filmområdet samt den klassiske musikkultur. Men i lighed med disse områder har også rockmusikkens aktører brug for midler til at sikre langt bedre og mere fokuserede vilkår for bredden, til at produktudvikle de bedste artister på en mere kvalitetssikrende måde samt til at optimere mulighederne for, at danske musikere og branchefolk kan etablere seriøse internationale netværk og derigennem øge chancerne for at sætte dansk rock på verdenskortet. Dertil kommer, at stabile indtægter, fastansættelser og pensionstillæg inden for rockmiljøet er en by i Rusland.

Gunnar K. Madsen, leder af rockmusikkens genreorgansation ROSA, anslog i et interview for et par år siden, at mindre end 100 musikere herhjemme kunne leve helt og holdent af at spille. Og at mindre end 150 danske rockkomponister i 2007 fik udbetalt over 150.000 kroner i KODA-indtægter, giver et sigende indtryk af en branche med et indtægtsgrundlag, der er både spinkelt og skrøbeligt.

Den statslige anerkendelse af og respekt for rockmusikken som fagområde lader altså til at være for lille til at kunne afspejle den indsats, ekspertise og risikovillighed, som rockmusikere dagligt praktiserer til gavn for adskillige danskere - inklusive de omtalte toppolitikere, der legitimerer deres magt og positionerer sig som cool ved hjælp af blandt andet dansk rock. Alene derfor er det påkrævet med en debat om rockkulturens status i forhold til offentlige støtteordninger og -system.