Problemet er radikalt

Skåret ud i pap er den radikale strategi forfejlet – og den står i vejen for en ny kurs for Danmark.

Kære Margrethe, Morten, Marianne og alle I andre radikale,

Vi skriver til jer, fordi I kan være med til at gennemføre et magtskifte i Danmark – virkeliggøre en anden kurs for vores samfund. Hvis I vil og tør. Måske er det brud på etikette, at to nyvalgte folketingsmedlemmer tager bladet fra munden – men situationen er alvorlig. Vi skriver til jer radikale med en stærk appel om, at I kommer ned fra den høje og virkeligshedsfjerne gren, I har siddet på siden valget.

SFere, socialdemokrater og radikale kan hurtigt blive enige om, at det går den forkerte vej under VKO – i forhold til vores klima og miljø, i forhold til uddannelse af ungdommen og i forhold til vores fælles velfærd. Men alligevel er det oftest ganske svært at få øje på den alliance, der skal sikre en anden kurs for Danmark. Og man behøver vel ikke engang være radikal for at kunne gennemskue, at oppositionens manglende enhed er VKOs bedste kort på hånden for at bevare magten.

Aviserne bruger megen spalteplads på gisninger om, hvorfor oppositionen ikke rykker mere, ikke får mere vind i sejlene: Helle er for usynlig, Villy er for populær, Helle mangler lederevne, Villy mangler ministererfaring. Sådan vil de politiske kommentatorer altid kloge sig med politiske analyser. Men langt størstedelen af dem er, efter vores bedste overbevisning, både overfladiske og fejlagtige. Oppositionens store problem er, at vi ikke leverer et troværdigt og ønskeligt alternativ til dem, der styrer landet i dag. Og sagt ligeud, så er det jer radikale, der blokerer.

Der skal tegnes et klart alternativ. Vælgerne skal vide, hvad de får, hvis VKO ikke længere skal regere. Et nyt flertal skal i god tid inden valget kridte banen op. Og i den proces er det Radikale Venstre den største udfordring. Personligt ser vi særligt tre problemer hos de radikale, der sætter en stopper for bestræbelserne på at samle oppositionen:

Splittermentalitet. I har konsekvent større interesse for at kritisere resten af oppositionen, end for at kritisere regeringspartierne. Vi undrer os over udmeldinger om, at SF er økonomisk uansvarlige, eller at Socialdemokraterne ikke vil gøre nok for børn i asylcentre. Hvorfor ikke forenes om at levere troværdige alternativer til regeringens skandaløse politik på de områder, hvor der er store samfundsudfordringer som f.eks. udviklingen af den offentlige sektor, folkeskolens tilstand og den danske klimaindsats? Uanset om man er socialdemokrat, radikal eller SFer kommer man altså ikke uden om, at den egentlige politiske modstander er regeringen og Dansk Folkeparti – ikke sidekammeraterne i oppositionen.

Ubeslutsomhed. De radikale har i flere måneder – ja nærmest år – ageret ubeslutsomt pendul, der svinger mellem oppositionsansvar og VKO-beundring. Den ene dag opleves de Radikale som dygtige og benhårde kritikere af regeringens projekt – og som oftest med positive bud på alternative løsninger. Andre dage sidder de Radikale benovede og begejstrede som marionetdukker i regeringens forligsprojekter. Vi kræver ikke 100 procent loyalitet i alle spørgsmål – vi skal fastholde, at vi er forskellige partier. Men det er kontraproduktivt, at de Radikale ikke træffer en beslutning og melder den klokkeklart ud: Er I med på at opbygge et alternativt flertal, eller vil I gå i regering med regeringen?

Ultimatummer. Trods fadæsen fra tiden med Marianne Jelved som statsministerkandidat stiller Radikale Venstre stadig ultimative krav til resten af oppositionen. Politik er som bekendt det muliges og kompromisets kunst – men åbenbart ikke, når man er radikal. Der er nemlig lukket for det varme vand, hvis ikke både SF og Socialdemokraterne først kvitterer for en række radikale ultimative standpunkter om skat eller integration. Hvorfor ikke bare acceptere vores (mindre) uenigheder i oppositionen, og så udbygge den store fællesmængde, hvor vi er enige om at pege på en anden kurs for Danmark? Vi mener faktisk ikke, at man skal acceptere højrefløjens præmis om, at en alliance skal bygges på skat, udlændinge og retspolitik. Radikale, Socialdemokraterne og SF bør for danskernes skyld bygge en alliance på bedre velfærd, ordentlig uddannelse og ambitiøs klimaindsats.

Kære Radikale, vi som oppositionspartier må og skal samles. I hvert fald, hvis vi gerne vil en ny regering, en anden politik og en bedre kurs for Danmark. Vi kan samles om en vision for Danmark, hvor ægte kvalitet i velfærdssektoren er mere end ord. En vision for Danmark, hvor vi er ambitiøse i klimapolitikken. En vision for Danmark, hvor vi igen tager vores del af ansvaret for resten af verden. På alle disse punkter kan vi sammen påtage os det store oppositionsansvar: At give danskerne mulighed for at vælge en ny kurs. Skåret ud i pap er den radikale strategi forfejlet – og den står i vejen for en ny kurs for Danmark.

Vores appel til alle radikale er derfor simpel: Drop splittermentaliteten, kom i stedet i arbejdstøjet.

Afsværg jeres ubeslutsomhed, tag i stedet et klart standpunkt som en del af alternativet til Fogh.

Væk med ultimatummer, søg i stedet kompromisset og derigennem resultaterne.