5. april 2009, 22:30

Så længe man ikke anlægger en personlig, politisk betragtning vil næppe nogen kunne benægte, at Fogh Rasmussen har været en tordnende succes og en af de helt store statsministre i dansk politisk historie. Han kom til magten med hårde odds imod sig, men fokuseret, hårdtarbejdende og som regel mange træk foran sine modstandere har han ledet en regering med en bemærkelsesværdig politisk stabilitet, og som har forestået en række større og mindre reformer.

Og det lykkedes Fogh at gå sejrrigt ud af hele tre folketingsvalg mod tre forskellige oppositionsledere og at reducere det før så mægtige Socialdemokrati til blot et af flere større partier. Historiebøgerne vil altid huske ham for, at han var den første statsminister fra Venstre, der overlevede et folketingsvalg, og den fra det parti, der har siddet længst.

Men når alt det er sagt — når røgen har lagt sig og skåltalerne er blevet holdt — hvilken fornemmelse sidder man så tilbage med i Danmarks Liberale Parti, Venstre? Var det at have taburetten værd, at man samtidig smed partiets mere klassisk liberale profil ud til fordel for den omklamring af verdens højeste skattetryk, en af verdens største og mest omfordelende offentlige sektorer, og med en regulering af snart set alle dele af danskernes hverdag? Hele ræsonnementet var jo, at den ideologiske venstredrejning var nødvendig, hvis man ville have magten og fastholde denne. Altså, hvis vælgerne ikke vil købe vores varer, må vi finde nogle, de vil købe. Frem til 2001 var det ideologiske kursskifte endnu kun antydninger, og i 2002 blev der fortsat talt om opgør med smagsdommere og om »værdikamp«. Men siden er al snak om, at et højt skattetryk er skadeligt forstummet — forståeligt nok eftersom skattetrykket er steget også under denne regering. Der tales ikke spor om over-regulering eller bureaukrati — måske fordi ingen regering nogensinde har reguleret danskernes hverdag så meget, som den nuværende. Og metamorfosen — eller apoteosen? — var fuldendt, da Venstres leder i 2005 erklærede liberalismen for »død«, alt imens man undsagde partiets socialminister, der havde tilladt sig at sige ting, som alle liberale mener.

Men i takt hermed er succesen faktisk udeblevet. Venstre er siden 2001 gået tilbage ved fire valg i træk — ved folketingsvalgene i 2005 og 2007, ved kommunalvalget i 2005, og ved EP-valget i 2004, og meget tyder på yderligere tilbagegang ved de næste. Venstre ligger i dag i meningsmålingerne dårligere, end man gjorde med Uffe Ellemann-Jensen som leder, og for første gang i to årtier må man nu i meningsmålingerne slås om ikke at ryge ned som det blot tredjestørste parti.

Så hvis der blev afholdt valg i morgen, ville man stå i den paradoksale situation, at både Venstre som parti og den borgerlige lejr som helhed ville stå svagere end i årtier. I mellemtiden har man så smidt sit ideologiske ophav på møddingen og præsideret over politikker, som på flere punkter har været de stik modsatte af ens hidtidige. Det siges, at det er en kortsigtet strategi at tisse i bukserne for at holde varmen, og spørgsmålet frem til næste valg må derfor være, om en ny statsminister vil kunne nå ind og finde sig et par nye bukser.