Lørdag er der FN-dag mod racediskrimination, og det vil helt sikkert blive søgt kapret af folk med deres hele egen dagsorden. Racisme er i sin essens både en afvisning af det andet menneske som selvstændigt individ, der eksisterer i egen ret, og en brændemærkning af vedkommende ud fra dennes etniske baggrund. Racismetanken er dermed totalitær.
15. marts 2009, 22:30
Ingen ordentlige mennesker kan derfor støtte racisme. Fænomenet blev i den vestlige verden miskrediteret som ideologi med Anden Verdenskrigs afslutning. Nazismens forbrydelse var dens ophøjelse af racisme til statsideologi og dens systematiske henrettelse af de europæiske jøder. Denne skamplet på Europas historie vil bestå til evig tid. Det 20. århundrede har dog været rig på racisme, særligt i første halvdel af århundredet, hvor såvel Osmannerriget som Stalins Sovjet på det grusomste forfulgte mindretal. Der har også været mindre barbariske former for racisme, som først og fremmest var en kulturel ringeagt over folk, der ikke var indfødte vesterlændinge – det sås bl.a. i kolonitiden.
Ofte, men ikke altid, var der tale om racisme, hvor den historiske pointe er, at miskrediteringen af mindretal tit havde karakter af dæmonisering af den anden; at den fremmede var upålidelig, skummel, forbryderisk, udbyttende, snyltende. Har man først dæmoniseret det andet menneske, er der ikke langt til at frakende individet værdi.
Når nu racismen i dens historiske fremtrædelsesform helt har udspillet sin rolle, kan man spørge, hvorfor der skal være en sådan FN-dag. Det gode svar er, at for det første er der mindretal, som fortsat bliver ringeagtet og dårligt behandlet på grund af deres etniske baggrund. Her er det vigtigt, at verdenssamfundet gør en indsats. For det andet har der fundet en voldsom politisering af racismebegrebet sted. Vi ser det bl.a. på højst bekymrende vis ift. FNs Durban II-konference, hvor stærke kræfter arbejder på at indskrænke ytringsfriheden.
Det er nødvendigt at besinde sig på, hvad racisme netop ikke er. Nogle grupperinger trækker racismekortet ustandselig og devaluerer dermed begrebet. Det er særligt dem, der er bærere af en multikulturel ideologi, som kræver særrettigheder for særlige grupper. Vi så det under Muhammed-krisen, og vi ser det hele tiden blandt herboende islamister, som bruger racisme-begrebet på urimelig vis.
Men det er farligt at falde for sådan en tænkning. Ved fortsat at insistere på visse værdier, der i bund og grund opleves som fair, modvirker vi, at f.eks. islamister får vind i sejlene:
1. Vi insisterer på, at her gælder frihedsrettigheder, her er mænd og kvinder er lige, her tages ikke religiøse hensyn i retspraksis, og her er dommere og embedspersoner neutrale i deres fremtræden.
2. Vi afviser særrettigheder til grupper, der kræver en særlig hensyntagen til deres følelser, f.eks. indskrænkninger i ytringsfriheden. Kun individer har rettigheder, grupper har ikke.
3. Vi stiller krav til folk, der er gæster i et land, ellers er de ikke velkomne.
I Danmark har vi fortsat problemer med integration, selvom stadig flere nydanskere er i job og er en del af det danske samfund. Integrationen skal styrkes, vi skal naturligvis sætte ind over for diskrimination, hvor den konstateres, men medmindre det er virkeligt, er der ingen grund til, at racismekortet trækkes. Det er nemlig ikke rimeligt over for de kræfter ude i verden, som er ofre for racisme og har brug for vores støtte til at bremse forfølgelse.
