29. september 2009, 14:11

Det moderne frigjorte menneske anerkender ikke en højere nypuritansk verdens­orden og må derfor med forundring betragte de hektiske aktiviteter, der udfoldedes på Socialdemokraternes kongres omkring vedtagelsen af et generelt forbud mod købesex. Torben Lund, tidligere socialdemokrat og minister, har ganske ret, når han i sit debat­indlæg 26.9. belyser, hvorfor et forbud mod købesex af flere grunde er useriøst.

Et forbud vil næppe kunne overholdes under dynen. I tiden omkring Socialdemokratiets opståen troede man fuldt og fast på, at onani virkede invaliderende, og skyldfølelsen og angsten for opdagelse bidrog med de nervesvækkede og triste kendetegn, som man dengang mente var symptomer på selvtilfredsstillelsen. Ikke underligt at den seksuelle revolution, der befriede os fra den påtvungne fortielse og løgn, også skabte et enormt marked blandt seksuelt undertrykte og udsultede mennesker. Og deri er der intet nyt. Det nye er, at samtidig med at den sexbaserede handel og den generelle seksualisering i det offentlige rum har grebet om sig, synes den bureaukratiske stat at udvikle sig til en vidtrækkende kontrolmekanisme på samme måde, som kirken strammede op over for renæssancens løsagtighed. Og hvor ønskværdig en stats autoritet for nogle end måtte være, så vil det enkelte menneske i et sådant samfundssystem oftere blive udsat for langt mere snigende og nedværdigende kontrolformer, end et forbud på det seksuelle område kan retfærdiggøre. Heri ligger Socialdemokraternes åbenhjertige spidsborgerlighed.

Når opmærksomheden flyttes fra politik til sex, ødelægges motivationen for reel politisk handling, og i årevis har kvindehandel og narkoprostitution været debatteret on-and-off, uden at det er lykkedes at få formuleret en effektiv platform for resocialisering og rehabilitering af disse meget udsatte kvinder. Disse kvinders problemer rummer både afsky for sexforretningen, kontante og grove trusler, fysisk og psykisk vold karakteriseret især af deres forhold til samleveren – læs: alfonsen og stofafhængighed. Til trods for, at gadeprostituerede kun udgør ca. 10 procent af prostitutionsmiljøet, er de fortsat synlige og sårbare, og deres oftest traumatiserede psykosociale profil understreger nødvendigheden af en langt mere nuanceret behandling end den, der tilbydes i dag. Et skatteprovenu fra lovlige og registrerede sexklinikker kunne måske forbedre disse kvinders muligheder.
De ægteskaber, der er mere eller mindre døde, fordi de ikke er fuldendte med hyppige og ypperlige samlejer, må derfor enten fornys ved hjælp af receptpligtig medicin, sexterapeuter, rådgivning, porno og kokain eller opgives. Eller også må manden eller kvinden søge andre partnere, eventuelt i slumkvartererne, selvom den ufarlige og lidet tilfredsstillende udvej ligger på silkesengen derhjemme. Sådan har historien været i årtusinder. Og det vil være naivt at lovgive imod dette, fordi seksualitet er designet og skræddersyet på en sådan måde, at den altid og vedvarende passer til modpartens utilstrækkelighed – med andre ord et spørgsmål om udbud og efterspørgsel.

Sex er helt basalt et magisk, mangetydigt og umådelig udefinerbart fænomen, der blandt andet rummer de to køn, erotik, kønsorganer, mystik, lyst, frugtbarhed, pirring, psykopatologi, pornografi, synd og forladelse, business. Alt det svæver som regel over de personlige og konkrete erfaringer, der uvægerlig er af subjektiv karakter, og som derfor i den rette populistiske kontekst udgør en ideel grobund for den socialromantik, der af og til dukker op forklædt som koblingen mellem puritanisme og kønspolitik.