Trine Gammelgaard: Den håbløse mand i 30erne er ifølge Berlingskes nye klummeskribent grunden til den markante stigning i antallet af singlekvinder, der vælger at få børn uden mænd.
4. august 2009, 18:06 – opdateret 4. august 2009, 22:31
»Den moderne mand af typen ’BØV’ – BørneVoksen – der ’Jackasser’ sig igennem tilværelsen og ham, der er sød, men usexet, en marcipankindet Bubber-mand altid klar på at give en krammer«
– jeg kunne ikke lade være med at klukle over søndagsmorgenkaffen, da jeg læste Anne Sophia Hermansens klumme. Med et smørret, triumferende grin læste jeg den op for min bedre halvdel, der ikke havde meget andet end stønnen og himmelvendte øjne til overs for indholdet af »Karrierekvindens bekendelser«. Jeg kunne naturligvis bedyre, at klummeskribenten havde fuldstændig ret, og at jeg har mødt alt for mange af både drengerøven og den usexede Bubber-mand for ikke at tale om den komplet umulige knudemand, der stadig findes derude, og som man kan spilde et helt liv på at lege psykolog for uden resultat. Mænd er sgu nogle skvat!
Og så er det som så mange gange før, at selverkendelsen trænger sig ind på mig. For jeg må jo ærligt indrømme, at karrierekvinden i 30erne – single eller ej – er en selvoptaget kontrolfreak, der til hver en tid vil påstå, at hun har ret. Hun har travlt med at brokke sig over manden i sit liv, rette på ham og fortælle ham, hvordan han skal se ud og opføre sig, hvad han skal sige og gøre hvornår. Og når han så har levet i hendes rædselsregime i et par år eller fem – alt efter, hvor flinkt han lader sig afrette, og hvor ubarmhjertig hun er i sin opdragelse af ham – er han forvandlet til den ansvarsbevidste mand, der er vokset fra fadbamser, hættetrøjer og bordfodbold og i stedet er begyndt at tage ansvar for madlavning, opvask og børnepasning. Han er blevet den gode partner, der siger de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, stiller de rigtige spørgsmål og masserer hendes ømme tæer, når hun kommer hjem efter en lang og udfordrende arbejdsdag på høje hæle: Han er blevet den perfekte mand!
Eller nej, det er han faktisk ikke. For pludselig dropper hun ham, skrider simpelthen fra sit »værk«! Hvorfor? Fordi der ikke er noget mand over ham! Fordi han er blevet en uinteressant vatpik, der hverken giver hende sex eller modspil nok! Og så er den ikke længere. Derefter går han i hundene, som den ynkelige svækling, han i virkeligheden altid har været, og hun kaster sig uforfærdet ud på jagtmarken for at finde et nyt offer, som hun kan vikle ind i sit spind…
Men overvejer hun mon aldrig, at når hun ter sig med veninderne som en anden Carrieklon på byens smarteste drinkbar, iført de dyreste designerstiletter og øser af al sin viden om det andet køn med den skingreste latter, så er hun udefra set mindst lige så ucharmerende og irriterende som drengerøven, når han går i Jackassmode med vennerne og sidder og råber foran fodboldkamp i fjernsynet med pizza i mundvigen og øl rendende ned ad ærmet?
Overvejer hun ikke, at hendes trang til at lege Sex and the City, minder om drengerøvens trang til en gang imellem at lege, at han er med i reklamerne for »Vores øl«? At det er en form for ventil? Har hun mon tænkt over, at hun kan lære noget af drengerøven eller af mænd i det hele taget?
Eksempelvis kunne hun lære at slippe kontrollen. Have det sjovt. På god zenbudhistisk vis kunne hun lære at leve i nuet i stedet for konstant at stræbe efter noget andet og mere. Hun kunne lære at respektere andre mennesker og give plads til forskelligheder i sit liv i stedet for at kæmpe en indædt kamp for at lave ham om til hende selv. Det er naturligvis lettere sagt end gjort, når alle mænd er børn, der frasiger sig ansvaret derhjemme og allerhelst vil have en ekstra mor til at gå og rydde op efter sig.
Måske skulle man netop opgive kernefamilien, for miseren opstår i det øjeblik, barnet og kontrolfreaken skal have hverdagen til at gå op i en højere enhed – uden at kaste lidenskaben og sexlivet ud med badevandet. Det er noget nær umuligt. Det erkender selv jeg.
