Viggo Fisher: Der er ikke belæg en række af de argumenter, som Claes Kastholm fremsætter i forrige uges »Læst og påskrevet« om de afviste irakere. Den danske retsstat vil ikke lide skade, hvis vi lader nogle få af disse mennesker blive i Danmark.
6. juli 2009, 22:30
Der skabes ikke præcedens herved. Det er ministerens ret at kunne bevilge humanitær opholdstilladelse. Der vil ikke kunne spekuleres i sådanne individuelle afgørelser.
Kastholm fører argumentet frem, at hvis vi giver efter, vil der i løbet af ingen tid komme tusinder af andre. Synspunktet er ikke velfunderet, for de her nævnte irakeres skæbne er knyttet til en særlig, meget brutal historisk situation, Saddam Hussein-periodens rædsler. Jeg deler den opfattelse, at afviste, der kan klare sig selv, skal vende hjem forudsat til et sikkert område, også selvom det måtte være med politiets hjælp. Men for de familier, der har været her i så mange år, og som intet har at vende hjem til, må humanitær opholdstilladelse være løsningen. Særlig vægt må lægges at beskytte de børn og unge og deres forældre, der ikke længere har nogen tilknytning til Irak, eller folk, der har været ofre for tortur.
Der har, ikke mindst fra Dansk Folkepartis side, været kørt en hård, nærmest nådesløs kampagne mod forældrene. Men kan man bebrejde forældre, at de først og fremmest søger at beskytte børnene? Kan man f.eks. bebrejde en 23-årig ung kvinde, der har været her i 11 år, og som angiveligt ikke taler irakisk og ikke kender nogen mennesker i Irak, at hun vil blive?
Medmenneskelighed er ingen trussel mod vores retssamfund. Tværtimod er det en vigtig del af dansk kultur, som desværre i de senere år er blevet truet af et stadig hårdere klima i udlændingedebatten. Tidl. overrabbiner Bent Melchior talte forleden om »det fremmedhad og for nogle fremmedfrygt, der har fået lov til at spille en så stor rolle i samfundet«. Dette kolde klima må ikke få lov til at formørke vort udsyn. Humanitær opholdstilladelse til de svageste af de afviste vil være i tråd med de bedste danske traditioner, ikke mindst den medmenneskelighed, der kom mennesker til gavn under Anden Verdenskrig, og som gav Danmark stor goodwill verden rundt, over for ungarerne i 1956, eller den enestående hjælpsomhed, som Mærsk-rederiet udviste over for vietnamesiske bådflygtninge i 1970erne, og som betød, at mange tusinde reddede livet.
De danske skibe kunne have sejlet forbi vietnameserne ud fra samme betragtning, som nu anvendes over for irakerne: »de har selv bragt sig i situationen«. Men reddet blev de alligevel.
Der går intet fra Danmark, hvis vi hjælper nogle få irakere, der vil være i en aldeles usikker situation, hvis de tvinges hjem.
