24. april 2009, 19:26 – opdateret 24. april 2009, 21:43

TV Avisen torsdag aften: En af Taleban-lederne i Swat-regionen i Pakistan, Muslim Khan, bliver interviewet. Han siger i indslaget, at »vi kæmper imod demokratiet. Demokrati er det modsatte af islam.«

PET-konference onsdag den 22. april: Dansk Folkepartis Søren Espersen siger: Islam og demokrati kan ikke forenes.

Vi lader det lige stå et øjeblik.

Søren Espersen har fået en ny ven! Nu tror jeg ikke, at de ligefrem er på Facebook sammen, men alligevel.

De herrers parallelle udtalelser afslører nemlig, at Søren Espersen er endt i en uhellig alliance med Taleban. Det er ikke fordi, at vi ikke gennem historien har set mange eksempler på usandsynlige sengekammerater, men der er nu sjældent kommet noget godt ud af det. Det kommer der heller ikke af det her, for Søren Espersen går i den grad islamisternes ærinde med denne udtalelse.

Først vil jeg dog konstatere, at der er tale om et paradigmeskift. Hidtil har det kun været ’mine sorte fætre’ Langballe og Krarup, der ikke har villet skelne mellem islam og islamisme.

Men nu går Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard ud og bakker Søren Espersen op, og så må vi jo antage, at der er tale om hele partiets holdning.

Før prøvede Pia Kjærsgaard i det mindste at skelne, men hun havde åbenbart ikke rigtig hjertet med og er nu konverteret til et rendyrket lighedstegn mellem islam og islamisme. Så nu er det ikke bare Søren Espersen, men Dansk Folkeparti, der putter sig under dynen med Taleban og andre islamister.

Lad mig for 117. gang slå fast, at islam er en tro med 1.400 års historik på godt og ondt. Det er ca. 1,5 mia. muslimers tro. Islamisme derimod er en nyere politisk ideologi, som efter min opfattelse er meget farlig for verdensfreden, ja, jeg mener faktisk, at det er en af de største trusler, vi står overfor. Islamisme er efter min opfattelse lig fascisme, når nu vi skal sætte lighedstegn ved noget ...

Derfor må jeg da sige, at når Søren Espersen går ud og er generaliserende, ja så føler jeg mig faktisk også sat i den bås, som Søren Espersen har sat op.

Jeg er lige så lidt muslim, som Søren Espersen er kristen. Eller lige så meget. Men vi har begge fødderne plantet i den demokratiske muld.

Det er ikke, fordi jeg føler mig hverken såret eller krænket over det, jeg er ikke tyndhudet – heller ikke på det punkt. Men jeg føler mig i den grad ærgerlig over, at Søren Espersen på den måde efter min opfattelse kæmper på den forkerte side af den demokratiske streg med sin hjælpsomhed over for islamisternes sag. Det er som om Søren Espersen ikke har forstået, at der er en værdikamp om de muslimske sjæle i gang i verden. Der er på den ene side en gruppe demokratisk indstillede muslimer, som jeg føler mig som en del af. På den anden side af den demokratiske streg står islamisterne. Det store flertal af muslimer midt imellem er sådan lidt ligesom vores danske sofademokrater: lidt uafklarede og passive. De kan vindes til enten den ene eller til den anden side, hvis argumenterne er stærke nok.

Islamisterne vil sætte lighedstegn mellem islam og islamisme og arbejder for at gøre religionen intolerant og aggressiv med globale ambitioner.

De demokratisk indstillede muslimers kamp handler om at overbevise de mere passive muslimer om, at det ikke handler om at vælge islam fra, men om at vælge demokrati til.

Og selvfølgelig kan det lade sig gøre. Argumentet mod, at islam kan kombineres med demokrati, er, at det er en lovreligion. Det er blandt andet Pia Kjærsgaards argument, når hun sådan går og bakker sin gruppefælle op. Men det er altså ikke ensbetydende med uforenelighed med demokratiet. Jødedommen er f.eks. også en lovreligion og alligevel har man i Israel et velfungerende demokrati. Og meget kan man sige om Tyrkiet, og det sidste er bestemt ikke sagt endnu om f.eks. Tyrkiets mangel på respekt for kurdernes rettigheder, men alligevel har man dér forstået at adskille stat og moske. Det er også et demokrati – ikke efter danske standarder, men dog alligevel.

Det, der må være vores mål, er at vinde flertallet af muslimer i en Hearts and Mind- kampagne. At vi overbeviser dem om demokratiets fortræffeligheder. Blandt andet om at demokratiet er det bedste værn mod krig, armod, fattigdom og uretfærdighed.

Søren Espersens udfald smadrer nogle af de broer, vi forsøger at bygge. Jeg mener simpelthen, at det er egoistisk. Det kan da godt være, at det samler stemmer og har gehør i visse kredse, men det er ødelæggende for, at vi kan bygge en verden, hvor vi kan leve sammen trods vores forskelle. Til det har vi hverken brug for Søren Espersen eller Muslim Khan.

Desværre tror jeg ikke, at Søren Espersens nye forhold til islamisterne er et one-night-stand.

Drevet af Disqus

Klik på flag for at anmelde en stødende kommentar til redaktionen.

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites