13. februar 2009, 22:30

Et politisk cirkus ruller ind i København før mødet i december, hvor verdens ledere skal forsøge at opstille nye mål for CO2-udslippet.

Københavns Universitet holder i næste måned en klimakongres, der vil sætte videnskaben om klimaforandringer i baggrunden og politiske argumenter i forgrunden. Topmødet har tiltrukket store navne såsom Lord Stern, EU-præsident Barroso og IPCC-formand Pachauri.

Arrangøren Katherine Richardson siger ærligt til den britiske avis Guardian, »Dette er ikke en almindelig videnskabelig konference. Dette er et velovervejet forsøg på at øve politisk indflydelse«.

Selvom de, der samles i Danmark, har gode hensigter, er dette skridt dybt uheldigt på et tidspunkt, hvor debatten om klimaforandringer burde præges af mere regulær forskning og mindre politik.

Angiveligt har topmødet til formål at opdatere resultaterne fra FNs gruppe af klimaforskere, IPCC. IPCCs regelmæssige rapporter sætter den gyldne standard indenfor forskning i klimaforandringer. Hver rapport – den seneste kom i 2007 – er et resultat af flere års skrivearbejde, debat og konsensusdannelse blandt hundredvis af forskere.

Denne proces er robust og specialdesignet til at identificere den videnskabelige konsensus på området. Dens resultater er utroligt svære at ignorere og har mere end noget andet været med til at sprede det vitale budskab om, at klimaforandringerne er virkelige og menneskeskabte.

Mange af de personer, som rejser til København i næste måned, har åbent erklæret sig uenige i IPCCs omhyggelige arbejde og mener, at politikere skal skræmmes til større reduktioner af CO2-udslippet. Richardson selv kalder nogle af IPCCs hovedpointer for »alt for svage«.

Dette er ikke nogen ny kamp: Selv inden IPCCs rapport gik i trykken i 2007, deltog en del i et heftigt lobbyarbejde for mere skræmmende konklusioner.

Et medlem af German Advisory Council on Global Change, Stefan Rahmstorf – som skal tale på topmødet i København – erklærede tilbage i 2007, at IPCC ikke medtog »hele historien«. Baseret på egne beregninger vurdere han, at havniveauet vil stige med 1,4 meter i løbet af dette århundrede.

Studier på linie med Rahmstorfs er meget omtalte i medierne. Imidlertid viser de fleste modeller resultater, som ligger indenfor IPCCs tal for havoverfladestigninger på 18 til 59 centimer i dette århundrede, hvilket også var årsagen til at IPCC modstod Rahmstorfs og andres lobbyarbejde.

Satellitmålinger har siden 1992 påvist en stabil stigning i havniveauet på verdensplan på 3,2 millimeter per år: præcist som IPCCs prognoser.

En 38,5 centimeter stigning i havene i år 2100 er et problem, men ikke en trussel mod civilisationen. I sidste århundrede steg havniveauet med halvt så meget, uden at de fleste af os overhovedet lagde mærke til det.

Det er nemt at fokusere på de resultater, som skræmmer os. Deltagerne i det ekstraordinære topmøde fremmaner skræmmende havstigninger – men glemmer at anerkende, at satellitmålinger viser, at stigningerne faktisk har været aftagende.

Ligeledes fremhæver de det faktum, at CO2-udslippet er højere end forventet. Det virker urimeligt at gøre dette uden at bemærke et meget mere afgørende faktum: Temperaturstigningerne er ikke bare lavere end prognoser baseret på IPCCs konsensusresultater, i dette årti har temperaturen faktisk været faldende.

De, som samles i København, erklærer, at de er »bekymret« over havis, der forsvinder ved Nordpolen. Men forskning viser, at den globale opvarmning kun er en del af årsagen: Vindstrømme følger i øjeblikket et mønster, som ikke tillader opbygning af gammel is. Og selvom Nordpolen ligger under gennemsnittet, er det dog vigtigt at notere sig, at niveauet for havis ved Sydpolen er højere end gennemsnittet henover sidste år.

Klimaforandringen skaber frygt i os alle, hvilket er helt forståeligt. Men vi er nødt til at sikre os, at vi ikke går i panik, når vi skal tage afgørende beslutninger om, hvordan vi skal reagere overfor den globale opvarmning.

For at sikre os, at disse beslutninger bliver taget med klart hoved, er det nødvendigt, at vi får balanceret information fra naturvidenskaben – og også fra den økonomiske videnskab. I 2008 konstaterede Nobel-økonomer, som samlede sig til Copenhagen Consensus 2008, at selv omfattende beskæringer af CO2-udslip ville være en meget dårlig investering – og at det ville vise sig at være en ineffektiv og meget dyr måde at begrænse temperaturstigningerne på.

Der er en smartere politisk mulighed, som faktisk ville være mere effektiv i kampen mod global opvarmning: at sikre sig at vi indenfor de næste 20-40 år vil have alternative energiformer til rådighed til rimelige priser. Dette er muligt, såfremt alle lande forpligter sig til at bruge 0,05% af BNP på forskning og udvikling af energiteknologier som ikke udsender CO2.

Prisen – omkring 25 milliarder dollars per år – vil være meget billigere end de massive reduktioner af CO2-udslippet, som deltagerne i topmødet i København foreslår – og alligevel vil den gøre mere for at bekæmpe global opvarmning.

Før verdens ledere ankommer til København, bør vi alle tage en dyb indånding. Aktører fra alle sider af klimadebatten har det samme ønske om at sikre, at vi efterlader fremtiden en værdig arv. Nu er det, mere end nogensinde før, tid til, at velafvejet videnskab sætter dagsordenen.