13. september 2009, 22:30

Timingen er noget speciel, men fokuseringen af støtten på de medaljevindende idrætsgrene er angiveligt et nødvendigt resultat af faldende spilindtægter og dermed et reduceret offentligt tilskud til eliteidrætsorganisationen.

Reaktionen er naturligvis ikke udeblevet: De ramte forbund er kede af det og må lukke lovende elitesatsninger, eliteidrætsudøvere og trænere er skuffede, og naive debatindlæg (som f.eks. nærværende) dukker op i medierne. Det er nyt, at nedskæringer i eliteidrætten er faciliteret af finanskrise, men ellers har vi hørt alt dette før. Det er f.eks. kun få år siden, at idrættens organisationer selv ønskede at skære ned på de små forbund, og det gik heller ikke stille af sig. Det er åbenbart en evig kamp at sikre støtten til en ’bred’ dansk eliteidræt.

Trætte af den sædvanlige kværuleren vender beslutningstagerne det døve øre til, og imens fortsætter den danske eliteidrætsmodel sin vante gang.

Tilbage står, at vi i Danmark ikke erkender det potentiale, der ligger i at have en fuldblods satsning på eliteidræt, hvor der satses på de sikre vindere, men også bredt på de mindre idrætsgrene, der ikke på kort sigt kan levere VM- og OL-medaljer. Team Danmarks slogan er »Vi kæmper for guld til Danmark«, men det handler ikke kun om den smule guld, der findes i medaljerne, men mest om noget helt andet og meget mere værdifuldt guld:

Det guld, der rigtig glimter, ligger i at have et mangfoldigt eliteimiljø i en bred række af sportsgrene, hvor tusindvis af unge mennesker kommer i kontakt med et elitesportsmiljø, inspireres og lærer, hvad man kan udrette med hårdt arbejde og et brændende engagement. Eliteidrætten er det perfekte medie til at bekæmpe jantelov, til at skabe positive eliteværdier såsom selvtillid, respekt for andre, samarbejds­evner og accept af, at det er godt at være god. Altsammen fortærskede floskler måske, men tvivlere opfordres hermed til at gå en tur hen i det lokale elitesportsmiljø og se ilden brænde ...

Styrken ved ikke kun at satse på de medaljeleverende forbund er, at med en relativt lille investering kommer langt flere mennesker i kontakt med eliteværdier. Det er muligt, at ikke alle vinder medaljer til Danmark, men de kan ikke undgå at tage disse meget produktive værdier med sig og anvende dem, hvor de nu færdes. En sådan satsning rammer bredt på tværs af sociale skel og bidrager dermed til sammenhængskraften i et samfund.

Det er næppe ordret citeret, men kulturministeren sagde for nylig, at den danske model er god nok, og at der bruges rigeligt med offentlige ressourcer på eliteidræt sammenlignet med de sædvanlige lande, vi sammenligner os med. Men dette er netop kernen: at det ikke er godt nok, at det er godt nok. Det skal være bedst!

Hvis vi virkelig ville, kunne Danmark let blive det bedste sted i verden at dyrke eliteidræt, men det kræver, at man gør det modsatte af at skære ned. En begrænset investering nu ville give et langsigtet afkast i form af en bred accept af eliteværdier, og ikke mindst flere kompetente engagerede og selvsikre borgere. Og for dem, der godt kan lide danske medaljer, ville der helt sikkert også komme flere af dem. Var der nogen der sagde ’win-win situation’?

Det er jo næppe sandsynligt, men ville det ikke være befriende, hvis kulturministeren ville droppe rødvin og rygklap og i stedet tage til Team Danmarks jubilæumsreception med en vision og et løfte om at fremme kampen for ægte guld til Danmark? Stemningen ville garanteret blive bedre blandt pindemadderne ...