28. december 2008, 22:30

Under overskriften »Et bevidst angreb mod vores kultur« skriver Søren Krarup i Berlingske Tidende, at et fremsat lovforslag om at give homoseksuelle i registreret partnerskab ret til adoption, er udtryk for foragt for ægteskabet og derfor ikke bør vedtages.

Og fordi homoseksuelle ikke biologisk kan få børn sammen, kan man ifølge Krarup ikke sidestille det registrerede partnerskab med et ægteskab. Det er, ifølge Krarup, forbeholdt ægteskabet mellem mand og kvinde at kunne forpligte sig over for sin ægtefælle og at være bundet af sit familieliv. Det er naturligvis noget homofobisk sludder, men desværre er det netop kernen i Krarups indlæg – at han forsøger at pakke det ind i floskler som »… ingen af os tvivler på, at to homoseksuelle kan være søde og rare mennesker«, gør ikke udfaldet mindre diskriminerende. Tværtimod.

Der hvor Krarups argumentation for alvor falder igennem og bliver diskriminerende er, når han meget belejligt undgår at kommentere det faktum, at enlige i flere år har haft ret til at adoptere. »Og fordi der er (…) forskel på et ægteskab og et registreret partnerskab, stiller vi dem heller ikke lige vedrørende adoption (…) det er et ægtepar, der kan adoptere.« I samme åndedrag fastslår Krarup, at fraværet af enten en mor eller en far i et registreret partnerskab umuliggør, at man er en familie: »Og det er en familie, der kan adoptere«. Og enlige, Krarup. Enlige har – i modsætning til homoseksuelle – ret til at adoptere på lige fod med ægtepar på trods af, at de er lige netop det modsatte af et ægtepar og efter Krarups definition derfor ikke kan udgøre en familie. At give enlige ret til at adoptere var en god og rigtig beslutning, for der er naturligvis intet som helst i vejen med at vokse op i en familie med kun én forælder, det er der kommet masser af velfungerende børn ud af. Men beslutningen betyder samtidig, at argumentet om, at retten til at adoptere afhænger af, at der er både en mor og en far i familien, ikke længere holder. Derfor er det rendyrket diskrimination ikke at ville give homoseksuelle den samme rettighed.

Min kone beskrev Krarups indlæg meget rammende, da hun havde læst det: »Det er jo som at høre en mand argumentere for, at Jorden er flad«. Krarups forestillinger om, hvad et ægteskab er og skal være, har uden tvivl givet mening på et tidspunkt. At det tidspunkt ligger flere hundrede år tilbage i tiden, ser ikke ud til at genere Krarup, men det virker unægteligt lidt komisk, at man i vore dage kan få sig selv til at hylde ægteskabet som »samfundets grundlag og grundcelle«. Hvis det er Krarups overbevisning, så er der da immervæk meget andet samfunds- og kulturnedbrydende at tage fat på end lige homoseksuelles ret til adoption. Skilsmisser, sammenbragte familier, børn født af ugifte forældre, familier med enlige forældre, osv. osv. Verden, samfundet og familien har ændret sig. Heldigvis. Det er vel de færreste, der deler Søren Krarups opfattelse af, at ægteskabet er direkte nødvendigt for at kunne skabe en familie. At Søren Krarup ønsker at leve i fortiden med fortidens normer og værdisæt er naturligvis hans eget valg og ikke noget, andre skal blande sig i. Problemet opstår, når Krarup i sin egenskab af folketingsmedlem forsøger at få alle os andre til også at leve i fortiden. Så lad os få opdateret adop­tionsloven til samfundet af 2009.