14. marts 2009, 22:30

Velfærds- og ligestillingsminister Karen Jespersen (V) bruger flittigt ministerposten til også at agere religionsminister. Et klik på ministeriets oversigt over debatindlæg afslører, at hendes opmærksomhed på imam Abdul Wahid Pedersens sharia-udtalelser på det seneste er oversteget hendes opmærksomhed på velfærd. Det undrer mig, at ministeren ikke hellere vil bruge taletid på at rette op på danskernes mistillid til regeringens velfærdspolitik. Men når vi nu engang har en så værdi- og religionsinteresseret minister, er der grund til at undersøge, om Karen Jespersen fordeler sin kritik ligeligt mellem religionerne i Danmark.

Åbenlyst ikke! Således er det lykkedes den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, at komme med voldsomt rabiate udtalelser, uden at ministeren er faret i pressen. Senest i et interview i DR2s Deadline 11. marts, hvor biskoppen skulle forholde sig til den 9-årige pige og hendes mor, som er blevet ekskommunicerede af den katolske kirke i Brasilien. Hvorfor? Pigen har fået abort efter at være blevet voldtaget af sin stedfar og gjort gravid. Med tvillinger.

Umiddelbart en let sag at tage afstand fra. Men ikke for den katolske biskop. Igen og igen fastholdt han, at abort er syndigt, at det er en krænkelse af liv, og at der ikke findes nogen formildende omstændigheder. Biskoppen ville sågar ikke selv anbefale pigen en abort!

Kære minister, der er 45 katolske kirker i Danmark. Der er 22 katolske skoler og 7 katolske børnehaver. I alt 74 institutioner i landet er denne mand åndeligt overhoved for. 74 institutioner hvor børn og voksne kan møde den forkyndelse, at det vil være forkert at tilbyde en 9-årig pige på 36 kilo en abort. Imod Guds vilje at befri hende fra en livsfarlig graviditet – eller fra som 10-årig at opfostre sin voldtægtsmands børn, hvis hun skulle overleve.

Mig bekendt er der endnu ikke bygget en moské i Danmark. Alligevel er din afsky mod fundamentalisme (som jeg deler) alene rettet mod muslimer.

Jeg er lige så lidt tilhænger af stening af kvinder som aflivning af gravide børn. Jeg ville også ønske, at imam Pedersen havde knap så meget uld i mund og tog afstand, så man kunne forstå det. Det ville gøre hans vigtige integrationsarbejde på blandt andet Nørrebro langt mere spiseligt for flere mennesker.

På samme måde ville det gøre din religionskritik langt mindre skinger og partisk, hvis du i bredere forstand forholdt dig til alle fundamentalistiske kræfter i landet. Din nuværende metode lægger blot en i forvejen presset og stresset befolkningsgruppe for had. Hvis du ikke er i stand til at brede dine frihedsidealer ud, foreslår jeg, at du i stedet koncentrerer dig om at forbedre forholdene for psykisk syge, ældre, udsatte børn, hjemløse og handicappede.