Øget selvtillid skal bryde negativ social arv

Hvis vi skal have bugt med uligheden i uddannelsessystemet, skal vi fremme selvtilliden og vække interessen hos de unge. Det glemmes i dag, og det gør, at virkemidler for at opnå en mere lige rekruttering til de videregående uddannelser ikke er træfsikre nok.

Det er veldokumenteret, at der er en markant sammenhæng mellem social oprindelse og resultater i folkeskolen. Flere undersøgelser har beregnet forskellen mellem børn af akademikere og børn af ufaglærte arbejdere til omtrent halvandet karakterpoint på den nu hedengangne 13-skala.

Med henblik på at udligne forskellene har folkeskolen således længe været i reformmodus. Og i den senere tid er også vuggestuen og børnehaven kommet i søgelyset som frontafsnit i kampen mod »den sociale arv«.

Med tanke på hvilke konsekvenser det kan have for den enkelte ikke at få en kompetencegivende uddannelse efter folkeskolen, er den store opmærksomhed forståelig. Problemet er dog, at manglende skolepræstationer har en tendens til at dukke op som en generel forklaring, når man diskuterer den socialt skæve rekruttering til alle uddannelsesniveauer.

Det mest slående eksempel er, da videnskabsministeren i sommer kom med et udspil om, at universiteterne skal blive bedre til at bryde »den sociale arv«. Foranledningen var en undersøgelse, der viste, at børn af ikke-akademikere er stærkt underrepræsenterede blandt landets forskere.

I kølvandet på ministerens udspil udtrykte Dansk Industri bekymring for, at positiv særbehandling af børn af ikke-akademikere vil kunne forringe kvaliteten. Rektor ved Aalborg Universitet, som har en høj andel studerende fra ikke-akademiske familier, talte på sin side om at bøde på deres manglende faglige forudsætninger.

Endvidere ville flere uddannelsesforskere genindføre kvote 2 for fuld styrke for at lette adgangen til universitetet for de unge fra uddannelsesfremmede miljøer. Eksemplerne er ikke enestående. Og de peger i retning af, at erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og forskere har en fælles problemforståelse, når det gælder årsager til den sociale skævrekruttering til de højere uddannelser: Børn fra uddannelsesfremmede miljøer er ikke dygtige nok.

Ifølge dansk uddannelsesforsknings »grand old man«, Erik Jørgen Hansen, har uddannelsesforskningen på empirisk grundlag historisk bidraget til, »at udbredte forestillinger om, at bestemte sociale lags børn ikke er talentfulde nok til videregående uddannelse, er blevet manet til jorden«.

Nyere forskningsresultater underbygger dette. F.eks. viser en undersøgelse blandt gymnasieelever, undertegnede for nylig har gennemført ved Aalborg Universitet, at børn af akademikere i gennemsnit ligger ca. 0,6 karakterpoint højere på 13-skalaen end børn af faglærte og ufaglærte arbejdere. Det betyder, at karakterforskellene er langt mindre end i folkeskolen.

Når man så sammenligner, hvilke uddannelsesvalg personer med samme karakterniveau, men med forskellig social oprindelse, foretager efter gymnasiet, finder man derimod store forskelle. Blandt den forholdsvis lille gruppe med karaktermæssige topscorere, dvs. dem der har et gymnasiesnit på 10 eller højere, får 48 procent af de ufaglærtes børn efterfølgende en lang videregående uddannelse. Den tilsvarende andel blandt børn af akademikere er 77 procent. I karakterintervallet 9,0-9,9 opnår hhv. 38 og 65 procent en lang videregående uddannelse, mens de tilsvarende procentandele i den præsta­tionsmæssige midterkategori (8,0-8,9) er 18 og 43 hhv. for arbejder- og akademikerbørn.

Der er således nogle meget store sociale forskelle i rekrutteringen til universiteternes kandidatuddannelser på hvert eneste af de karakterniveauer i gymnasiet, hvor man normalt har gode forudsætninger for at læse videre. Selv ikke en hel karakter højere i gennemsnit er nok til, at børn af ufaglærte opnår samme deltagelsesfrekvens på de lange videregående uddannelser som børn af akademikere.

Man bør derfor se sig om efter alternative forklaringer på, hvorfor der stadig er en klar sammenhæng mellem forældres og børns uddannelsesniveau.

Uddannelsesforskningen har historisk beskæftiget sig med i hvert fald fem forklaringstyper: økonomiske forklaringer, værdiforklaringer, referenceforklaringer, samt to typer af kulturforklaringer - hvoraf præstationsforskelle hører ind under den ene.

Økonomiske forklaringer drejer sig om betydningen af forældrenes økonomiske ressourcer. De vil have størst relevans i uddannelsessystemer med en høj grad af egenbetaling. For Danmarks vedkommende, med gratis uddannelser og en generøs SU, vil forskelle i familieøkonomi have mindre betydning for uddannelsesvalgene.

Værdiforklaringer vægtlægger på sin side, at der er forskellige normer og værdier i forhold til uddannelse i forskellige sociale klasser. Teorien er, at de lavere klasser er præget af en kort tidshorisont og et lavt aspirationsniveau. Det giver sig udslag i en orientering mod at komme tidligt ud på arbejdsmarkedet – hvilket indebærer et fravalg af en længerevarende uddannelse.

Referenceforklaringer handler derimod om, at uddannelsesvalg foretages med familiens uddannelsesniveau som reference. Tankegangen er, at eftersom ingen ønsker at opnå en lavere uddannelsesstatus end deres forældre, vil personer med højt uddannede forældre således skulle vælge længere uddannelse end dem, der har forældre med en lavere uddannelse.

Når denne i princippet enkle forklaringsmodel er blevet populær inden for nyere uddannelsesforskning, skyldes det, at den kan forklare sociale forskelle i valg af uddannelse i samfund, som er værdimæssigt relativt homogene, samt i samfund, hvor forældrenes økonomiske formåen ikke er afgørende for, om børnene opnår en uddannelse.

Hvad de to retninger inden for kulturforklaringer angår, vægtlægger de hhv. kulturelle forskelle og »kulturel deprivation«. Kulturelle forskelle drejer sig om, at der er en afstand mellem kulturen til børn fra familier uden uddannelsestraditioner og den af skolen formidlede dominerende kultur, som man lykkes bedst inden for, hvis man er socialiseret ind i den.

»Kulturel deprivation« handler på sin side om, at ressourceforskelle i opvækstfamilien i den tidlige socialisering giver børnene en ulige mængde intellektuel ballast. Forklaringen på, at de lavere lags børn opnår et lavere uddannelsesniveau, er, at deres præstationsniveau som en følge af manglende kulturel stimulans er lavere end dem, der kommer fra mere privilegerede familier.

Opmærksomheden på skolepræstationer indebærer, at det er deprivationshypotesen, der er kommet til at blive dominerende i debatten.

Alternative forklaringer på, hvorfor der er en tendens til, at uddannelse »går i arv«, havner i skyggen af lave skolepræstationer blandt børn fra uddannelsesfremmede miljøer.

Dette kan have i hvert fald to negative konsekvenser. For det første kan det blive sværere at få bugt med den sociale skævrekruttering til uddannelse, fordi virkemidlerne ikke vil være træfsikre nok. For det andet kan den ensidige opmærksomhed på præstationsforskelle bidrage til en stigmatisering af dem, der trods en uddannelsesfremmed familiebaggrund opnår en højere uddannelse. En stigmatisering som f.eks. vil kunne påvirke deres muligheder på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse i negativ retning. For at få bugt med de store rekrutteringsforskelle i uddannelsessystemet kræves der andre virkemidler udover den faglige oprustning af folkeskolen. Det drejer sig ikke mindst om at vække interesse og opbygge den selvtillid, der skal til, for at personer uden nære uddannelsesmæssige rollemodeller tør satse på en længerevarende videregående uddannelse.

Det er definitivt ingen nem opgave. Den fremstår dog som lettere end det lange seje træk, der skal til for at højne niveauet blandt dem, der har meget svært ved at begå sig i dagens uddannelsessystem. Desuden vil resultaterne af indsatsen kunne opnås langt tidligere, i og med at man ikke behøver at vente på, at reformerne i folkeskolen skal begynde at virke.

Trond Beldo Klausen er Sociolog, post.doc., Centre for Comparative Welfare Studies, Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.