Måske Jørgen Poulsens tåbelige brug af nazikortet kunne blive anledning til at genoverveje, hvad nazisme egentlig er.
30. juni 2008, 22:30
Da Jørgen Poulsen den 24. maj sammenlignede Dansk Folkepartis burka-annonce med nazisternes propaganda mod jøderne, havde han ikke så meget held med det. Tværtimod. Dét, sammen med en vis mangel på vederhæftighed, kom til at koste ham medlemskabet af Ny Alliances folketingsgruppe.
Og der var virkelig også so much last season over hans udtalelser, at ingen er overrasket over manglen på succes.
Det mærkelige er derfor ikke, at Ny Alliance blev træt af retorikken. Det mærkelige er, at nazikortet stadig spilles, som det gør.
Hvilken mening giver det f.eks. at kæde forbud mod burkaklædte dommere sammen med nazismens forfølgelse af jøder? Nazisterne forfulgte jøder, fordi de mente, de var en underlødig race, uanset om de var dommere, døbte, danskere eller tyrkere, og lige meget om de bar kalot eller ej. Kritikken af burkaklædte dommere går på, at den ideologi, sharia, som man bekender sig til ved at insistere på at gå med burka eller hijab som dommer, er i klar modsætning til dansk og vestlig retsopfattelse. Giver man grønt lys for shariabekendende dommere, risikerer man at undergrave den verdslige, danske retsorden.
Hvor oplagt er det at sammenligne det med Hitlers jødeforfølgelser? Meget lidt oplagt, så vidt jeg kan bedømme.
Nazikortet spilles selvfølgelig – i dette tilfælde i blinde – fordi det er trumf. Nazismen er umiddelbart det ondeste, vi kender, og kan man kæde sine modstandere sammen med det, har man vundet det moralske spil.
Og længe har det været venstrefløjens privilegium at bruge det over for borgerligheden. For nazismen var, lærte vi i gymnasiet, småborgerens triumf, traditionalisternes frådende oprør mod moderniteten. Konservatisme var derfor, forstod vi, en slags light-udgave af nazismen. Mildere selvfølgelig, men en gren på den samme »højreorienterede« stamme, som nazismen også voksede ud af. Så hvis man f.eks. forsvarede klassiske familiedyder, var man på vej ud ad en tangent, der i sin yderste konsekvens førte til nazisme og fascisme.
Det er egentlig utroligt, at denne myte har kunnet leve så længe. Folk, der virkelig véd noget om nazismen, har længe kunnet berette, at nazismen stort set var det modsatte af Kinder, Kirche, Küche. Det var ikke de tre store K’er, der kendetegnede nazismen, men de tre r’er: racedisciplin, raceudryddelse og racestat.
Derfor støttede nazisterne ikke den stive, tyske øvrighedsstat – kun på et vist tidspunkt og af taktiske grunde – ligesom de på næsten alle felter også var i modsætning til det liberale, kapitalistiske, borgerlige samfund. Det gælder bl.a. på områder som kirke, ægteskab og klassisk dannelse.
Nazi-ideologerne ønskede f.eks. at erstatte vielsesattesten af en helbredsattest. Det for dem eneste afgørende var jo, at det var to raske racevæsner, der avlede børn sammen. Børn uden for ægteskabet var derfor heller ingen uting. Det var nyttige »statsbørn«, så længe de var racerene.
Den gamle »jødiske« religion, kristendommen, skulle også væk. I stedet for bønner til Vorherre bad man bønner til Føreren på nazistiske kvindehjem.
I forlængelse af afskaffelsen af den gamle religion sagde man også farvel til den gamle moral: børnene oplærtes til at mene, at den stærke altid har ret, og at det svage eller åndssvage menneske var uværdigt liv.
Og for at det ikke skulle være løgn, skulle den gamle litteratur også afskaffes: Grimms eventyr blev f.eks. affærdiget som »forbudte og forældede«. »Snehvide og de syv små dværge? En forargelig forherligelse af vanskabninger. Den slags burde ikke forekomme i nationalsocialistiske skoler.«
Citatet er fra Gregor Ziemers fremragende dokumentariske bog Opdragelse til døden. Hvordan en nazist bliver til. Og har man læst den, er man ikke i tvivl om, at nazismen i sin ideologiske kerne var alt andet end borgerlig eller konservativ eller kristen. Den var vel tværtimod en slags modernistisk hedenskab med stærke socialdarwinistiske undertoner, hvis slutmål var afskaffelsen af det borgerlige samfund og skabelsen af »det nye menneske«, som Goebbels formulerede det.
Alligevel bliver nazikortet stadig spillet over for alle, der vil forsvare traditionel, vestlig kultur, hvad enten det er på udlændingeområdet, på skoleområdet eller på familieområdet.
Måske Poulsens tåbelige brug af nazikortet kunne blive anledning til at genoverveje, hvad nazisme egentlig er. Der er nemlig ikke i sig selv noget i vejen med at spille nazikortet. Vi har stadig meget at lære af historien.
Men er det ikke ved at være på tide, at man spiller det med omtanke?
