31. oktober 2007, 03:30

I denne tid er det 25 år siden, at Poul Schlüters borgerlige regering trådte til, og samtidig befinder vi os netop nu midt i en valgkamp, hvor en anden borgerlig regering kæmper for sin overlevelse. Det kan derfor være oplagt at se lidt nærmere på et af de måske vigtigste folketingsvalg i nyere tid, nemlig 1998-valget, som ikke gav en borgerlig regering, selvom alle troede det ville blive resultatet.

Siden 2001 har man i regeringskredse – og særligt i ledende Venstre-kredse – kultiveret en særlig myte om netop 1998-valget, nemlig at dette var et politisk skelsættende valg, fordi det viste, at en borgerlig-liberal koalition ikke kunne vinde ved at tone rent flag ideologisk og gå til valg på en klar og principiel linje. I stedet må man rykke til venstre og lægge sig lige præcis i midten – dér hvor den typiske socialdemokratiske vælger er. Derved vinder man magten, men da man samtidigt skal være troværdig, kan man så ikke efterfølgende føre en mere vidtgående politik, end man har lovet. Derfor kan der ikke vindes på en borgerlig politik, og derfor kan der ikke føres en anden kurs end den, Fogh Rasmussen regeringen har ført.

Denne historie er blevet genfortalt talrige gange af blandt andre Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, Bertel Haarder og Jens Rohde, samt disses spin-doktorer. Det er der også en vis logik i: Myten fortæller jo i en vis forstand, at alt handler om branding og spin snarere end substans, og at den nuværende kurs er genial og at alt andet ville have været politisk selvmord. Det er jo konklusioner, som politiske ledere og spindoktorer ikke kan bebrejdes for, at de synes om. Det er også uomtvisteligt, at man især i Venstre har baseret sin politik på denne udlægning af 1998-valget – men det bliver den ikke mere sand af.

Grundlæggende er myten om 1998-valget faktuelt forkert på stort set alle punkter.

For det første var folketingsvalget i 1998 ikke i nogen meningsfuld forstand et stort nederlag for de borgerlige, men faktisk snarere et tegn på, hvor godt det gik. Det var naturligvis et personligt nederlag for de borgerlige politikere, der med en vis ret havde regnet med, at de skulle overtage regeringsmagt og ministerbiler, men stemmemæssigt var det faktisk de borgerliges næstbedste valgresultat i næsten et kvart århundrede (kun overgået af 1994-valget).

De fleste husker kun, at de borgerlige tabte, og at der blot skulle have været flyttet 89 stemmer på Færøerne, hvorefter Uffe Ellemann-Jensen havde været statsminister, men dermed stirrer man sig blind på dén isolerede historiske begivenhed og glemmer det historiske perspektiv. Forhistorien er, at fra begyndelsen af 1970erne til slutningen af samme årti var de borgerlige partier gået markant tilbage, til en historisk ringe tilslutning: Andelen af vælgere, der stemte på erklæret borgerlige partier – Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet – lå sidst i 1970erne på ca. 35 pct., og selv når alle ikke-socialistiske partier lægges sammen (altså inkl. Det Radikale Venstre, de kristelige og Centrum-Demokraterne), nåede man kun knap 50 pct. Det var en tilbagegang på henholdsvis 7-8 procentpoint og op mod 13 procentpoint i forhold til blot få år før.

Men så begyndte billedet at vende, og fra slutningen af 1970erne har der tegnet sig et relativt klart mønster for de borgerlige partier: Ved hvert andet valg er de borgerlige gået lidt tilbage, og ved hvert andet valg er de gået lidt mere frem, end de gik tilbage gangen før. Netto-resultatet har været, at de borgerlige partier siden slutningen af 1970erne har vundet 15-20 procentpoint, afhængigt af hvilke partier man tæller med. Denne borgerlige renæssance var allerede meget synlig i slutningen af 1990erne, og det interessante er, at forskydningerne i fløjenes styrke i denne periode ikke blot skete, fordi vælgerne »tilfældigvis« har stemt lidt anderledes: Valgforskernes analyser dokumenterer, at vælgerne i generelle, overordnede samfundsspørgsmål blev gradvist mere borgerlige siden slutningen af 1970erne – i hvert fald frem til den nuværende regering.

Med det perspektiv ser 1998-valget faktisk ikke så skidt ud for de borgerlige: Man gik til valg på et relativt klart ideologisk program, og selv i en situation hvor meget tegnede lyst for den siddende socialdemokratiske regering, fik de borgerlige deres næstbedste valg siden 1970ernes katastrofe. Man var reelt kun relativt få stemmer fra at have haft både magt og mandat til at føre en klar borgerlig politik.

Det andet punkt i 1998-myten, som der ikke er belæg for, er, at V og K generelt var for højreorienterede i forhold til vælgerne. Ser man på det danske Valgprojekts opgørelse af, hvor henholdsvis »højreorienterede« eller »venstreorienterede« vælgerne er, når det gælder dels økonomisk politik og dels mere »værdipolitiske« spørgsmål, så viser tallene, at vælgerne på det tidspunkt lå på det mest højreorienterede niveau siden 1970erne. Vælgerne var altså mere borgerlige end nogensinde før, og der er intet belæg for en udlægning, der siger, at de borgerlige tabte, fordi de var helt ude af trit med vælgerne.

Så hvorfor tabte de borgerlige valget i 1998? Det bedste svar er givetvis, at det var en kombination af mange forskellige ting – nogle store og andre små. Dels viser Valgprojektets undersøgelse, at dét, at det gik relativt godt med samfundsøkonomien, kom Nyrup til fordel. Dels var der fagbevægelsens berømte reklamekampagne om, hvorledes Uffe Ellemann-Jensen ville drage personlig fordel af VKs boligpolitiske udspil, og den famøse spiseseddel fra Ekstra Bladet om, at »den er hjemme«. Det er svært at finde noget, der viser, at det var de to sidste ting, der var afgørende, men de faldt i hvert fald tidsmæssigt sammen med en svag siven i tilslutningen til de borgerlige partier, som satte ind i valgkampens allersidste dage og som kun en eller meningsmåling eller to nåede at fange.

Men hertil må man også lægge en sidste faktor: At 1998 blev et særligt dårligt valg for de Konservative, som mistede næsten halvdelen af mandaterne og var nær ved at sende partilederen, Per Stig Møller, ud af Folketinget. Det skyldtes ikke, at partiet var for højreorienteret men, at det var i splid med sig selv: Flere års ballade og interne slagsmål gjorde partiet ustabilt og ineffektivt, og allerede dengang var der vedholdende forlydender om, hvordan striden i partiet fik nogle konservative folketingsmedlemmer til decideret at arbejde for konservativ tilbagegang, fordi det ville styrke deres egen fløj internt i gruppen.

Men viser VKOs sejr i 2001 da så ikke, at myten om 1998-valget alligevel på sæt og vis var sand? Nej, faktisk ikke. Hvis man på denne måde piller ved myten om 1998-valget, kommer de borgerliges valgsejre fra 2001 og 2005 uvilkårligt til at se noget mindre markante ud. Den afgørende forskel ved disse valg var naturligvis, at de borgerliges sejre var tilstrækkeligt store til, at man først fik og dernæst beholdt regeringsmagten – men valgresultaterne var i virkeligheden blot den foreløbige kulmination på en understrøm blandt vælgerne, der var begyndt langt tidligere, kombineret med nogle unikke omstændigheder, som gjorde udslaget så meget desto stærkere (først og fremmest indvandrerspørgsmålet og i 2001 mistilliden til Nyrup ovenpå efterlønsreformen).

Man kan naturligvis ikke uden videre fremskrive fortidige tendenser til fremtiden, men der er god grund til at tro, at de borgerlige kunne have vundet i 2001, selv uden at man havde påbegyndt et stadigt eskalerende ideologisk udsalg.

Paradoksalt nok viser valgforskernes opgørelser af, hvor henholdsvis højre- og venstreorienterede vælgerne var i 2001, blot, at vælgerne var endnu mere højreorienterede end i 1998 og faktisk holdningsmæssigt det mest borgerlige, man nogensinde har kunnet måle.

Siden har disse – i kølvandet på »det nye Venstre« – holdningsmæssigt flyttet sig markant til venstre. På den måde er slutresultatet i hvert fald tankevækkende. I den nuværende valgkamps meningsmålinger ligger »det nye Venstre«, som aldeles har ændret både partiprogram, retorik og realpolitik, på kun en anelse over 24 pct. af stemmerne – hvilket præcis var, hvad Ellemann-Jensens liberale Venstre fik i 1998.