26. maj 2009, 22:30

De 50 irakere repræsenterer spydspidsen for ialt 282 irakere, som har fået nej til asyl i Danmark. De er principielt klar til hjemsendelse, da der er indgået en politisk aftale mellem Danmark og Irak herom.

Et flertal af danskerne støtter en hjemsendelse og er dermed i overensstemmelse med den givne asylafvisning. Det har dog tilsyneladende kun liden indflydelse på sagens udvikling. Regeringens holdning er – nogenlunde – klar. Irakerne skal hjem. Men derfra og til at tage fysisk skridt til hjemsendelsen, er der øjensynligt at godt stykke vej.

Sagen er blevet politisk. Regeringen har ikke den store lyst til at handle. Den frygter oppositionen, selvom denne på både det politiske og praktiske plan, har det meste i munden. Som sædvanen er. Konfliktens hovedtema er derfor i begge sider af Folketinget at undgå at få umenneskelighedens grimme abe siddende på skulderen. Denne politiske handlingslammelse åbner til gengæld for andre aktørers frie spil i konflikten. Tidsskriftet Sappho har fortjenstfuldt fået aktindsigt i et referat af menighedsrådets ekstraordinære møde i sidste uge, hvor den udenomsparlamentariske strategi blev diskuteret og besluttet. Det er interessant læsning, da det tilsyneladende med relativt simple midler er muligt at korslutte en politisk beslutningsproces uden mindste konsekvens.

Af referatet fremgår, at der eksisterer en baggrundsgruppe – fortrinsvis af danskere – ialt omkring 150 mennesker, som sørger for logistik, madlavning, kommunikation – herunder pressepåvirkning – samt andet forefaldende arbejde. På mødet redegjorde den tidligere meningsrådsformand for Vor Frue Kirke, lektor Karsten Fledelius, for sine erfaringer med ligeledes at huse asylafviste flygtninge. Han fastslog, at han i møder med Dansk Flygtningehjælp var blevet tilrådet at »individualisere sagerne« for at lægge pres på medierne og dermed vinde tid. Et andet råd var at undgå sultestrejker, da de tilsyneladende ikke har den fornødne positive effekt på offentligheden.

Karsten Fledelius konkluderede, at denne strategi har virket efter hensigten i Vor Frue Kirke, hvilket blev taget ad notam på det ekstraordinære møde.

Denne signatur har efter læsning af referatet fulgt sagen i medierne. Og har konstateret, at den besluttede strategi er forsøgt ført ud i livet. Hvorvidt det er Dansk Flygtningehjælp som har taget kontakt til en nærbeslægtet partner i flygtningearbejdet, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, skal være usagt.

Andre kan have været formidlende mellemled. Under alle omstændigheder kunne Centret forleden »kræve«, at samtlige 282 irakere bør undersøges for at konstatere, hvorvidt nogle har været udsat for tortur.

Dette kan naturligvis være meningsfuldt. Men i betragtning af, at de fleste asylansøgere har opholdt sig i Danmark i op til otte år uden Torturcentrets nærmere interesse, ligner det unægteligt en treneringsstrategi.

Vi har altså to offentligt finansierede institutioner, som målrettet arbejder på at kortslutte politiske beslutningsprocesser i mere eller mindre udtalt samarbejde med oppositionen. Det interessante er, at regeringen synes totalt udmanøvreret i spillet. Men god hjælp fra medierne!