Ordensmagten skal have ros for, at klimatopmødet indtil videre er forløbet langt mere fredeligt end frygtet.
15. december 2009, 13:23
Den omdiskuterede ”lømmelpakke” har været i brug et par gange, senest i nat hvor 194 aktivister i gaderne omkring Christiania blev sat i ”futtog”, efter det som aktivisterne selv kaldte en klimafest udviklede sig til hvad almindelige mennesker ved selvsyn kunne konstatere udartede sig til deciderede uroligheder.
Afbrændte barrikader i gaderne, molotovcocktails mod politiet er uden tvivl et festligt indslag hvis man ikke besidder den mindste ringeste respekt for det omgivende samfund. Men det er nu en gang politiets rolle at opretholde ro og orden, herunder at forfølge urostifterne når de forsøger at gemme sig på Christiania i håbet om at ”fristaden” skulle udgøre et juridisk helle – det er vist kun logik for autonome uromagere.
Efter lørdagens demonstration hvor der efter alt at dømme blev anholdt for mange, har politiet justeret deres procedurer, og fremadrettet både med omtanke og konsekvens været i stand til at kontrollere diverse aktioner. Derfor skal der herfra lyde ros til politiet for, at klimatopmødet indtil videre er forløbet langt mere fredeligt end frygtet.
Den største test på beredskabet kommer formodentlig i morgen, hvor der er bebudet en koordineret indtrængen ved selve topmødet i Bella Centeret. Ærindet skulle angiveligt være, at give taletid til de mennesker der direkte er ramt af klimaforandringer, et budskab der er svært foreneligt med molotovcocktails og voldelig fremfærd, også selvom disse aktioner kommer indpakket i gummiformuleringer om retten til ”civil ulydighed”.



































