31. maj 2008, 22:30

For godt 50 år siden (1957) skrev en gruppe bekymrede læger og socialfolk en bog med titlen: Familien lever. Det var blandt andre Kirsten Auken, Vagn Christensen og Otto Krabbe. Familien levede i næsten bedste velgående, men der var ting i svøb og en fremtid på vej, som blev opfattet som bekymrende: flere og flere kvinder var begyndt at arbejde ude, flere og flere børn var nøglebørn, flere og flere familier blev opløst. Men stadig var det sådan, at ’den gode gamle familieånd’ herskede; det var en ånd præget af ro og fred, planlægning og hjemmeliv, far på arbejde og børn hjemme hos mor.

I dag ved vi, at det, de dengang så som et skræmmebillede, er blevet vores norm: forældre arbejder sammenlagt mere end nogensinde, alle børn er mere eller mindre »nøglebørn«, det er ikke sparsommelighed, der er på dagsordenen for familien, men forbrug – alene i 2007 var forbruget til legetøj knap 3 milliarder. Og skilsmisserne – ca. hvert tredje barn oplever i dag, at forældre går fra hinanden, inden det er fyldt 18 år. Hvor er familieånden, hvad med den? Er det en karikatur af den traditionelle familie, vi ser omkring os?

Der er mere fortravlethed end ro og fred, der er flere impulskøb end opsparing og mere fastfood end hjemlig kødgryde med kartoffelmos. Har virkeligheden overhalet den gamle familie, eller er familien ændret i en sådan grad, at det slet ikke er den samme slags sociale enhed, vi taler om? Altså en anden slags familie?

Vi har samlet den aktuelle viden i bogen Familie og børn i en opbrudstid (Hans Reitzels Forlag, udkom 15. maj 2008), og har forsøgt at aflæse forskningens svar. Både den internationale og den danske. Og svaret er ret klart. Den gamle familiemodel er passé. Den er forsvundet som led i samfundets ændring i retning af en ny og mere radikal modernitet, hvor traditionerne har mistet deres gennemslagskraft. Tilværelsen er præget af individualisering, selvrealisering, ligestilling og sociale netværk. Familien er blevet en del af denne modernisering og et prægnant udtryk for den, ikke mindst hvad angår individualiseringen og risikoen for opløsning. Men den ny familie er også et svar på moderniseringen, en reaktion på den. Sociologen Ulrik Beck taler om »individualiseringens paradoks«, nemlig at den får os til at opsøge nære fællesskaber for at modvirke det fritstillede individs ensomhed. Den moderne familie bliver en slags intimitetsreservat, et tilflugtssted, hvor mennesker både lader op og støtter hinanden i tæt gensidighed – i en verden fyldt med uoverskuelige valg. Derfor løser familien helt andre »opgaver« i dag end for 50 år siden. Familien i dag skal både være åben og nærværende, og det dobbeltgreb er i virkeligheden svært. Der er tegn på, at mange familier udvikler nye samværsformer for at klare det, men der er også familier, der ikke magter det. Derfor ser vi nye typer af såkaldt svage familier.

For dagens unge er det ikke familien som institution, der er problemet, som det var dengang i 1960erne og 1970erne. I dag ses familien snarere som en del af løsningen. Der er således vidt udbredt positive forventninger til familien; det er her, der scores højest på værdi­barometeret. På mange måder kan man sige, at jo mere omverdenen bliver kompleks og uoverskuelig, jo højere er forventningerne til familien. Familien har fået en ny betydning, hvor mennesker bruger familien og hinanden i familien på en anden måde end tidligere. Derfor er det rimeligt at tale om en ny familietype.

Vi kan godt sætte etiketter på den radikalt moderne familie: aftalefamilie, forhandlingsfamilie, netværksfamilie, teamfamilie. Pointen er, at den moderne familie er åben, præget af ligestilling, med en ad hoc indstilling til de daglige udfordringer, den skaber selv sine hverdagsrutiner. Og så er der langt mere nærhed og ømhed end i den gamle, lukkede familie, præget af en stiv struktur. Der er også nye omkostninger, der hænger sammen med den forøgede sårbarhed. Fremtidsperspektiverne for denne familietype hænger tæt sammen med familiemedlemmernes arbejdsmæssige situation og med forældrenes evne til at organisere hverdagen for sig selv og familiens børn (som ikke altid er begge parters fællesbørn).

Billedet er langtfra så foruroligende, som Auken m.fl. mente at se som skriften på væggen for 50 år siden. I den moderne familie er der er masser af omsorg og en helt anden slags tæt fællesskab end i 50ernes familie – hverdagen fungerer grundlæggende anderledes end tidligere – i dag er det forhandlinger og aftaler, og børnene er inddraget som mere eller mindre ligeværdige parter.

Hele denne udvikling frem mod den moderne, åbne, børnecentrerede og arbejdsomme familie er utænkelig uden det velfærdssamfund, der er blevet udviklet i de nordiske lande. Det gælder især den offentlige dagpasning, barselsorloven og kvinders jævnbyrdige deltagelse i uddannelsessystemet og arbejdslivet. Familien i de nordiske lande har bevæget sig i takt med udviklingen af en samfundsmodel med indbyggede sikkerhedsnet – ikke mindst i børns liv. Her kan vi tale om fire bærende sikkerhedsnet, som andre lande misunder os: sundhedsplejen, daginstitutionen, skolen og fritidssystemet, alt sammen skabt i det offentlige system. Vi har med andre ord en velfærdsfamilie, hvis trivsel på afgørende vis hviler på styrken, bærekraften og kvaliteten af de offentlige sikkerhedsnet. Derfor kan man ikke kræve mere arbejde af forældrene – uden samtidig at øge tætheden i de offentlige sikkerhedsnet.

Den moderne familie bygger på nye forældrekompetencer. De handler om at kunne holde sammen på en opsplittet familie i hverdagen (koordinering og planlægning) og skabe et tæt socialt samspil i familien (nærvær). Organisering og empati forudsætter personlige og sociale ressourcer. Socialt belastede familier har langt hen ad vejen mistet disse kompetencer; det samme gælder familier med stress og psykisk dårligt fungerende forældre. For disse familier er tilværelsen blevet sværere. De har ikke ressourcerne selv – og de har mistet støttende sociale netværk. Og så ser vi i dag et fænomen vokse betænkeligt: social ulighed i sundhed og trivsel. Der er familier, der lever »grønt« hele vejen i gennem – og der er familier, der er uden for rækkevidde på det felt. Derfor er der børn, der vokser op plaget af mange belastende symptomer (hovedpine, mavepine, ondt her og der, i psykisk ubalance, præget af angst og ukontrollerede aggressionsudbrud), og det er mest børn fra sociale lag med færrest ressourcer.

Moderniseringen har ført til en mangfoldighed af samlivsformer, som alle er varianter af familieliv. Familien lever – men den moderne familie gør det på en helt anden måde end tidligere familier. Den gammeldags patriarkalske familie er afløst af en åben, fleksibel, følelsesbaseret og nærværsorienteret familie, hvor familiens forskellige medlemmer også lever i deres egne individuelle netværk. Men stadig er ’kernen’ i familien det ansvar, der hviler på og vokser ud af de tætte følelsesmæssige bånd i familien. De nye krav til familien er at vedligeholde og udbygge disse familiemæssige bånd. Og det er, hvad vi ser som nye træk i barn-voksen-fællesskaber, der ikke mindst handler om fortrolighed: børn bliver inddraget og opdragelsen demokratiseret. Og så ser vi fædrene på banen som aldrig før i historien.

Familien har opnået noget, som eksperterne fra 50 år siden ikke kunne ane betydningen af. Det er en individualiseret frihed – og muligheden for at vælge hinanden og fællesskabet. Derfor ser vi i dag mange familier, der har et dynamisk familieliv, med masser af fælles foretagsomhed ved siden af rummelighed for den enkelte. Men også, hvad der er nok så vigtigt – en ægte gensidighed, som ’den gode gamle familie’ ikke kom i nærheden af.

Her finder vi måske også forklaringen på, at den radikale modernitets fortravlede mennesker faktisk sætter familielivet så højt. Og viser os omridset af en ny familie, med helt andre potentialer – og ny sårbarhed.