6. marts 2009, 22:30

Med en urskov af frivillig arbejdskraft og flere foreninger pr. indbygger end noget andet land, er danskernes deltagelse i basisdemokratiet enestående. Men er det nok at gå til fodbold hver torsdag klokken 17 og sælge sodavand i badmintonhallen? Forhandlingerne om en ny folkeoplysningslov går snart i gang, og hvis vores demokrati skal fortsætte med at udvikle sig, bør vi holde godt øje med ungdommen, ikke mindst gadeidrætten og streetkulturen.

Folkeoplysningsloven dækker fritidslivet, men den er fra slutningen af 60erne og privilegerer derfor de traditionelle foreningstyper med kontingent, medlemskab og faste åbningstider, såsom fodboldklubber, skakforeninger, spejdere osv. Og de unge er begyndt at organisere deres egne aktiviteter udenom de etablerede klubber, som f.eks. gadeidrætten (streetbasket, skateboarding, breakdance, parkour og streetdance osv.)

Ungdommen er altså ikke så kræsen og rastløs som man tror; den har sine egne ideer og kan selv organisere sig. Dette underbygges af en undersøgelse foretaget af Idrættens Analyseinstitut sidste år. Den siger, at der er flere selvorganiserede unge over 15 år, end der er foreningsmedlemmer.

Det er vigtigt, at den nye lov tager højde herfor. Det er Venstre, der har taget initiativ til det udvalg, som nedsættes i løbet af foråret under Undervisningsministeriet, og ude i kommunerne bliver der nedsat udvalg, der diskuterer hvordan man kan revitalisere sine støtteordninger. Også den offentlige debat er begyndt at tage fart, senest i Berlingske Tidende 22. januar i år, hvor formanden for Lokale- og Anlægsfonden Hans Toft plæderer for at skabe store nye, eksperimenterende og folkelige idrætsbegivenheder, der kan sælge Danmark i stedet for bare de ’gode gamle’ mastodonter som OL til Danmark, Copenhagen Marathon osv.

Det bliver spændende at følge udvalgsarbejdet og debatten. For der er langt mere på spil end en strategisk eksportvare. Hvis man kigger streetkulturen og gadeidrætten efter i sømmene, finder man faktisk nogle ressourcer, som dem vi i øvrigt efterspørger i debatten om et fremtidens demokrati. De er selvorganiserede, kreative og bygger på personligt ansvar, og har desuden nogle solide løsninger på udfordringen med det multikulturelle. Det er der en række grunde til.

Attitude
I stedet for at mødes i en klub på et fast mødetidspunkt, bruger streetbasketspilleren sin mobiltelefon til at organisere en kamp, eller måske et mindre stævne næste fredag. Normer for mødetid og –sted er med andre ord underordnet.

En helt grundlæggende værdi er friheden til at bruge byen på sin egen måde og dermed udfordre de gængse bevægelsesmønstre. Nok er brostenene lagt i nogle bestemte mønstre på torvet, men hvorfor ikke krydse og hoppe over blomsterkassen, tænker skaterne. Ligeledes bliver funktionerne i byrummet vendt på hovedet. En bænk er tænkt til at sidde på, men kan man ikke bruge den til andre ting, insisterer parkour-springerne. Udover frihed og kritisk stillingtagen, tillægges bevægelse og fysisk udfoldelse stor værdi. Man skal ikke tage fejl af de fysiske krav til en breakdanser og en basketspiller og selvom meget er leg, er den fysiske udfoldelse et af hovedelementerne. Sundhed er altså en klar sideeffekt.

På det overordnede plan spiller en stærk personlighed en stor rolle i gadekulturen. Altså, at man udvikler sig som et autonomt og handlekraftigt individ, der tager ansvar. Selv kalder de det for ’attitude’, men det betyder først og fremmest netop ansvar både for sig selv og fællesskabet. En sikker billet til fiasko er laden-stå-til, dovenskab, konformitet og regelrethed, altså de samme ting som i hvert fald regeringen udpeger som trusler mod vores velfærdsstat.

Regeringens egen strategi
Tag selve regeringens egen globaliseringsstrategi, der taler om Danmark som »en kultur, der er kendetegnet ved viljen og evnen til at tænke kreativt, udvise virkelyst og turde tage en risiko.« Det personlige initiativ hyldes, både for et driftigt erhvervsliv, og for borgere, der tager et personligt ansvar. Det er, hvad Claus Hjort Frederiksen, beskæftigelsesministeren, mener, når han siger, at »de største skuldre skal bære den tungeste byrde.«

Det første element, som nævnes i citatet er kreativitet. Den store palet af kunstformer som breakdance, hiphop-musik, graffiti-maleri, tøjstil, gadeidræt. vidner om en kunstnerisk meget produktiv subkultur, der kan være vækstlag for meget mere end reklametegnere, musikproducere og lignende.

En af de vigtigste organisationer på det gadeidrætslige område er GAM3, der har eksisteret i syv år og i november sidste år modtog Integrationsprisen, ikke mindst pga. det rekordhøje fremmøde på over 10.000 i 2008. Af deltagerne har 2/3 en anden etnisk baggrund end dansk og 1/3 dansk, og med andre ord har vi et godt eksempel på et solidarisk multikulturelt fællesskab, hvor det er en styrke og ind imellem et krav, at medlemmerne betoner deres særegne kulturtræk.

Evnen til at samle mange kulturer under samme hat er noget, som den danske kulturnation kun kan sukke efter. Ideen om medborgerskab, altså at man deler de samme grundlæggende rettigheder (og pligter) til at træde frem som selvstændige, nysgerrige og kritiske individer kan drage klar nytte af en sådan kultur i fremtiden.

Kultur- og fritidslivet er længe blevet opfattet som lidt kedeligt. Men lad os slå fast, at den brede deltagelse i de basale demokratiske processer er indikator på et sandt demokrati. Og hvis vi skal undgå et top-down samfund, hvor det er en alliance af medierne, Christiansborg og en snæver kulturelite, der kører sololøb på samfundet, er vi nødt til at have et aktivt og engageret civilsamfund.

Og lad os også slå fast, at de traditionelle foreninger løfter en stor samfundsmæssig opgave. De uddanner trænere, engagerer frivillige og udvikler kompetencer inden for demokratiske beslutningsprocedurer i bestyrelse, generalforsamlinger osv. Men i takt med, at vores idealer om medborgerskab skifter til personligt ansvar, initiativ og omskiftelighed, ændrer kravene til lovgivningen sig også. I øjeblikket privilegeres de traditionelle foreninger ved, at en stor del af driftsstøtten gives for antal betalende medlemmer.

Endvidere er der faktisk sket det, at mange traditionelle foreninger er begyndt at ansætte folk i pølseboden, til at lave regnskab osv. Forskellen mellem frivillig forening og forretningsorienteret fitness er derfor røget på skrump. Man kan derfor spørge, om foreningsmodellen overhovedet lever op til sine egne forbilleder om aktiv og frivillig deltagelse i samfundslivet. Desuden kan denne udvikling betyde dyrere kontingenter, og dermed virke ekskluderende over for dem, som ikke har råd. Og hvis ikke engang lovgivningens intention overholdes, bør den nok have et grundigt eftersyn.

Det bliver derfor spændende at følge Folkeoplysningsudvalgets arbejde og prioriteringer. Lovgivningen bør dække anlæg, drift og arrangementer til de selvorganiserede aktiviteter. Desuden bør man støtte projekter, de unge selv har fået idé til. Ikke mindst fordi de unge på gaden bærer rundt på ressourcer, vi ikke har råd til at tabe. Industrisamfundets traditionelle dyder om at komme til tiden og have pause kl. 12.00 er jo for længst erstattet af krav om initiativ, kreativitet og personligt ansvar.