Kronik

Kronik: Os og dem

Kai Sørlander: Det handler om den særlige akademiske forkastelse af distinktionen mellem ’os’ og ’dem’. En forkastelse der har fået status af mantra. Men denne holdning indebærer i realiteten, at vi skal forkaste en fælles erfaring: at de elementære demokratiske værdier ikke kommer af sig selv, men kræver bevidst og fortsat kamp.

Det fremføres ofte som en selvfølge, at vi ikke bør skelne mellem os og dem – mellem os danskere og de fremmede eller indvandrerne. Meningen er, at man med denne skelnen medvirker til at udgrænse de fremmede og dermed skaber grobund for en etnisk konflikt. For at undgå en sådan udvikling skal vi i stedet være inkluderende og opfatte os og de fremmede som indgående i et større fællesskab.

Som sagt er denne holdning almindelig, og jeg har senest set den udtrykt i forbindelse med to ph.d.-projekter. Det ene er fra Københavns Universitet og skrevet af Brian Arly Jacobsen. Heri sammenlignes omtalen af de russiske jøder, der kom til landet i begyndelsen af 1900-tallet, med omtalen af de muslimske indvandrere i nyere tid. Om dette projekt hedder det i en overskrift på Det Humanistiske Fakultets hjemmeside: »Politisk retorik deler danskere og indvandrere op i ’os’ og ’dem’«. Det andet er fra universitetet i Utrecht og skrevet af Bolette Blaagaard, som Klaus Rothstein har interviewet i Weekendavisen den 24. april i år. Heri redegøres bl.a. for debatten omkring de famøse Muhammed-karikaturer, og det hævdes, at denne debat »gav en forsimplet fremstilling af ’dem’ og ’os’«. Begge de to ph.d.-projekter er altså enige om at kritisere danskerne for at bruge en afstandsskabende »os versus dem«-retorik i forhold til de muslimske indvandrere og muslimerne generelt.

Men er denne skelnen virkelig så mistænkelig, som den gøres til? Det forudsætter, at der ikke er nogen reel forskel. Hvis det i sig selv er mistænkeligt at drage distinktionen, så må det være, fordi man tror, at den skaber, hvad den udsiger. At den ikke findes, hvis den ikke nævnes. Men er det rigtigt? Er der alene tale om en selvskabt forskel? Hvis det modsatte er tilfældet, ser sagen helt anderledes ud. Så er det opfordringerne til at ignorere og undertrykke distinktionen, som bliver mistænkelige, fordi de i så fald kræver et falsk billede af virkeligheden.

I første omgang kan vi fastslå, at svaret – om der er reelle forskelle mellem danskere og muslimske indvandrere – må afhænge af erfaringen. Det er noget, der kan undersøges sociologisk og historisk – altså videnskabeligt. Den videnskabelige tilgang bygger på, at man ikke på forhånd udelukker det ene svar, men at man med åbent sind undersøger, om der kan drages relevante forskelle. Videnskaben bør alene være drevet af en ubønhørlig sandhedssøgen, der kun vil bøje sig for den bedste begrundelse, og som derfor også er villig til at se en ubehagelig sandhed i øjnene.

På den baggrund bliver det klart, at opfordringen til at »ophæve« distinktionen mellem os og dem egentlig ikke er et resultat af en gennemgribende sociologisk forskning. Det er derimod udtryk for en holdning til, hvad man betragter som politisk godt. Det er ikke udtryk for en samfundsvidenskabelig erkendelse, men for en politisk etik.

Så er det centrale spørgsmål, om denne politiske etik er gyldig. Og for at undersøge det skal vi gå fra videnskab til filosofi. Først skal vi finde det etisk-politiske grundlag, som vi rent rationelt bør være enige om; og så skal vi gennemtænke, hvad det indebærer med hensyn til, hvorledes vi bør forholde os til fremmede. Om det faktisk indebærer, at vi ikke bør skelne mellem os og dem.

Som indledning til disse overvejelser kan anføres, at vi allerede i FNs menneskeretserklæring og i Europarådets menneskeretskonvention har forsøgt at formulere et forpligtende etisk-politisk grundlag. Men når vi tænker os om, så kan vi relativt enkelt gå dybere end disse politisk vedtagne dokumenter. Vi kan gøre os klart, at vi ikke rent principielt kan begrunde, at nogen bør have særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme lovene. Derfor bør alle i princippet have lige ret; og derfor bør der være politisk ligeværdighed. Denne etisk-politiske grundfordring bør vi alle anerkende.

Når vi tager udgangspunkt i denne fordring, så kan vi primært slutte, at det politiske styre bør være en form for demokrati. Flertallet skal altså bestemme, hvorledes lovene skal være. Følgelig er systemet kun stabilt, hvis flertallet lovgiver således, at demokratiet opretholdes. Og da den politiske ligeværdighed skal gælde for alle uanset religion, så skal der være religionsfrihed. Men denne religionsfrihed kan vel at mærke kun sikres, hvis flertallet fortsat lovgiver således, at ingen tvinges ind under en religion. Og det sker kun, hvis flertallet ikke bruger sin politiske indflydelse til at gennemføre en særlig religiøst begrundet lovgivning, men i politiske spørgsmål evner at lade deres demokratiske forpligtelse trumfe deres religiøse forpligtelse.

Kort sagt implicerer fordringen om politisk ligeværdighed, at der bør skabes en politisk orden, som kun er stabil, hvis det folkelige flertal selv er forpligtet på den demokratiske ligeværdighed og selv evner at lade denne forpligtelse trumfe deres religiøse forpligtelse. Det næste spørgsmål er så, hvor let det er at opbygge et sådant folkeligt flertal. Og det enkle svar er, at det ikke kommer af sig selv. Der skal arbejdes for at rodfæste det i befolkningen. Derfor skal det demokratiske system gennem sin lovgivning også sikre sig, at de opvoksende generationer får en uddannelse, som giver dem de nødvendige forudsætninger for at kunne deltage som ligeværdige borgere i det demokratiske forum. Derunder skal de specielt lære at frigøre deres demokratiske diskurs fra deres religion.

Og ganske svarende til, at et rationelt demokrati ikke skal tro, at de opvoksende generationer automatisk har de nødvendige forudsætninger for at kunne føre demokratiet videre, så skal det heller ikke tro, at fremmede, som kommer til landet og ønsker at være borgere, automatisk har disse forudsætninger. Det skal tværtimod forholde sig åbent til dette spørgsmål. Og det indebærer, at det som udgangspunkt må være rationelt for demokratiet at skelne mellem os og dem – mellem dem, som allerede er indenfor, og dem, som er udenfor – og at det bør være varsomt med hensyn til, hvem det gør til medborger. Ganske simpelt for at undgå, at demokratiet degenererer til flertalstyranni og det, der er værre.

Denne varsomhed fordres helt principielt. Man skal nærmere have klarhed over, hvilke forudsætninger de fremmede kommer med. Og hvad så, hvis de kommer med islamiske forudsætninger? Frembyder det et særligt problem? Det afhænger dybest set af, hvorledes grundværdierne i islam forholder sig til de demokratiske grundværdier. Ser man nøgternt på islams historie og dogmatiske kerne, så er der én grundværdi, som politisk står helt centralt. Det er, at islam skal være grundlag for lovgivningen i samfundet. Desuden er et af islams særlige lovbud, at der skal være stausforskel mellem muslimer og ikke-muslimer. I disse to centrale teser modsiger islam direkte de demokratiske grundværdier. Så hvis muslimerne fastholder disse teser, så må de naturnødvendigt blive et problem for det rationelle demokrati. Men hvem ved, om de fastholder dem? I mange tilfælde ved de det vel ikke engang selv.

Vi skal være åbne for, at muslimer kan gå ind som ligeværdige demokrater – som fx Naser Khader. Men vi skal samtidig forstå, at denne åbenhed ikke kan være blind. For det ligger i kortene, at disse muslimer kæmper imod herskende træk i deres egen religion. Som protestantisk kristen skal man derimod ikke kæmpe imod sin egen religion for politisk at være sekulær demokrat. Så langt er det ganske rationelt at skelne mellem os og dem. På trods af alskens letkøbte ph.d.-afhandlinger. Der er en forskel. Den er ikke uoverstigelig; men den kan ikke ignoreres – for demokratiets skyld.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.