17. marts 2009, 22:30

Da jeg for 25 år siden meldte mig ind i et politisk parti, valgte jeg som bekendt Det Radikale Venstre. Dengang valgte jeg faktisk Det Konservative Folkeparti fra, fordi jeg opfattede partiet som et ’arbejdsgiverparti’.

Det er gået op for mig – især i de seneste år – at partier og mennesker forandrer sig. Partier er ikke længere opdelt efter socialklasser. Og mennesker, ja, de forandrer sig også. Jeg har forandret mig. Jeg har ikke forandret mine grundlæggende værdier, og jeg har ikke ændret på målet med det, jeg opfatter som min politiske kamp. Jeg har heller ikke ændret midlerne, der stadig går gennem folkestyret. Jeg har ikke ændret på mit demokratiske fundament. Men jeg har ændret på min politiske platform.

Der er mange indvendinger mod, at jeg ’nu igen’ har skiftet parti. Det er partishopperi. Det er utroværdigt. Det er vælgerbedrag osv.

Jeg kan forholde mig til alle indsigelserne; selvfølgelig kan jeg det, for de har alle været med i mine overvejelser. Hver gang. Men hver gang er jeg også kommet frem til, at det vil være mere utroværdigt af mig at blive end at gå.

Dengang jeg blev valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre i 2001, kom jeg ind i en periode, der indledte et skifte for Det Radikale Venstres folketingsgruppe. Man var nu i opposition, og det var en situation, der især satte sit præg på dem, der ikke havde prøvet at være i opposition i mange år.

Specielt i værdispørgsmålene havde jeg svært ved at følge det fælles fodslag. Der var simpelthen noget, der ikke stemte – men vi skulle helt frem til Muhammed-krisen i 2005, før jeg for alvor blev klar over, hvad det var der ikke stemte for mig: det var, at partiet havde bevæget sig væk fra at være afbalancerende til at blive det mest værdirelativistiske parti i Folketinget. Jeg er totalt uenig i, at alle værdier er lige. Vel er de ej. Der er nogle værdier, der er bedre end de andre: de demokratiske værdier. Jeg fandt dengang ud af, at jeg er værdikonservativ, fordi jeg mener, at man må trække en grænse et sted. Det er faktisk også derfor, at jeg ikke er liberalist, fordi der for liberalisterne slet ingen grænser er.

Under Muhammed-krisen og konflikten med imamerne, de demokratiske analfabeter og dem, der var deciderede antidemokrater, blev det tydeligt for mig, at jeg ikke længere hørte hjemme hos de Radikale. Den eftergivenhedspolitiske linie, partiet havde lagt sig på, lå langt fra min opfattelse, som er, at i forhold til totalitære stater og totalitære ideer skal man ikke give efter.

Jeg følte mig politisk hjemløs, og det følte jeg, at der var mange andre borgerlige, der også var. Det var det og den stigende følelse af, at dansk politik var låst fast, der førte til stiftelsen af Ny Alliance.

Den historie er fortalt mange gange, så det skal jeg ikke gøre en gang til, kun sige, at da Ny Alliance blev til Liberal Alliance ikke kun af navn, men også i indhold, havde jeg ikke længere hjertet med, og derfor var det en svær beslutning, men en rigtig beslutning at gå i januar i år.

Jeg føler stadig, at jeg har meget at byde på i politik, ikke mindst fordi der er nogle områder, som jeg fortsat virkelig gerne vil arbejde med. Der er noget, jeg gerne vil kæmpe for fra en politisk platform. Pausen, jeg har holdt siden januar, holdt jeg ikke for at finde ud af, hvilket parti jeg i givet fald ville melde mig ind i, for der har jeg ikke været i tvivl inden i mig selv. Men det var for at få ro, puste lidt ud oven på de sidste års turbulens og ikke mindst rette fokus mod fremtiden. Og fremtiden er konservativ.

Derfor har jeg meldt mig ind i Det Konservative Folkeparti.

Det er vigtigt for mig at understrege, at det er et tilvalg – det er ikke et fravalg af noget andet. Jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke har forhandlet med de Konservative eller andre partier. Jeg indgår i folketingsgruppen på lige fod med alle andre, og så er det op til gruppen at finde ud af, hvordan vi kan opstille det bedste hold til at kæmpe for konservativ politik.

Jeg ved, at hvis vi ikke havde dannet Ny Alliance, havde jeg skiftet til de Konservative. De Konservative er tættest på det, jeg ønskede med Ny Alliance.

Det Konservative Folkeparti er et moderne parti, der ser pragmatisk på samfundets udfordringer. De Konservative sværger ikke til en firkantet ideologi eller facitløsninger, tror ikke på endegyldige læresætninger og forholder sig realistisk til samtiden. Det Konservative Folkeparti er et reformparti, hvor man er ambitiøs på Danmarks vegne, ambitiøs på skatteområdet, fast på retspolitikken, visionær på klimapolitikken og proaktiv på det udenrigspolitiske område. Det er også – og det er meget vigtigt for mig – det borgerlige parti med den største sociale indignation: Vist er det vigtigt med den enkeltes udfoldelsesmuligheder, men man skal også tage hensyn til og udvise solidaritet med de svageste.

Partiet har en stram udlændinge- og integra­tionspolitik, men med et menneskeligt ansigt. Det er Det Konservative Folkeparti det eneste borgerlige parti, der har. Gruppeformand Henriette Kjær var den første til at gøre opmærksom på en sag, som siden hen blev meget central for Ny Alliance, nemlig asylansøgernes børn.

Jeg har gode, personlige relationer til mange konservative både i og uden for Folketinget. Dertil kommer, at det er lykkedes at skabe et gnidningsfrit generationsskifte i partiledelsen, så man nu står samlet omkring ledelsen. Det er min fornemmelse, at man arbejder som et hold, og at fløjkrige er fortid. Partiet har fået en dygtig leder i Lene Espersen, der har begge ben på jorden, og som jeg personligt tror har potentialet til at blive Danmarks første kvindelige statsminister.

Disse ting har også betydet noget for mig, for jeg er træt af taktik, intriger og magtkampe – alt det, der er usympatisk ved politik.

Jeg vil hellere hellige mig de ting, der oprindeligt fik mig ind i politik. Jeg gik ind i politik for at kæmpe for de grundlæggende demokratiske værdier. Jeg gik ind i politik for at kæmpe for, at vi kan leve sammen i vores verden på trods af kulturel og religiøs mangfoldighed. For det skal vi kunne, men vi skal gøre det med udgangspunkt i de demokratiske værdier.

Derfor mener jeg også, at værdikampen vil være vor tids vigtigste politiske kamp. Det skyldes bl.a. en række begivenheder og udviklinger i verden i de seneste år: fatwaen over Salman Rushdie i 1989, den 11. september 2001 og Muhammed-konflikten i 2005 er blot tre skelsættende begivenheder.

Det er tydeligt, at de demokratiske værdier er under pres i verden. De demokratiske værdier presses især af religiøse fanatikere, som med alle midler forsøger at undertrykke alle former for ytringer, der kan tolkes som den mindste form for modspil til eller kritik af religionens dogmer og læresætninger.

Disse kræfter har allerede kuppet FNs meget omtalte Durban II-konference om menneskerettigheder. Her er det fortalere som f.eks. Saudi-Arabien, der vil gøre ytringer imod religion til en krænkelse af den enkelte troendes menneskerettigheder. Ja, tænk at vi er nået dertil i FN-regi i 2009!

Men også i vores egen baghave herhjemme bliver de demokratiske værdier udfordret. En undersøgelse for nylig viste, at 50 pct. af de adspurgte med muslimsk baggrund mener, at religionskritik burde være strafbart. I sig selv himmelråbende tal, for det viser, at selv en opvækst i Danmark ikke er en sikkerhed for, at man forstår og accepterer de mest grundlæggende demokratiske værdier. Det understreger over for mig, at vi har gjort for lidt ved den demokratiske integration – vi har været for fokuseret på den økonomiske integration, fordi mantraet har været: Giv dem uddannelse og arbejde, så skal det nok gå. Men man har helt overset, at der stadig kan være lang vej mellem at få et arbejde og så rent faktisk føle sig loyal over for de demokratiske værdier, vi bygger vores samfund på. Vi har ikke været tydelige nok i forhold til vores værdier, og det skyldes måske, at der mangler et kompas til at afklare og tage stilling til, hvad det er for værdier, vi tror på.

Dér mener jeg, at de Konservative har gjort sig netop disse overvejelser, og at der er klarhed om retningen. Et godt eksempel er tidligere kulturminister Brian Mikkelsens demokratikanon.

Jeg glæder mig virkelig til at tage fat på de områder, som jeg brænder inderligt for. Jeg går til opgaven med gå-på-mod og med ydmyghed. Jeg vil arbejde hårdt for at kvittere for den store opbakning og den positive velkomst, som både folketingsgruppen og det konservative bagland allerede har vist mig. Jeg vil vise, at jeg er konservativ, noget som andre har set, før jeg selv gjorde det:

Helt tilbage i januar 2001 sendte Per Stig Møller mig sin bog om Kaj Munk. Anledningen var, at han havde læst min bog, Khader.dk. Per Stig Møller skrev følgende til mig på titelbladet: Kære Naser Khader, tak for din kloge bog. Du er jo konservativ! Held og lykke! Per Stig Møller.