22. april 2009, 22:30

Det kan være svært at se sig igennem de dårlige nyheder. Sidste år droppede 382.000 mennesker i England deres daglige avis, over hele verden bukker velestimerede aviser under, annonceindtægterne styrtdykker og det er mere end vanskeligt at få folk til at betale for journalistisk indhold på nettet. De fleste danske mediehuse er for små til at stå imod en længere global krise, og vi står over for det, som en engelsk mediechef kalder »døden for journalistik som vi kender den.« Konklusionen i den årlige statusopgørelse om amerikansk journalistik er klar: Der er mindre tid til dybdegående journalistik og derfor vil pressen gå i en mere passiv retning. En konklusion man kan fristes til at overføre til både europæiske og danske forhold. Det er ikke bare en moderne udfordring, men et stort problem.

For hvad – ud over at underholde – er det den gode journalistik skal kunne? Jo, den skal oplyse, gøre det muligt for borgerne at agere i et demokratisk samfund, værne om ytringsfriheden og gøre os til indsigtsfulde, ansvarlige borgere, der kan tage del i værdi- og samfundsdebatten. Journalistikken skal holde øje med magthavere, hvor de end befinder sig. Det kræver power, indsigt, faglighed og fleksibilitet på de enkelte medier og redaktioner. Og når der er pres på verden, økonomien, samfundet og den enkelte, er der mere end nogensinde brug for en uafhængig, analytisk og kritisk presse.

Det er ikke kun den økonomiske og strukturelle krise, der presser journalistikken. Man har mistet den enevældige position som gatekeeper, og i dag kan alle principielt ytre sig på alskens medier. Det er meget positivt og et demokratisk fremskridt, når det handler om den enkelte borgers adgang til at komme til orde. Men også magthavernes muligheder for selv at styre nyhedsstrømmen er accelereret, og det er ikke kun af det gode.

Det sker ved at komme i direkte kontakt med borgerne ved hjælp af sociale medier (net, Facebook, Twitter), men især ved en generel medieoprustning. Med velpolstrede kommunikationsafdelinger er det nu muligt at overtrumfe selv de store - og nu økonomisk pressede - redaktioner med pressestrategier og simpel manpower. Samtidig har selvsamme magthavere – regering, politikere, virksomheder, interesseorganisationer, etc. – opfundet nye dørmænd, der er med til at vanskeliggøre og ensrette kommunikationen. Journalister skal gennem en hær af spindoktorer og kommunikationschefer, hvis man vil interviewe ministre, direktører, embedsmænd eller andre centrale aktører.

Det kaldes »at professionalisere« omgangen med medierne, men reelt er der tale om at gøre det væsentlig vanskeligere for medierne at drive journalistik til glæde for borgerne. F.eks stiller ministre og politikere gennem deres spindoktorer stadig flere krav om at stille op i medierne. På Deadline bruger vi hver dag store ressourcer på at overbevise de ansvarlige ministre, politikere og erhvervsfolk om, at de skal komme på DR2 for at debattere dette eller forsvare hint. Det er ganske ofte et problem. Så vil minister X ikke komme i studiet, hvis hun skal møde politiker Y. Eller vil kun møde op, hvis det kan foregå i direkte dialog med studieværten uden indblanding fra tredjemand.

Andre programmer har samme problem. Det gjaldt i sandhed også for den tidligere socialdemokratiske regering, men i takt med den kommunikative spinoprustning i både regering og opposition, er problemet stigende.

I sidste uge kritiserede statsministeren den omsiggribende brug af kommentatorer. Ja, det har grebet for meget om sig. Men det er en konsekvens af den øgede mediekonkurrence og ulyst hos hovedpersonerne – f.eks. ministre og toppolitikere – til at stille op, hvis de har en besværlig eller dårlig sag. Når man ikke kan få det bedste, tyr man til det næstbedste, nemlig kommentatorerne.

For magthavere handler det om at slippe uden om de besværlige medier, der stiller spørgsmål og bare er et træls filter for kommunikationen. Her var Anders Fogh Rasmussen dansk foregangsmand. Efter forbillede fra Tony Blair ansatte Fogh en decideret spindoktor, indførte tirsdagspressemødet og gjorde det samtidig vanskeligere for den enkelte journalist at få statsministeren i tale én til én. Et helt bevidst valg, ifølge den daværende kommunikationschef.

Siden kom sociale medier til. Anders Fogh brugte Facebook, Lars Løkke er på Twitter som Obama før ham. Hillary Clinton bekendtgjorde sit præsidentkandidatur på sin egen netkanal. Der er i mindre grad brug for de uafhængige medier til at bringe budskaber ud. Undersøgelser af den seneste amerikanske valgkamp viser, at langt størsteparten af informationen om kandidaterne kom fra dem selv og deres velpolstrede kampagnehold - og ikke fra mediernes undersøgelse, research eller granskning.

Det giver selvfølgelig muligheden for at fremstille sig selv i et positivt lys, men godt for borgerne og den journalistisk uafhængige og rimelig faktaprægede fremstilling af sagerne, kan det næppe kaldes. Ved valgkampen i 1992 – da Bill Clinton blev valgt – lavede Washington Post 13 såkaldt investigerende reportager om kandidaterne. I 2008 har læsernes redaktør på bladet fundet ud af, at der blev produceret sølle tre. På Los Angeles Times – der er i slem økonomisk krise – faldt den slags med to tredjedele.

Så grelt er det ikke i Danmark. Endnu. Der er mange gode eksempler på journalistiske projekter, der går ind og tager fat, hvor det gør ondt. Afdækningen af CIAs ulovlige transport af fanger, Berlingskes tværmedielle og Cavlingprisvindende serie om politisvigt, Dorte Tofts sunde og vedholdende skepsis over for IT Factory og Stein Bagger samt P1 Orienterings afsløring af dels kritisable forhold i Beskæftigelsesministeriet, dels knægtelsen af patienternes rettigheder i EU, er bare nogle af dem.

Men den del af journalistikken er presset, og der tænkes allerede nu i alternative løsninger. DR har licensmidler og flere faglige miljøer, der stimulerer den afdækkende journalistik. Men bekymrede udsagn fra mediechefer i branchen viser truslen mod den granskende og undersøgende journalistik.

Informations direktør taler om, at pressen nu svigter sin rolle som »borgernes vagthund«, mens Politikens Tøger Seidenfaden citeres for, at morgenaviserne ikke »har ressourcer til at lave tilstrækkeligt meget undersøgende journalistik i forhold til behovet«, og der skal tænkes på alternativ finansiering. I Norge støtter organisationen Fritt Ord undersøgende journalistik med millioner og for nylig oprettedes European Fund for Investigative Journalism, der har til opgave at støtte selvstændig journalistik.

I USA taler man om, at områder som f.eks. undersøgende reportage eller journalistik om sundhed, kan finansieres af såkaldt idealistisk non-profit-funding. En måde er at lave fondsstøttet reportage som på det amerikanske site www.spot.us. Her kan private støtte journalisternes undersøgelse af en sag – og trække beløbet fra i skat. En markedsplads, hvor uafhængige reportere, borgere og nyhedsmedier kan samarbejde, som det beskrives på hjemmesiden. På Manhattan i New York ligger Propublica, der er fond-finansieret af rige filantroper og som har dedikeret sig selv til at støtte den gravende og uafhængige journalistik. Et af USAs mest indflydelsesrige nyhedsblogssites, The Huffington Post – den 15. mest læste site i verden – går imod strømmen og satser massivt på dybdeborende journalistik ved hjælp af fondsmidler.

Der skal også tænkes alternativt og modigt i Danmark. Det er en stadig udfordring at opretholde den granskende, analytiske og grundigt funderede journalistik og få resultaterne ud til seere, læsere, lyttere og brugere. Men det er nødvendigt. Økonomisk nedtur og svækkede medier kombineret med stærke spindoktorer, velsmurte interesseorganisationer, politikere og PR-bureauer, der tørster efter indflydelse, er en cocktail, man ikke skal stræbe efter.