26. september 2009, 22:30

Forleden læste jeg dekan på DTU Lars Qvortrups kronik Pædagogikkens sejrsgang. Pædagogikken, mener Qvortrup, anvendes i dag som middel til at pseudo-professionalisere menneskelige relationer og fremme økonomiske inter- esser under dække af diverse former for newspeak (vi opdrager ikke vore børn, vi coacher; på jobbet har vi ikke et fagligt forhold, men frem for alt et netværk). Men pædagogikken er også – eller rettere: den forkvaklede opfattelse af relevant og god undervisning – hvad der i uddannelses- og forskningsinstitutionerne i dag er afgørende og som kvalificerer. På universitetet, hvor jeg selv har min gang, har man da også for længe siden indført spørgeskemaer, hvor de studerende kan tilkendegive deres meninger om deres forelæsere: er de gode formidlere, gør de det spændende, ved de, hvad de taler om. Det er klart, at man kan hævde, at studerende ikke kan have kvalificerede meninger om indholdet – de er der jo for at lære og vi for at lære dem det, underforstået, at vi ved det, der skal læres. Det mener jeg ikke. Man skal som udgangspunkt altid opfatte den studerende – og eleven – som en, man selv kan lære noget af. Ikke desto mindre er der så sjældent kritik af forelæsningens indhold og oftere af dens formidling, på pædagogikken. Heri ligger den tese, at ligegyldig hvor røvkedeligt et fag eller et kursus måtte være, kan det med den rigtige formidling, den rigtige pædagogik, gøres spændende. Det er ikke sikkert, at det er sådan, men det er det, undervisnings- og forskningsinstitutionerne må forsvare, for ellers kan de ikke, som man siger, »tiltrække studerende«, der jo er det nye parameter, hvorpå man måler et instituts faglighed. Det at formidle viden skal være cool, sexet, morsomt, fængende og frem for alt kompetencegivende og kompetenceudviklende, ellers forsvinder »kunderne i butikken«.

Jeg var forleden til jobsamtale på et seminarium, der på mange måde afspejler disse pædagogikkens nye jagtmarker og som er symptomatisk for dens nye status. Det er med andre ord den nye faglighed, der enten har eller er godt på vej til at udkonkurrere den egentlige faglighed. Jeg søgte stillingen som underviser i KLM, Kristendomskundskab, Livsforståelse og Medborgerskab, der er et fag, som minder om det gamle filosofikum, altså et dannelsesfag, og det indeholder til og med områder som religionshistorie, filosofi, etik, politik, hvorfor jeg glæder mig til jobsamtalen. Ja, jeg tror, at jeg er den med den i stillingsannoncen efterspurgte kandidatuddannelse fra universitetet, jeg tror, at jeg kan bruge min humanistiske universitetsuddannelse til at få et job. Men til min store overraskelse handler det at undervise ikke længere om, at man skal kunne noget, nemlig det, man skal undervise i, og som altså engang gik forud for de pædagogiske redskaber, idet der med god købmandslogik ellers ikke ville være noget, man kunne formidle – pædagogisk eller ej. Men på denne sensommerdag skal det gå op for mig, at sådan er det ikke.

»Hvordan forestiller du dig, at du vil undervise i det her?« lyder et af de første spørgsmål. Jeg tænker, at jeg her er på hjemmebane, da jeg både har undervist og forelæst med udgangspunkt i tekster, hvilket jo må være interessant i denne sammenhæng, fordi de lærerstuderende jo skal til eksamen i fagets grundbog. Jeg redegør for de metoder, der til min orientering foreligger, når man som studerende skal lære et tekstmateriale og har obligatorisk mødepligt. Det er tydeligvis ikke det, der efterspørges. Nej, det skal være kreativt. Det skal fange. Hvordan vil jeg dog vil nå de studerende? »De kommer jo fra gymnasiet,« oplyser man mig. Naiv som jeg er, forsøger jeg at gribe dette an som en positiv mulighed: de har jo selv valgt at uddanne sig her; de må være motiverede og have lyst til at lære noget, forsvarer jeg de studerende. Hovedrystende noteres der et par sætninger på papiret.

Det er ikke en studerende på en mellemlang, videregående uddannelse, men åbenbart store børn, i bedste fald elever, der nu har valgt at forlænge deres skolegang. Jeg er derfor lige ved at sige, at skønt niveauet blandt studerende over en bred kam næppe er stigende, synes jeg dette er lige i overkanten, og om man ikke kunne forvente sig en smule faglighed og seriøsitet af disse håbefulde studerende. En jobsamtale handler jo ikke om ærlighed og kvalifikationer, men om at svare rigtigt på trickspørgsmål og om at give arbejdsgiveren ret. Desuden skal man huske at svare frisk, men på en unik, kreativ og kompetenceudviklende måde, der viser, at man har drive og er committed.

På et tidspunkt falder et spørgsmål på sekulariseringen, altså om det forhold, at teologi og kirke på en eller anden måde er kommet ind i det politiske, i det verdslige. Jeg lyser for et kort øjeblik op, fordi det jo er noget, jeg har arbejdet meget med og til og med skrevet om på både forsknings- og formidlingsniveau. Men det skal naturligvis slet ikke handle om det, om mine faglige kvalifikationer og om, hvad jeg ved, men i stedet om, hvordan jeg vil undervise de studerende, så de kommer til at forstå, hvad det dog går ud på. Endnu en gang er jeg overrasket over, at for så vidt der er tale om et forståelsesproblem, så er det ene og alene et pædagogisk spørgsmål og problem. De studerende – undskyld, eleverne – betragtes som bokse, hvortil man skal finde nøglen og efterfølgende proppe viden i. Kulminationen på denne kafkaske oplevelse kommer, da en af lektorerne på seminariet spørger: »Kan du spille på et instrument eller synge og på den måde formidle dit budskab?« Er det en joke? Tænker jeg for mig selv. Jeg gentager: på en videregående uddannelsesinstitution bliver jeg spurgt, om jeg kan spille eller synge og på den måde formidle mit budskab! Jeg bliver ærligt talt rundt på gulvet over spørgsmålet, ikke mindst over ordlydens bibelske konnotationer, som var undervisergerningen en frelservirksomhed og må tilstå, at her knækker filmen. Men jeg skulle da bare have bildt dem noget ind. Jeg skulle da bare have solgt mig selv. Jeg skulle have anvendt noget mere story telling, tænkt i kompetenceudviklingsbaner og have branded mig selv langt bedre. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg følger mig totalt til grin, mine fag og min faglighed latterliggjort. »Jeg må sige,« fortæller jeg lektoren, »at jeg ikke tror, man som studerende forstår, hvad sekularisering går ud på, fordi jeg spiller en sang på guitar.« Mit solide argument har ikke den tilsigtede mening: »Jamen, et digt kan da sagtens synges,« insisterer lektoren med hidsig og urolig stemme. Det er helt sort. Jeg forstår ingenting.

Jeg forsøger at samle mine tanker og stilfærdigt nævne, at de studerende jo skal til eksamen på et tidspunkt og at det vel handler om at lære dem pensum. Forbløffet stirrer man på mig. Pensum? Eksamen? Vi søger en mand, der kan spille og synge for børnene! står der skrevet i panden på lektorerne (de kommer jo lige fra gymnasiet, og det har de jo også allerede fortalt mig).

»Hvordan vil du fortælle dem det?« spørger tillidsmanden, der af uransagelige årsager også er til stede under samtale i denne endeløse jagt på pædagogiske kompetencer (det står nu soleklart for mig, at det ikke hedder evner mere). Jeg ved ikke helt, hvad vi taler om på dette tidspunkt, for det bliver aldrig sagt, hvad jeg skal formidle. men blot, at der skal formidles. Nuvel, tænker jeg, jeg kan da begynde med at sige, at jeg naturligvis ved, at der er forskel på at undervise på universitetet og i en 5. klasse. »Det er der da overhovedet ikke!« udbryder tillidsmanden. På dette tidspunkt ved jeg, at løbet er kørt. Ikke nok med, at jeg ikke kan spille eller synge og ikke nok med, at jeg til og med er så fræk at mene, at det også i denne sammenhæng er irrelevant, nej, jeg er oven i købet også så hoven at mene, at undervisning på et seminarium adskiller sig fra at undervise børn.

Jeg fik ikke stillet ét fagligt spørgsmål. Jeg synes, det er fint med undervisere og forelæsere, der også er gode formidlere, men det siger sig selv, at de skal kunne deres håndværk, før de kan formidle det. Men nej, sådan er det ikke. Det bekræftes også af min job coach, som mener, at en god ansøgning ikke handler om, at man skal fortælle, hvad man kan og hvorfor, man kan det, men om at skrive en ansøgning, der fanger og som viser, man er en frisk fyr, der udstråler gå-på-mod. Kort sagt, det handler ikke om, hvad man kan, men om hvorvidt man kan sælge.

»For resten,« siger lektoren med guitar-pædagogikken, idet jeg er på vej ud: »Jeg synes, det er dejligt, at du har skrevet noget om Nietzsche.« Ak ja, når jeg at tænke, inden jeg lukker døren: var det ikke ham med idéen om Europas dekadence, om europæeren, der lever videre i et system, selvom han ved, at dets præmisser ikke holder?