6. februar 2009, 19:06

Der har i visse kredse i lang tid været en udbredt forventning om, at det religiøse støt og roligt ville fortone sig for til sidst at forsvinde som dug for solen, og det må derfor være ret frustrerende at konstatere, at det nærmest er gået modsat. Det religiøse er nemlig ikke bare en historisk fjern størrelse eller noget eksotisk i afsides dele af verden, hvor en moderne oplyst tankegang endnu ikke er slået igennem. Det trives tværtimod i bedste velgående også i selve hjertet af det oplyste Vesten – både som individuel privatreligiøsitet og som kulturel identitetsmarkør. Der er troende mennesker overalt, religiøse traditioner holdes i hævd, og der er i nyere tid kommet både religiøst funderede skoler og institutioner til. Folkekirken er endnu den største religiøse institution, men den har den ikke længere patent på troen, og ingen præst kan derfor læne sig uanfægtet tilbage og lade, som om kristendommen er urørlig. Den religiøse ’konkurrence’ er skærpet betydeligt de seneste årtier, og ingen kan længere klare sig alene i kraft af vaner og traditioner. Det religiøse er spiller oven i købet en meget stor rolle, og det har fået visse ateister og såkaldt humanister til gå i offensiven. Den mest ’militante’ kritiker er Richard Dawkins, som er Oxfordprofessor i biologi. Han kalder religion en guds-illusion og sammenligner troen med en sygdom som kopper. På den hjemlige front har antropologen Dennis Nørmark nærmest sat sig i spidsen for at rense samfundet for religion. Disse og en del andre kritikere fører en undertiden ret aggressiv kampagne og forestiller sig vist nærmest, at de kan slukke den religiøse ild, og det må derfor være dem til stor fortrydelse, at de med deres kritik stik imod hensigten i høj grad er med til at holde den religiøse debat i kog. Som præst lytter jeg gerne til kritik, men jeg skuffes tit, fordi kritikken som regel rammer helt ved siden af det, der er kernen i den religiøse dimension. De fleste religionskritikere opstiller nemlig fjendebilleder og karikaturer, som de så retter deres skyts imod, men det kan ikke bruges til noget.

Kritik skal bero på saglighed og ikke udspringe af, at man f.eks. har et horn i siden på kirken, eller af at man bare finder det dumt at være religiøs. Intet fornuftigt menneske – religiøs eller ej – kan forholde sig til en kritik, hvis den er for diffus og kun beror på principrytteri og sentimenter i omegnen af idiosynkrasi, som da en mand efter at have læst en undersøgelse, der kan tydes således, at tro på Gud forlænger livet, forleden skrev »Længe leve dumheden!«. Vedkommende sætter uden videre lighedstegn mellem religiøsitet og dumhed! Men er det nu ikke for dumt? Eller som da en kendt journalist offentligt undrede sig over, at noget menneske kan tro på, at Jesus efter sin død igen blev levende og fløj som en raket op i luften. Ja, men hvem tror på det? Det er typisk, for den mest aggressive kritik går faktisk på, at religion som sådan kommer af mangel på oplysning og fornuft. Og der kan sagtens findes eksempler på religiøse forestillinger og på religiøs praksis, der er på kollisionskurs med en moderne oplyst tænkning og helt ude af trit med ’virkeligheden’. Det er også indiskutabelt, at historien kan opvise uhyrligheder begået i religionens navn, som man ofte får stukket i næsen, og det går derfor så let som ingenting med at fremstille religiøsitet som udslag af formørkelse, uforstand, snæversyn, overtro, projektion, illusion – idioti og dumhed, hvilket moderne, oplyste mennesker burde kunne gennemskue og derfor være kloge nok til at være ateister. Jeg vil nu hævde, at der er mere på spil i religion, end det de fleste religionskritikere har blik for, og at de derfor aldrig kommer i nærheden af selve kernen i det religiøse projekt. De skyder ved siden af og får kun får ram på visse mere eller mindre sære former for religion, hvilket man jo ikke kan fortænke dem i at forsøge, hvis de bare ville være tilfreds med det og indse, hvad de faktisk har skudt løs på. Dårlig religion skal ikke stå uimodsagt. Men dermed får man nu ikke ram på al religion, ligeså lidt som god kunst falder til jorden, bare fordi man kan pege på dårlig kunst. Religion er nemlig mere end en menneskelig ’opfindelse’. Det er mennesker, der står for formuleringerne, men selve den religiøse dimension kommer af virkeligheden selv.

Buddhismen f.eks. opstod ikke af dumhed, men ifølge legenden af, at Gautama Buddha blev konfronteret med noget, som han ikke sådan uden videre kunne tackle, på samme måde som han ellers havde tacklet sit fyrstelige liv. Han mødte noget, som han ikke tidligere havde kendt til, nemlig fattigdom, sygdom, alderdom og død, og det satte tankerne i sving. Disse fænomener åbenbarede et perspektiv, som ikke bare udgjorde en trussel mod hans velbjærgede liv og satte spørgsmålstegn ved, hvad selv en fyrste kan magte. Det var selve spørgsmålet om livets mening, han blev præsenteret for. Gautama tog så denne udfordring op og gav sig til at søge efter både teoretiske og praktiske svar. Til sidst satte han sig under et figentræ og efter lang tids grublen fandt han løsningen på de spørgsmål, virkeligheden selv havde stillet ham, da han kom udenfor sit private fyrsteunivers, hvor han var ’gud’. Efter at have funderet over den virkelighed, han var blevet præsenteret for, forstod han, hvordan verden skulle aflæses og livet leves. Han kom det til det resultat, at man skal forsøge at gøre sig fri af det begær, der binder en til verden, for verden er en illusion. Man kan vist roligt sige, at buddhismen er opstået af realitetssans og opmærksomhedstænkning, og selv om jeg ikke deler Buddhas livsfortolkning, mener jeg, at legenden er en grundfortælling om, hvad der er kernen i det religiøse projekt, uanset om der kan peges på aldrig så mange eksempler på religiøse forekomster, der kan henføres til overtro, naivitet, psykologi, sociologi – dumhed og vanvid. Sagen er, at der findes fænomener – oven i købet helt elementære fænomener, som alle mennesker uanset om de er troende eller ateister er underlagt, og det er ikke mindst dem, der appellerer til et anderledes ’religiøst sprog’, hvis virkeligheden skal fremskrives i hele sin fylde – ikke kun horisontalt, men også vertikalt. Der er elementære livsvilkår, som ikke er samfundsskabte, og som derfor ikke er menneskets, men som mennesket alligevel skal forholde sig til, og hvis religionskritikere ønsker at fremstå som ægte kritikere, må de først gøre sig klart, at i hvert fald de klassiske religioner kommer af det, kritikerne netop efterlyser, nemlig sund fornuft og virkelighedssans, og man kan ikke lade være med at tvivle på, om kritikerne nu også har fattet det.

Jeg går helt ind for religionskritik, men ikke af kritik af religion som sådan. Kritikken skal være konkret, saglig og forstandig, og det er aldeles uacceptabelt, hvis man med henvisning til humanisme, oplysning og fornuft på forhånd diskvalificerer enhver form for religion. Så har man nemlig ikke forstået, at religion, når den er bedst, netop handler om at se virkeligheden i øjnene og bruge sin sunde fornuft. Religion er udtryk for, at ’det rationelle sprog’ ikke slår til, fordi virkeligheden går langt udover menneskers magt og fatteevne. Derfor kan religiøsitet ikke afskaffes, som kritikerne drømmer om. Det er ikke realistisk tænkt, ligesom det er bundnaivt at forestille sig, at hvis bare vi fik det religionsfri samfund, ville virkeligheden fremstå i et forklaret skær og verden forvandles til et paradis. Det er en illusion. Religion og religiøs mangfoldighed er en kendsgerning, og enhver seriøs religionskritik skal hilses velkommen, hvis bare den ikke beror på principrytteri, formalisme og mangel på indsigt i selve det religiøse projekt. Den skal være kritisk i ordets ægte forstand – dvs. være i stand til uden bagtanker og falske motiver at skelne og bedømme. Ellers kan man ikke tage den alvorlig.