Maria Ruxandra Lupu: I dag skal Moldova, det lille land klemt mellem Rumænien og Ukraine, til omvalg. For første gang i landets turbulente historie blev Moldova kendt verden rundt på grund af de uroligheder, der fandt sted efter parlamentsvalget 5. april i år. Spørgsmålet er, om Moldovas fremtid skal afgøres af de, der har brændekomfurer eller de, der har mobiltelefoner.
28. juli 2009, 22:30
I Moldova er det parlamentet, som vælger præsidenten, og det kommunistiske flertal manglede én stemme for at kunne vælge præsidenten efter parlamentsvalget 5. april. Oppositionen boykottede valget af præsidenten to gange, og ifølge Moldovas forfatning skal parlamentet opløses, og der skal udskrives nyvalg, hvis parlamentet i anden runde ikke kan vælge en præsident.
I dag skal moldoverne til urnerne. En tung stemning hersker over Moldovas hovedstad Chisinau, og folk virker resignerede. At der var så mange, der dukkede op i forbindelse med demonstrationerne i dagene efter valget 5. april, gav mange unge moldovere forhåbninger om forandring. For selvom afgående præsident Vladimir Voronin retorisk har vist stor villighed for at nærme sig Vesten, har han ikke taget egentlige politiske skridt mod EU. Voronins regering har flere gange forsøgt med Ruslands hjælp og udenom de vestlige lande at finde en løsning på konflikten i den separatistiske region, Transnistrien, hvor der stadigvæk findes 1.500 russiske soldater fra den tidligere russiske 14. armé.
Transnistrien er et af de mange problemer, som står uløst efter Sovjetunionens sammenbrud. I lighed med Sydossetien, Abkhasien og andre enklaver i det tidligere Sovjetunionen er det et resultat af Stalins folkeforflytninger. Regionen har erklæret sig selvstændig, dog uden at nogen har anerkendt det.
Moldova er det eneste land, som har haft et erklæret kommunistisk styre ved magten efter opløsningen af Sovjetunionen. Kører man fra lufthavnen mod Chisinau, er det synligt, hvor lidt landet har ændret sig, siden det er blevet selvstændigt. Det er som at komme tilbage i tiden, bygningerne ligger forfaldne, og de firkantede lejlighedskomplekser dominerer over alt i byen. Der hersker en »kommunistisk« stemning, folk har de samme strenge frisurer, tøjet er gråt og støvet, og livet ligesom følger et gammelt nedlagt togspor gennem historien. Selvom vestlige supermarkeder skyder op overalt, har de færreste råd til at handle der. Bybilledet præges af »Andy’s pizza« som er ejet af præsident Voronins søn, ligesom meget andet i Moldova.
Befolkningen er splittet i de, der har brændekomfurer, og de der har mobiltelefoner. Sådan kan man beskrive de gamle, som bor på landet, i forhold til de unge, som bor i byerne. De, der bor på landet, er gamle mennesker uden uddannelse som kun har kontakt med omverdenen ved at se det statslige TV, som styres af kommunisterne. De frygter, at de ikke kan få mad på bordet, og at de ikke får pensionen til tiden, hvis oppositionen kommer til magten. Det fortalte Voronin dem før valget i april. Hans folk gik fra dør til dør og gav de gamle mennesker diverse fornødenheder og lovede at give dem brænde til komfurerne, hvis kommunisterne blev valgt, fortæller kilder fra oppositionen.
»Folk kender ikke bedre og er bange for at vende tilbage til det politiske kaos, der herskede i 1990erne« siger en tandlæge fra Chisinau. I de otte år, Voronin har været ved magten, har han formået at skabe stabilitet i landet og har givet tryghed til de gamle ved at give dem pensioner til tiden. Og det er disse gamle mennesker, der vælger ham. De husker de gode gamle dage under Sovjetunionen, hvor der var orden på tingene og mad på bordet. De sidder fast i fortiden og tør ikke flytte sig – hverken fysisk eller mentalt. Og de er i flertal.
Et helt andet billede af virkeligheden har de unge, som bor i byerne. De fortæller, at de har fået nok af undertrykkelse, af mangel på åbenhed, af korruption og kommunistisk propaganda. De har adgang til internettet, hvor de kan læse om en anden virkelighed, som er meget forskellig fra den Moldova 1, den statslige tv kanal, beretter om. De har Facebook og Twitter, og de vil gerne udtrykke sig frit uden repressalier. De har opdaget, at man ikke bare skal tro alt, hvad man hører, at der er andre sandheder og uendelige muligheder uden for landet. De mener ikke, noget har ændret sig i de år Voronin har været ved magten. Og færre og færre af dem bliver i Moldova.
En stor del af de unge læser på udenlandske universiteter, især i Rumænien, hvor de frit kan læse og modtage stipendier på lige fod med rumænske studerende. Mange moldovere kan få rumænsk statsborgerskab, fordi Moldova var forenet med Rumænien mellem de to verdenskrige. På den måde er de EU-borgere og kan frit bevæge sig inden for EU. Næsten en million moldovere arbejder uden for landet. Mange af dem er en del af den illegale arbejdskraft, som arbejder under skumle forhold, men som alligevel har det bedre end i deres hjemland. De sender penge hjem til familien, og dette er en vigtig indtægtskilde i Moldova.
Det er disse unge, Voronin vil forhindre i at stemme endnu en gang. Ved valget 5. april forsøgte de unge at vende hjem for at stemme, men mange af dem blev afvist ved grænsen til Rumænien i dagene op til valget med begrundelsen, at deres mål var at skabe uro. I udlandet var der heller ikke mange steder, hvor man kunne afgive sin stemme. De få valgsteder, der blev åbnet, var meget små, og mange som var kommet frem, kunne ikke nå at stemme.
Hvad vil der ske i dag? Selvom oppositionen virker mere samlet nu, har de meget få penge til at føre en ny valgkamp, og selvom de denne gang har fået mere taletid på de statslige TV-kanaler, bliver de forsøgt diskrediteret. Eksempelvis blev der gjort en stor sag ud af, at en lille dreng næsten blev bidt af en herreløs hund og at det er borgmesterens skyld. Han gør ikke noget ved disse hunde. Borgmesteren i Chisinau, Dorin Chirtoac, kommer fra oppositionspartiet, Det Liberale Parti.
På den anden side vil kommunisterne ikke kunne bevare magten ved at holde befolkningen i kort snor. Der er brug for egentlige reformer. Demonstrationerne efter valget 5. april har vist, at store dele af befolkningen er parat til ændringer og at de også er villige til at gøre noget for at få dem. Samtidigt er det usandsynligt, at Moldova kan klare sig i fremtiden uden mere involvering fra EU.
Da Moldova grænser op til EU, har EU en fordel i, at landet udvikler sig i en mere demokratisk retning. Derfor har EU etableret en repræsentation i Moldova og hjulpet Moldova og Ukraine med at oprette en fælles grænsemission for at bekæmpe menneskesmugling og illegal handel igennem Transnistrien, som ligger ved grænsen til Ukraine. Men EU har også været forsigtig for ikke at ødelægge forholdet til Rusland. For nylig blev underskrevet Østpartnerskabet, som giver mange fordele til de tidligere Sovjetlande i handlen med EU, men der medfølger ingen afgørende økonomisk hjælp og heller ikke EU-medlemskab som perspektiv. Derfor står disse lande i et dilemma mellem at vælge Rusland eller EU som strategisk partner, og valget af EU er ikke indlysende. For mens EU betinger hjælp med reformer og overholdelse af menneskerettigheder, har Rusland ingen krav. Til gengæld forventer Rusland, at disse lande er loyale overfor den store bror i Øst.
Hvad vælger Moldova? At ændre retning og nærme sig EU? At blive i status quo ved at balancere mellem EU og Rusland? Eller vil Moldova vende blikket mod den store, men kendte partner i Øst? En strømpil for udviklingen i EUs østlige grænse får vi i dag. Valget står mellem brændekomfurerne og mobiltelefonerne.
