31. marts 2009, 18:52

Kampen om friheden på internettet raser for fuld styrke. Tendensen går imod stadigt mere kontrol – ikke bare i verdens repressive regimer, men desværre også i de demokratiske lande. I Danmark bør vi tage vores politik op til overvejelse og entydigt støtte netfriheden.

I den elektroniske arena møder vi en farverig vifte af kampivrige gladiatorer: På den ene side nysgerrige nyhedshunde, sociale netværkere og aktivistiske bloggere af alle politiske støbninger. På den anden side stater og myndigheder, der ønsker at kvæle enhver kritik, eller vil begrænse pornografi, kriminalitet og terrorisme.

Den dramatiske udvikling dokumenteres af menneskerettighedsorganisationen Freedom House, der i dag lancerer rapporten Freedom On The Net – en pilotundersøgelse af »nettet«, der er en samlet betegnelse for de mange digitale medier på computer og mobiltelefon: Emails, weblogs, sms, Facebook, Youtube, Twitter og debatforummer. Det handler ikke kun om friheden til at udtrykke sig politisk, men også om religion, seksualitet, kultur eller udveksling af filer og dokumenter. Friheden bør måske ikke være ubegrænset, men den kunne i de fleste lande være langt større end i dag.

Freedom House har systematisk analyseret 15 lande fra seks regioner ud fra tre overordnede spørgsmål: Er der hindringer – juridiske, strukturelle, økonomiske - for adgangen til nettet? Er der begrænsninger på det indhold, borgerne må få adgang til, eller på det indhold, de kan publicere? Bliver borgernes rettigheder krænket gennem overvågning, intimidering eller fængsling – eller bliver de sågar dræbt?

Resultatet af undersøgelsen er lige så øjenåbnende, som det er deprimerende. Konklusionen er, at samtidig med at nettet er blevet vores vigtigste kanal til det politiske liv, så regulerer mange stater nettet, som det passer dem. De teknologiske overvågningsmetoder er sofistikerede og omfattende – ikke kun i »slyngelstater«, men også i retssamfundet Storbritannien, der klarer sig alarmerende dårligt i undersøgelsen. I Storbritannien er krænkelserne af brugernes rettigheder så omfattende og alvorlige, at vores EU-partner på dette punkt scorer dårligere end stater som Sydafrika, Kenya, Brasilien og Georgien. Dels har Storbritannien som et led i terrorbekæmpelsen iværksat en uoverskuelig overvågning og registrering af nettrafikken, og dels har Storbritannien en tradition for »injurieturisme«, hvor udenlandske bloggere kan blive sagsøgt i London, hvis de for eksempel beskylder saudiske rigmænd for at støtte terrorisme.

Storbritannien havner dog alligevel i den »Frie« kategori med Sydafrika, Brasilien og Estland (der får 10 ud af 100 point og dermed er langt det mest frie land, en frihed der i øvrigt er truet af nye reguleringer fra EU). I den store midterkategori af »Delvis frie« lande finder vi Kenya, Indien, Georgien, Malaysia, Tyrkiet, Egypten og Rusland. I den »ufrie« kategori er de klassiske ’bad guys’ Kina, Iran og Tunesien, mens det lille, socialistiske diktatur, Cuba, får en uskøn slutplacering med 90 ud af 100 point.

De fleste stater – også Danmark – gennemtrumfer en eller anden form for »filtrering« af forbudt indhold. Dette kan ske gennem en blokering af individuelle sider som Facebook eller Youtube, eller en automatisk udrensning af bestemte søgeord, hvilket bruges systematisk i Iran, Tunesien og Kina. Ordet »demokrati« er eksempelvis bortcensureret fra den kinesiske udgave af Google.

De strafferetslige tiltag spiller en stor rolle for at fremkalde selvcensur. Bloggere kan blive dømt for »injurier«, »opfordringer til ekstremisme« eller såmænd bare »spredning af falsk information«. Målet er ikke at nå alle, men at statuere et eksempel. Egypten har eksempelvis ingen netfiltrering, men idømmer i stedet bloggere hårde fængselsstraffe.

At truslen om retslige repressalier er særdeles virkelig, fik en bedrøvelig aktualitet midt i marts, da den iranske blogger Omid Reza døde i Teherans Evin-fængsel. Angiveligt led han af dyb depression og blev nægtet lægehjælp.

En tredje metode er teknologiske »cyberangreb« på bloggere og andre aktivister. Hjemmesider bliver hacket, eller ødelagt gennem de såkaldte DDoS angreb – Dedicated Denial of Service – hvor programmerede »robotter« besøger siden tusindvis af gange på få minutter, hvilket får serveren til at bryde sammen. Metoderne er sjældent officielle, men kan være organiseret af nationalistiske aktivister med statslig hjælp – for eksempel er mange sider i Estland eller Georgien blevet udsat for DDoS angreb, når landene har været i konflikt med Rusland.

En nyere strategi er at bruge hemmelige agenter til at tale regeringens sag i kommentarer på forummer og blogs. Især Kina benytter sig af denne strategi og har op mod 250.000 agenter på lønningslisten.

Der er dog også gode nyheder i Freedom Houses undersøgelse. På trods af censuren og volden lader mange internetaktivister sig ikke skræmme, og nettet får stadigt stigende indflydelse i det virkelige liv. Aktivister og myndigheder indleder et ’katten-efter-musen’ spil, hvor bloggere hele tiden finder nye metoder til at omgå kontrollen. Der findes en del teknologiske løsninger, der kan komme uden om censuren, og forbyder regeringen helt at tale om »demokrati«, kan man jo bruge et andet, mere uskyldigt ord for det samme.

Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at på trods af censuren, har Cuba et levende netværk af bloggere, ikke mindst den verdensberømte Yoani Sánchez, der simpelthen sniger sine tekster ud af landet og får dem offentliggjort på en tysk server. Desuden er nettet mange steder endnu ikke så skrapt reguleret som resten af den offentlige sfære, og det skaber en større frihed på nettet i sammenligning med den traditionelle presse.

Desuden har advarslerne om et »A-hold« og et »B-hold«, hvor de fattige i den tredje verden bliver hægtet af udviklingen, ikke vist sig at holde stik. Mobiltelefoner breder sig med lynets hast i Afrika, og liberaliseringen af telemarkederne har gjort det billigere og nemmere at komme på nettet. Lande som Estland, Brasilien og Tyrkiet har aktivt støttet udbredelsen af nettet til hele befolkningen.

Men hvad så med Danmarks internetfrihed? Vi er ikke med i pilotundersøgelsen, men vil sandsynligvis score et sted mellem Estland og Storbritannien. Det største problem i den vestlige verden er, at der mangler offentlighed om kontrollen. Hjemmesider bliver filtreret og kommunikationen overvåget, men det sker uden åbenhed og med uigennemskuelige muligheder for appel. For eksempel bliver listen over de forbudte børneporno-sider udarbejdet administrativt af TDC, Rigspolitiet og Red Barnet. Men hvem siger egentlig, at de skulle være specielt dygtige til at spotte børneporno, og at de ikke blokerer en masse andre sider for en sikkerheds skyld?

At der er grund til at være på vagt, viste en uafhængig undersøgelse foretaget af den finske internetaktivist, Matti Nikki. Da han i 2008 afprøvede det finske børnepornofilter, fandt han ud af, at flertallet af siderne indeholdt helt almindelig pornografi, og at nogle af dem slet ikke havde pornografisk indhold – men blandt andet tilhørte en violinfabrik, en dukkeforretning og en producent af høreapparater. Gælder det samme for det danske børnepornofilter? Det kan vi af gode grunde ikke vide. Så er der sagen om fildelingstjenesten PirateBay, som Danmark i selskab med Kuwait og Kina har valgt at blokere, fordi siden bidrager til at sprede pirat-kopier af film og musik. PirateBay indeholder imidlertid ikke selv ulovligt materiale, men lader kun villige brugere dele filer gennem bittorrent-teknologien. Der skal muligvis findes metoder til at komme den ulovlige kopiering til livs, men simpelthen at blokere for en side virker som et urimeligt indgreb i borgernes frihed.

Skal man også til at blokere for andre sider, der kan give adgang til forbudte aktiviteter? Sider om narkotika og skattesnyderi, eller om politiske bevægelser, der ikke nyder anerkendelse på borgen? Det er afgørende, at Danmark også på dette felt holder frihedsfanen principfast i vejret, og at vi bruger kræfterne på at hjælpe andre lande med at udvide deres netfrihed – ikke på at indskrænke vores egen.