En fred mellem Syrien og Israel vil bidrage til at kappe båndene mellem Iran, Hizbollah og Hamas, og sikre fred mellem Libanon og Israel. Dermed vil også den israelsk-palæstinensiske fred blive hjulpet på vej.
17. januar 2009, 17:09 – opdateret 17. januar 2009, 19:29
Røgen over Gaza og raketkraterne i det sydlige Israel taler deres alt for tydelige sprog. Fredssporet er skubbet i baggrunden. Det er igen våben og vold, der hersker i Mellemøsten. Vi ser forfærdelige billeder af bårer gennem gaderne, sårede kvinder og børn i hospitalssenge, sønderskudte hjem og børn, der kryber sammen i beskyttelsesrum.
Behovet for en våbenhvile er akut. Civilbefolkningens forfærdelige lidelser må stoppes, og diplomatiet må finde en løsning. Men en våbenhvile kan kun virke, hvis den er langvarig, hvis den overholdes, og hvis den giver den nødvendige sikkerhed til Israel og til palæstinenserne. Den må omfatte, at raketterne fra Gaza ind i Israel stoppes, at smuglingen af våben til Gaza standses, og at Israel trækker sig tilbage. Den må indebære, at nødhjælpen uhindret kan komme ind i Gaza og blive fordelt, og at grænserne til Gaza åbnes. Det har den danske regering sagt siden konfliktens første stund.
Det er de punkter, som det internationale samfund arbejder aktivt på. USA, FN, EU og en række arabiske lande, med Egypten i spidsen, arbejder alle hårdt på at sikre en våbenhvile. Når den forhåbentlig snart kommer i stand, bliver en vigtig opgave at overvåge og kontrollere, at våbenhvilen holder og bliver varig. Den skal jo ikke bare føre til, at Hamas får raketbeholdningen fornyet, og krigen derefter genoptages.
Den danske regering har bidraget aktivt til de internationale bestræbelser. Vi har drøftet konflikten med Israel, Egypten, Iran, Syrien, på EUs udenrigsministermøde den 30. december, og vi har understøttet EUs aktive diplomati. Danmark har sammen med Nederlandene tilbudt politifolk til grænseovervågning og arbejder for, at EU påtager sig de fornødne opgaver. Vi er klar til at bidrage væsentligt med mandskab og midler til både våbenhvile og til genopbygningen af Gaza. Danmark har allerede givet 20 millioner kroner til nødhjælpsorganisationen UNRWAs appel om hjælp til civilbefolkningen i Gaza. Generelt engagerer Danmark sig i konflikten i Gaza og i fredsarbejdet i Mellemøsten, og det vil vi fortsætte med. Mellemøsten er nabo til Europa og betyder meget for vores sikkerhed og velstand. Vi var derfor med til at søsætte Køreplan for Fred, 2002, samt skabte Det Arabiske Initiativ, 2003, og bidrog til en ny Syrien-politik fra 2005. I hele processen har vi haft tætte og hyppige kontakter med Israel og USA.
Hvad er vores analyse af konflikten og dens videre perspektiver for fred og stabilitet i Mellemøsten?
Hamas ønskede ikke at forlænge våbenhvilen med Israel, da den udløb den 19. december sidste år. Med en byge af raketter mod Israel udløstes den voldsspiral, vi nu ser de sørgelige resultater af. Intet land kan leve med, hvad Israel var udsat for, og Hamas vidste, at Israel ville reagere. Regeringen har gjort det helt klart, at vi fuldt ud anerkender Israels ret til at forsvare sig mod raketter og terrorangreb.
Men vi har også gentagne gange sagt, også til den israelske regering, at Israel selvfølgelig skal gøre alt for at undgå civile ofre og overdreven magtanvendelse. Det er dybt tragisk, at der er så mange civile ofre, og helt forkert at nødhjælp, hospitaler, skoler og FN bliver bombemål.
Israel skal overholde krigens love og den humanitære folkeret. Men vi må ikke glemme, at de er oppe mod en fjende, som ikke overholder nogen som helst form for love. Hamas gemmer sig bag civilbefolkningen, og udviser ingen medfølelse med sit eget folk. Hamas er en totalitær bevægelse, der ikke vil fred og som har bragt stor ulykke og lidelser til palæstinenserne i Gaza. Fra civile boligkvarterer har den affyret raketter mod civile, israelske mål.
Som så ofte før er den israelsk/palæstinensiske konflikt skueplads for regionale aktørers modstridende interesser; for kampen mellem moderate og ekstremistiske kræfter. Hamas er ikke kun en palæstinensisk terrororganisation. Hamas er også tæt allieret med Iran, der har støttet Hamas med penge og våben. Under Gaza-konflikten har kræfter i Iran ligefrem truet med at sende en hær af selvmordsbombere af sted for at støtte Hamas. Konflikten i Gaza handler også om, at Hamas, og dens støtter i Iran og andre steder i regionen, ikke ønsker fred, men vil se Israel udslettet. Med vold søger de at underminere fredsmulighederne, både mellem palæstinenserne og Israel og mellem Israel og Syrien og Libanon. Det må de ikke få held med – hverken nu eller på længere sigt. På den anden side står en lang række arabiske regimer, der ikke sympatiserer med Hamas, men ønsker at fremme en fredsproces og en tostatsløsning. De ser Iran og Irans allierede som en trussel mod den regionale stabilitet. Egyptens bestræbelser som mægler i Gaza-konflikten er prisværdige og må støttes.
Gaza-konflikten er et meget trist kapitel i Mellemøstens historie. Den viser endnu en gang, at uden en israelsk/arabisk fredsløsning med oprettelsen af to stater, Israel og Palæstina, der kan leve fredeligt side om side, bliver der aldrig ro. Uden den vil de menneskelige lidelser for israelere og palæstinensere fortsætte. Mit håb er, at Gaza-konflikten kan blive startskuddet til, at verdenssamfundet gør endnu mere for at få en fredsaftale i stand.
Det vil Danmark bidrage til. Vi må bruge Gaza-konflikten til at sende et klart budskab til de ekstremistiske kræfter: »Vi vil ikke tillade jer at afspore processen mod fred«. Det budskab skal ikke mindst sendes til palæstinenserne på Vestbredden, hvor det palæstinensiske selvstyre prøver at skabe fred, sikkerhed og økonomisk fremgang for befolkningen. De, der vil fredsforhandlingerne, må se, at det betaler sig. Og det skal Israel også gøre mere for. Vejspærringer på Vestbredden må hæves og bosættelsesaktiviteten må stoppes. Ellers vil opbakningen til den palæstinensiske fredsproces blive svækket alvorligt, hvilket kun gavner Hamas.
Det er ikke et nemt tidspunkt at blive indsat som ny amerikansk præsident, men Obama-administrationen må hurtigt på banen. De signaler, der er kommet fra Obama og den nye udenrigsminister Hillary Clinton, er lovende. Det er positivt, for der er brug for politisk lederskab, en stor diplomatisk indsats og et tæt samarbejde mellem USA og Europa.
Vi har rammerne for at skabe fred i form af Sikkerhedsrådets resolutioner, Køreplanen for Fred og Annapolis-processen fra 2007. Og der var faktisk gode fremskridt indtil situationen i Gaza eksploderede. Der var seriøse forhandlinger mellem både Israel og palæstinenserne og indirekte mellem Syrien og Israel, men de er afbrudt nu. Men de må genoptages, når konflikten er slut. En fred mellem Syrien og Israel vil bidrage til at kappe båndene mellem Iran, Hizbollah og Hamas, og sikre fred mellem Libanon og Israel. Dermed vil også den israelsk-palæstinensiske fred blive hjulpet på vej.
På kort sigt må fokus naturligvis være på at bedre den humanitære situation i Gaza. Derefter handler det om støtte til genopbygningen af Gaza. Danmark vil give sit bidrag, både på det korte og det lange sigt. Men vi må ikke glemme, at uden en løsning på den israelsk/arabiske konflikt risikerer vi inden længe at stå i samme situation igen. Og en løsning finder vi kun gennem støtte til de kræfter, der vil fred. En fred i Mellemøsten vil være et væsentligt bidrag til at mindske den muslimske ekstremisme og den deraf afledte terrorisme. Dermed vil den også svække de totalitære kræfter, såsom al-Qaeda, der ønsker et opgør med de moderne og moderate kræfter i den muslimske verden og med os!
