14. marts 2009, 22:30

Regeringen har i marts offentliggjort en strategi for sin tilgang til »Det Internationale Menneskerettighedsarbejde«. Strategien redegør bl.a. for de værdier og principper, der gælder for dette område. Det fremgår bl.a., at regeringen vil arbejde for at fremme »alle menneskers menneskeretlige beskyttelse«, at man vil »imødegå forsøg, der fører til tvivl om menneskerettighedernes universalitet, eller som underminerer dem« og man vil »fremme en stærk menneskerettighedskultur i det internationale samarbejde.«

Regeringens menneskerettighedsstrategi lægger stor og afgørende vægt på det internationale samarbejde, særligt i FN-regi. I strategien hedder det bl.a: »FN indtager derfor en særlig vigtig rolle i det internationale menneskerettighedsarbejde…Regeringen støtter det igangværende reformarbejde, således at FN også i fremtiden vil være det centrale internationale forum for (…) menneskerettigheder.« Mere specifikt vil regeringen arbejde for at gøre FNs Menneskerettighedsråd (’Rådet’) til det »centrale og effektive forum« for fremme og beskyttelse af menneskerettighederne.

Det er uomgængeligt, at FN udgør det primære forum for internationalt samarbejde om menneskerettigheder. I FN vedtages nye konventioner og der er oprettet særlige menneskerettighedsorganer, såsom FNs Højkommissariat for menneskerettigheder og Rådet. Men troværdigheden, effektiviteten og den reelle værdi af store dele af menneskerettighedsarbejdet i FN er særdeles tvivlsom. Rådet er et godt eksempel på dette. Rådet afløste i 2006 FNs Menneskerettighedskommission, hvis praksis var så politiseret, at tidligere generalsekretær for FN, Kofi Annan, mente, at den kastede en »skygge på hele FN-systemet.« Men Rådets praksis har om muligt været endnu mere politiserende og underminerende for menneskerettigheder end kommissionens. Rådet er domineret af de muslimske lande i Organisationen for den Islamiske Konference (OIC), der sammen med stater som Kina, Rusland og Cuba har sat en dagsorden, der er i direkte modstrid med Rådets mandat, som et effektivt menneskerettighedsorgan. Et eksempel på dette er en stærkt selektiv bedømmelse af FNs medlemsstater.

Ifølge en rapport fra NGOen Unwatch var kun tre lande blevet udsat for fordømmende resolutioner ved udgangen af 2008. Nordkorea med 1, Myanmar med 4 og endelig Israel med 20 resolutioner. Som det kan ses af disse tal, er Israel konstant genstand for Rådets kritik og de mange resolutioner er typisk stærkt ensidige uden at Rådet nævner de terrorangreb, som Israel udsættes for. Lande som Sudan, Zimbabwe, Rusland, Kina eller Saudi-Arabien er aldrig blevet gjort til genstand for fordømmelser. Rådets flertal har også nedlagt uafhængige FN-rapportørers mandater til at granske menneskerettighedsefterlevelsen i undertrykkende stater som Cuba og Hviderusland.

Det er også karakteristisk, at Rådets flertal arbejder aktivt for at bekæmpe »forhånelse af religion«, særligt islam. Man har således vedtaget en resolution, der bl.a. opfordrer FNs medlemsstater til at kriminalisere visse former for kritik af religion og dermed indskrænke ytringsfriheden. Pakistan har på vegne af OIC netop offentliggjort et nyt forslag til en sådan resolution, som sandsynligvis vil blive vedtaget af Rådet i marts måned. Det er også Rådet, der har nedsat den komité, der forbereder FNs racismekonference, Durban II, hvor OIC-staterne også søger at forbyde religionskritik og sidestille en sådan kritik med racisme. De tematiske emner, Rådet tager op viser også en forståelse af menneskerettighedsbegrebet, som er ganske bred og diffus. Rådets seneste ekstraordinære session omhandlede således finanskrisen. Finanskrisen har ifølge et flertal af staterne i Rådet haft en stærk negativ indflydelse på menneskerettighederne. Med en sådan menneskerettighedsforståelse udvandes både rettighedsbegrebet og den grundlæggende beskyttelse af mennesker mod vilkårlige overgreb og diktatur.

Et af de tiltag, som skulle markere, at Rådet var et effektivt og troværdigt forum, er det såkaldte Universal Periodic Review (UPR), hvor alle FNs medlemsstaters menneskerettighedsefterlevelse skal granskes. I regeringens strategi hedder det da også, at man vil arbejde for, at »UPR bliver et troværdigt, effektivt og operativt redskab.« Den foreløbige konklusion af UPR er dog næsten lige så nedslående som Rådets øvrige praksis. Splittelsen mellem Vesten og en række øvrige lande domineret af OIC-staterne går således igen på dette område. Saudi-Arabien roste eksempelvis Pakistan for at forbedre kvinders rettigheder og bekæmpe terrorisme, mens Saudi-Arabien kritiserer Holland for at diskriminere muslimer og for at tolerere en »uacceptabel udnyttelse af ytringsfriheden.« Pakistan roste samtidig Saudi-Arabiens bestræbelser på at promovere »dialog mellem tilhængere af forskellige religioner og civilisationer« og »en ånd af tolerance mellem alle folk«. Kinas menneskerettighedsefterlevelse, herunder landets praksis i Tibet, blev rost af Rusland. Sådanne eksempler på at stater, der begår systematiske menneskerettighedskrænkelser, roser hinanden og kritiserer Vesten, er talrige. Målsætningen og forudsætningerne for UPR respekteres således ikke af flertallet af FNs medlemsstater, som i stedet politiserer og udvander denne mekanisme.

På denne baggrund er det svært at forstå den danske målsætning om, at Rådet skal udgøre det centrale forum for fremme af menneskerettigheder. Rådets hidtidige praksis må kategoriseres som en fiasko. Når regeringen skriver, at »nogle lande« har ført en politik, der kan føre til udvanding og underminering af Menneskerettighedsrådets troværdighed«, er dette en misvisende underdrivelse. Det er flertallet af Rådets lande, der fører en sådan politik, og dette har allerede medført en alvorlig og muligvis uoprettelig underminering af Rådets troværdighed. Når hertil lægges, at Rådets sammensætning gør, at EU og de øvrige vestlige lande med (p.t.) samlet 9 pladser (der til tider kan tillægges en håndfuld stater fra øvrige regionale grupper) er i permanent undertal, synes den danske målsætning at være udtryk for ønsketænkning uden hold i de konkrete omstændigheder og erfaringer. Frem for kontinuerligt at fastholde FN som det primære forum for det internationale menneskerettighedsarbejde burde Danmark og de øvrige EU-lande overveje, hvorvidt FNs menneskerettighedsarbejde ikke har nået et punkt, hvor man bør oprette et alternativ, der har større mulighed for at fremme en effektiv og troværdig menneskerettighedsefterlevelse. I den forbindelse er det helt afgørende at gøre sig klart, at FN ikke har noget medlemskrav om demokratisk styreform. Lande, hvis styreform er udemokratisk og uden respekt for retsstatsprincipper, har i sagens natur ingen interesse i eller incitament til at fremme en effektiv beskyttelse af menneskerettigheder. Regimerne i sådanne lande vil ofte kun kunne holde sig ved magten ved at undertrykke basale menneskerettigheder. Derfor er der intet overraskende i FNs manglende effektivitet på menneskerettighedsområdet, når medlemskredsen omfatter Kina, Rusland, Saudi-Arabien, Cuba m.v.

Da FNs troværdighedsproblemer er systematiske og strukturelle, er det således svært at se, hvorledes regeringens ellers prisværdige målsætning skal blive realiseret i en overskuelig fremtid.

Modsætningen hertil er regionale organisationer som Europarådet, hvor medlemsskab kræver respekt for demokrati og retsstatsprincipper. Dermed opnås en basal form for fælles politisk kultur mellem medlemsstaterne. Det har gjort Europarådet til et langt mere effektivt og forpligtende forum for fremme af menneskerettigheder end FN. Baseret på disse erfaringer er det værd at overveje at skabe et demokratisk alternativ til FN for fremme af menneskerettigheder. Udover vestlige lande kunne demokratiske stater som Indien, Sydafrika, Senegal, Indonesien, Brasilien m.v. deltage. Et sådant alternativ ville ikke nødvendigvis betyde at de FN-konventioner, som Danmark har ratificeret, ville blive irrelevante eller at de FN- menneskerettighedsorganer, som ikke består af stater, men derimod af uafhængige eksperter skulle nedlægges.

Et nyt internationalt samarbejde ville kræve en total reorientering af den internationale menneskerettighedspolitik og derfor er den øjeblikkelige tilslutning til en sådan idé p.t. givetvis ikke overvældende stor blandt verdens demokratier. Men hvis målsætningen er en reel og effektiv beskyttelse og fremme af menneskerettigheder, ville et sådant alternativ være langt mere ambitiøst og troværdigt end at holde gode miner til slet spil i FN.