23. marts 2009, 00:00 – opdateret 26. marts 2009, 10:48

Det er desværre en udbredt myte, at Dansk Folkeparti ikke interesserer sig en døjt for integration af udlændinge eller forebyggelse af kriminalitet. Hver gang vi efterlyser strengere straffe, får vi skudt i skoene, at vi kun går op højere straffe og flere udvisninger.

Myten er fostret i hjerner på venstrefløjen og har desværre fået lov til at bundfælde sig meget bredt. Men man glemmer dermed meget bekvemt, at vi - allerede kort tid efter at udlændingeloven var blevet strammet - gjorde opmærksom på, at »først når hanen er lukket, kan vi begynde at tørre op«.

Dansk Folkeparti har hele tiden stået parat med gulvkluden i hånden, men vi har også sagt, at det intet nytter, så længe tilstrømningen fortsætter, eller så længe banderne stadig hærger og regerer i hele bydele. Integration og forebyggelse er to sider af samme sag. Vi har hele tiden erklæret os positive i forhold til integration, og naturligvis vil vi også medvirke til forebyggelse af kriminalitet.

I øjeblikket står vi over for to enorme problemkomplekser, som overlapper hinanden. For det første skal vi have bremset den tragiske bandekrig på Nørrebro. De kriminelle elementer, som spreder frygt og rædsel og skyder løs på uskyldige mennesker, skal sættes bag lås og slå eller udvises af landet, hvis de ikke er danske statsborgere.

Jeg bilder mig ikke ind, at det gør dem til bedre mennesker, men så længe de sidder bag tremmer, er de ikke til fare for fredelige mennesker og udøver ikke længere nogen tiltrækningskraft på potentielle bandemedlemmer blandt deres yngre brødre og venner. Og kan nogen udvises, ja, så skal de selvfølgelig udvises, men jeg vil gerne understrege, at vi ønsker at uskadeliggøre både rockergrupper og indvandrerbander.

For det andet skal vi have igangsat en grundig og langt mere omfattende indsats på integrationsområdet end hidtil. En omfattende rapport på flere hundrede sider om marginalisering er som en del af regeringsgrundlaget blevet udarbejdet af hele syv forskellige fagministerier.

Rapporten slår blandt andet fast, at 47.000 børn og unge i indvandrerfamilier er i risikozonen for at blive marginaliseret – eller allerede er det. Det svarer til, at hver fjerde indvandrer og efterkommer i aldersgruppen 0-29 år fra ikke-vestlige lande befinder sig i denne gruppe. Til sammenligning gælder det kun hver tiende dansker.

Årsagerne er mange: Ressourcesvage forældre uden kendskab til dansk sprog og kultur, manglende lyst til at tage en erhvervsuddannelse, da disse ofte har lav status i indvandrermiljøer. Alt for mange børn har desuden svært ved at gøre sig forståelige på dansk, ligesom de ikke har noget netværk med danske unge. Samtidig er mange lærere tilbøjelige til at undlade at stille krav til elever med indvandrerbaggrund. Endelig er der sammenstødet mellem danske opdragelsesmønstre og mere håndfaste mellemøstlige opdragelsesmetoder.

Det er klart, at banderne har et fantastisk rekrutteringsgrundlag blandt disse børn og unge. Alle væsentlige optagelseskriterier for medlemskab af banderne er nemlig opfyldt: Følelsen af udstødelse, manglende forståelse for – og solidaritet med – det omgivende samfund. Manglende sprogkundskaber og manglende beskæftigelse. Det er enhver bandeleders drøm at fiske efter nye afstumpede medlemmer her.

En bandepakke må nødvendigvis bestå af flere elementer, som hver især har ligestillet prioritet. Den »skrappe« del af pakken skal gøre op med bandevolden her og nu, og den skal naturligvis være rettet mod både rockergrupper og indvandrerbander. Den skrappe, kortsigtede del af bandepakken er en afgørende forudsætning for den bløde og mere langsigtede indsats. Foruden strengere straffe og flere udvisninger er følgende nødvendigt:

• Genindførelse af grænsekontrollen. Hvis indsmugling af våben skal bremses, er det nødvendigt med kontrol ved grænserne. Fund af våbenlagre har fået politiet til at formode, at våbnene var tiltænkt banderne. Der skal sættes en effektiv stopper for denne uønskede og stærkt skadelige import. Alternativt skal der indføres midlertidig grænsekontrol i overensstemmelse med reglerne i Schengen-aftalen, hvilket som sidegevinst tillige vil dæmme op for illegale flygtninge samt narkotikasmugling

• Udgangsforbud. Unge i alderen 12 – 17 år, der gentagne gange tages af politiet for kriminalitet eller som uden formål hænger i grupper på gadehjørner, skal administrativt kunne pålægges udgangsforbud i f.eks. 14 dage eller en måned, og forældrene skal i denne periode have påbud om at holde de unge hjemme, ellers er straffen bøder eller træk i overførselsindkomster.

• Konfiskation af biler. Hvis der i en bil findes ulovlige skydevåben, skal bilen beslaglægges uanset ejerskab. Politiet beholder bilen og sælger den på auktion.

• Gennemførelse af et forbud mod rockergrupper i henhold til Grundlovens paragraf 78, stk. 2 om foreninger, der virker ved eller udøver vold. Paragraffen er forgæves søgt anvendt mod både rockergrupper og den fanatiske muslimske organisation Hizb ut-Tahrir, som opfordrede til drab på herboende jøder, men det strandede på Rigsadvokatens modstand. I Dansk Folkeparti vil vi gøre forsøget igen. Hertil kommer, at rockere skal stresses gennem koordinerede aktioner af politi og SKAT.

• Øvrige tiltag. Politi-tjekpoints, visitation af biler inden for bestemte visitationszoner m.v.

Det er nogle af punkterne i den skrappe del af pakken. Men ligeså vigtigt er indsatsen mod marginalisering. I regeringens rapport nævnes en lang række forslag, som det vil føre for vidt at gå i detaljer med her. Det vigtigste er, at vi handler omgående og målrettet sætter ind over for børn og unge i indvandrermiljøerne. Følgende tiltag er uomgængelige, hvis vi for alvor ønsker at standse bandernes menneskelige fødekæde:

• Vuggestuer og børnehaver. Børn af indvandrere skal ud i det danske samfund så hurtigt som muligt. Det betyder, at forældrene skal tvinges til at sende deres børn i vuggestuer og børnehaver, og at der tidligt skal lægges afgørende vægt på både sproglig og kulturel stimulering. Alt for mange indvandrerbørn får en dårlig start i folkeskolen, fordi de savner sprogkundskaber og kendskab til dansk kultur.

• Boligområder. Der skal indføres boligkvoter. Intet boligområde skal over en årrække have mere end 25 procent indvandrere og efterkommere. Kommuner med få indvandrere skal også have indvandrere i almennyttige boliger – de skal også trække deres del af slæbet. Ingen skal køre i frigear. Alle undersøgelser peger på, at det er gavnligt at blande indvandrere med ressourcestærke grupper. Det er den bedste måde at forebygge parallelsamfund.

• Folkeskolen. Folkeskoleelever skal spredes, så indvandrerandelen maksimalt udgør 15-20 procent. Ressourcestærke indvandrerforældre efterspørger selv skoler med flere etniske danskere, men som konsekvens af den manglende spredning ender de ofte med at sætte deres børn i friskoler af svingende kvalitet. Folkeskolen skal igen være udgangspunkt for alle grupper i det danske samfund.

• Integrationskonsulenter: Det skal sikres, at ikke alle og enhver kan smykke sig med titlen, »integrationskonsulent«. I øjeblikket flyder området tilsyneladende helt ukontrolleret med en række personer med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, mangel på samme, eller som har en blandet erhvervsmæssig baggrund, der giver den i rollen som integrationskonsulent (læs: ekspert), uden måske at have de rigtige kompetencer til jobbet som integrationskonsulent, hvilket i værste fald kan skade integrationen

Ovenstående er naturligvis kun i hovedpunkter dækkende for en del af de mange krav, vi må stille på integrationsområdet. Vi skal for eksempel stille langt flere krav til forældrene om aktiv deltagelse og engagement i deres børns liv.

Dansk Folkeparti vil i den kommende tid nærlæse marginaliseringsrapporten og dens mange gode forslag. Men vi vil stadig fastholde, at vi ikke kommer uden om den politimæssige indsats på områder, hvor enhver tale om integration er kommet flere år for sent. Fårene skal skilles fra bukkene. De uforbederlige skal fængsles og udvises. Det store flertal skal have en hjælpende hånd til at blive danskere.