23. juni 2009, 22:30

I dag barsler PET-Kommissionen med sin mammut-beretning efter ti års arbejde. Ifølge flere avisartikler konkluderer PET-kommissionen, at PET i flere tilfælde har begået handlinger, der er kritisable. Uanset om de kritisable forhold har været enkeltstående eller systematiserede er PET-Kommissionens beretning en kærkommen lejlighed til at få sat fokus på at skærpe den retlige og parlamentariske kontrol med PET og FE.

Både PET og FE har siden 11. september 2001 fået øgede ressourcer og beføjelser, som følge af den terrortrussel, som Danmark står over for. Det er helt nødvendigt, at efterretningstjenesterne klædes bedre på til at håndtere den vitale opgave med at beskytte det danske samfund mod den reelle og alvorlige trussel fra international terrorisme. Men de øgede beføjelser er ikke blevet suppleret med øget kontrol. Kontrollen med efterretningstjenesterne er således meget begrænset og karakteriseret af en ad hoc tilgang, hvor de tiltag, der løbende er blevet indført, hverken har været særligt vidtgående eller tænkt ind i en større sammenhæng. PETs virke er primært reguleret via bestemmelser fastsat af justitsministeren, mens FEs virke er nævnt i § 13 i forsvarsloven. Det såkaldte Wamberg-udvalg, der blev oprettet i 1964, var en positiv udvikling. Men udvalgets kontrolvirksomhed er begrænset til registrering og videregivelse af personoplysninger, hvilket kun udgør en begrænset del af efterretningstjenesternes virke.

Folketingets kontroludvalg, der blev oprettet i 1988, har også en begrænset værdi. Kontroludvalgets virksomhed består i at blive orienteret om efterretningstjenesternes arbejde. Orienteringen sker endog »under hensyntagen til de særlige forhold, som gør sig gældende for efterretningsvirksomhed«. Kontroludvalget har således ikke kompetence til af egen drift at kræve information eller få adgang til dokumenter, rapporter m.v. fra efterretningstjenesterne. Kontroludvalget kan heller ikke holde høringer med indkaldelse af eksperter m.v. Selvom efterretningstjenesternes øgede åbenhed i form af hjemmesider, årsberetninger m.v. er positiv, er sådanne skridt på ingen måde sammenlignelige med egentlig kontrol.

Den begrænsede retlige og særligt parlamentariske kontrol i Danmark står i kontrast til situationen i vestlige lande som USA, Storbritannien og Norge.

Samtlige britiske efterretningstjenester er reguleret af særlige love, der fastlægger formålet med og rammerne for tjenesternes virke, herunder en række retssikkerhedsgarantier. Storbritannien har også oprettet to uafhængige efterretningskommissærer og et tribunal, der har til opgave henholdsvis at føre kontrol med efterretningstjenesternes overvågningstiltag og behandle klager over efterretningstjenesterne. Også CIA i USA er oprettet ved lov, og i 1981 udstedte Ronald Reagan en »executive order«, som fastsætter retningslinjer for samtlige amerikanske efterretningstjenester. I Norge er »Etterretningstjenesten« (svarende til FE) underlagt en særlig lov og instruks.

Det er også karakteristisk for USA, Storbritannien og Norge, at parlamentskomiteerne for efterretningsaktivitet har meget vidtgående adgang til at gøre sig bekendt med efterretningstjenesternes arbejde og dokumenter. I USA og Norge har efterretningstjenesterne en retlig forpligtelse til at samarbejde med komiteerne i hhv. Kongressen og Stortinget. De amerikanske efterretningskomiteer har vidtgående kompetence til at iværksætte undersøgelser, lave høringer, indkalde vidner (endog under edsansvar), og til at offentliggøre materiale. De rapporter, de britiske og amerikanske kommitterer årligt udgiver om efterretningstjenesternes arbejde og særligt de ekstraordinære rapporter om emner som efterretningsgrundlaget for krigen mod Irak og terrorangrebene 7. juli 2005, må også betragtes som væsentlige bidrag til at skabe klarhed over og forståelse for efterretningstjenesternes arbejde og tillid i befolkningen. En tillid der er afgørende for, at de befolkninger, efterretningstjenesterne skal beskytte, ikke mistænker efterretningstjenesterne for at misbruge det forhold, at deres arbejde nødvendigvis i vid udstrækning udføres i fortrolighed og uden mulighed for, at offentligheden kan følge med. Netop disse hensyn førte til, at chefen for det svenske Säkerhetspolisen i 2006 efterlyste mere parlamentarisk kontrol med den svenske efterretningstjeneste.

Der er således gode argumenter for allerede nu at påbegynde arbejdet med en øget kontrol af efterretningstjenesterne, selvom det såkaldte Wendler-Pedersen udvalg, der i 1998 blev nedsat til at kigge på disse spørgsmål, endnu ikke er fremkommet med sine konklusioner.

I den forbindelse ville det være et stort fremskridt med en lov om efterretningstjenesternes virke som samler reguleringen af både PET og FE i ét regelsæt (der naturligvis skal afspejle PET og FEs forskellige opgaver). En sådan lov bør indeholde regler om efterretningstjenesternes adgang til indsamling, opbevaring og videregivelse af personoplysninger og andet sensitivt materiale, ligesom den udtrykkeligt bør fastslå, at efterretningstjenesterne skal respektere grundloven og gældende ret. Endvidere bør loven videreføre Wamberg-udvalgets rolle med den ændring, at udvalget fremover rapporterer til Folketingets kontroludvalg frem for til justitsministeren. Loven bør også oprette en særlig ombudsmand. Ombudsmanden skal have mulighed for at føre tilsyn med efterretningstjenesterne, herunder hvorvidt de overholder de rammer, der gælder for hemmelig overvågning og indgreb i meddelelseshemmeligheden, og de regler, der gælder for registrering, opbevaring og videregivelse af personoplysninger, herunder om efterretningstjenesterne overholder de godkendelser, der bliver vedtaget af Wamberg-udvalget. Ombudsmandens tilsyn bør ske i form af stikprøver og kontrolbesøg hos efterretningstjenesterne, og ombudsmanden bør have adgang til alle dokumenter, lokaler, filer m.v. Det bør være en pligt for alle ansatte i efterretningstjenesterne at yde ombudsmanden al rimelig assistance og svare på stillede spørgsmål.

Endelig bør Folketingets kontroludvalgs rolle styrkes således, at det har mulighed for at føre reelt tilsyn og kontrol. Kontroludvalget bør derfor have mulighed for at få indsigt i alle dele af FE og PETs virksomhed, herunder adgang til dokumenter og rapporter eller genparter deraf. Det bør være en udtrykkelig pligt for FE og PET til at samarbejde med kontroludvalget, herunder at svare fyldestgørende på udvalgets spørgsmål og udlevere dokumenter og materiale. Kontroludvalget bør have mulighed for at afholde åbne og lukkede høringer med deltagelse af eksperter, samt at udfærdige årlige rapporter om FE og PETs virksomhed, samt ekstraordinære rapporter om emner, som udvalget finder relevante. Sådanne rapporter bør indeholde kontroludvalgets konklusioner og anbefalinger.

Kontroludvalgets beføjelser skal naturligvis respektere hhv. justitsministerens og forsvarsministerens primære ansvar for PET og FE. Kontroludvalgets konklusioner og anbefalinger bør således ikke være juridisk bindende, ligesom kontroludvalget ikke skal have instruktionsbeføjelser over for efterretningstjenesterne. For at sikre, at udvalget ikke medfører en fare for at kompromittere efterretningstjenesternes arbejde, bør der indføres en række vigtige forholdsregler. Medlemskab af kontroludvalget bør kræve sikkerhedsgodkendelse, og medlemmerne udvælges af statsministeren efter enstemmig nominering af Folketinget. Medlemmerne bør pålægges tavshedspligt om fortrolige oplysninger, og fortrolige informationer skal ekstraheres fra ordinære og ekstraordinære rapporter. Der bør også oprettes et udvalgssekretariat med sikkerhedsgodkendt personale, samt sikre arbejdsmetoder- og lokaler, som kan håndtere fortrolige informationer.

De foreslåede styrkelser af kontrollen med efterretningstjenesterne vil betyde en markant forbedring af den retlige og parlamentariske kontrol, der er nødvendig i en demokratisk retsstat over for offentlige myndigheder med beføjelser, der er vidtgående i forhold til basale frihedsrettigheder. Samtidig vil den øgede kontrol styrke efterretningstjenesternes legitimitet og effektivitet. De foreslåede ændringer anerkender og respekterer dog samtidigt behovet for, at efterretningstjenesternes virksomhed grundet sin natur i væsentligt omfang nødvendigvis må være undtaget offentlighedens kendskab. Dermed opnås en bedre balance mellem på den ene side nationens sikkerhed og på den anden side fundamentale retsstatsprincipper, en balance der er nødvendig i et liberalt demokrati.