2. februar 2009, 18:41

I marts 2001 blev jeg kontaktet af en gammel mand, der havde læst min roman Genveje. Den handler om sminkede regnskaber i en togfabrik i Danmark. »Jeg har fortsættelsen til din roman«, påstod han. Jeg troede, det var et ældre, mentalt forstyrret menneske. Men han insisterede på, at vi skulle mødes. Og det lykkedes et par måneder senere. Han fortalte, at han sad inde med viden om økonomisk kriminalitet, som han ikke kunne bære at skulle gå i graven med. Han var pensioneret topleder fra en større koncern, hvor han også havde været medlem af en række bestyrelser. Flere af hans pensionerede kolleger besad samme viden, bare fra andre dele af koncernen. De mødtes et par gange om året, og talen var faldet på deres viden, som de hver især troede, at de var ene om. Nu havde de besluttet, at de ville bede mig gennemgå de mange papirer og dokumenter med henblik på at skrive en faktuel bog.

Jeg gik straks i gang og brugte de næste to år af min fritid på at researche og gennemgå materialet. Samtidig fandt jeg bogen The art of cloaking fra Holland, der beskriver, hvordan den økonomiske karrusel er blevet brugt gentagne gange i historien og dermed bekræftede de gamle mænds viden. På vores sidste møde var al research klar, og den gamle mand skulle komme med den endelige godkendelse fra 12-mandsgruppen, som de kaldte sig. Under mødet gik det op for mig, at de havde fortrudt. På et møde i Oslo, hvor alle havde været samlet, svigtede modet dem. Flere af dem oppebar pension og kunne ikke overskue følgerne af at stå frem. Og derved faldt projektet til jorden. Dog fik jeg spurgt, om jeg måtte bruge noget af materialet i en fiktionsroman. Det fik jeg ja til, hvilket resulterede i romanerne Månegrus og Magtværk.

Men den tavse viden forblev tavs i den virkelige verden. Historien viser, hvor svært det er at håndtere afslørende viden, og at de fleste, der besidder en sådan viden, er økonomisk afhængige af dem, de ved noget om. Den tavse viden er blevet vidensamfundets bagside, fordi vi ikke tør tage konsekvensen af vores viden.

Det viser skandalen omkring Stein Bagger og IT Factory. Og det er set før med bl.a. PFA, rørkartellet, Nordisk Fjer, Hafnia, Tamilsagen, Farum og Tvind. Retssagerne talte deres tydelige sprog. I Nordisk Fjer dømtes tre ledende medarbejdere og tre revisorer. I PFA-skandalen måtte bestyrelsesformanden gå, fordi han udviste »bekymrende mangel på dømmekraft« eller i advokatsprog forsætlig uvidenhed. Og historien vil helt sikkert gentage sig andre steder, fordi magtfulde personer tilsyneladende får frit spil. I de fleste tilfælde er de ikke ene om deres bedrag. Bag dem står en række medarbejdere, bestyrelser og samarbejdspartnere, der mere eller mindre passivt ser til, mens bedraget udtænkes, planlægges og forsøges gennemført. Mange direktørers vej til toppen er brolagt med medarbejdere og samarbejdspartnere, der valgte at lukke øjnene de »rigtige« steder. De kunne have stoppet det, inden det fik alvorlige konsekvenser, men de gjorde det ikke. Selvom ledere naturligvis bør gå forrest som etisk gode eksempler, kan man med rette spørge: Hvor er den etiske medarbejder, bestyrelse og samarbejdspartner henne?

Da jeg fik mit første job som økonom, troede jeg, at min etik på et tidspunkt ville blive målt og vejet i Den Store Prøve. Den kom bare aldrig. I stedet blev jeg prøvet i de små ting – dagligt. Her er et udpluk af situationer, hvor grænserne sættes på prøve:

• »Når revisionen kommer, skal I give dem denne projektkalkulation i stedet for den, vi bruger i projektet.«

• »Vi konterer denne faktura under serviceomkostninger; der er nemlig plads på budgettet. Så opdager økonomiafdelingen ikke, at vi har overskredet rejsebudgettet.«

• »Sidste år fik vi støtte fra Vækstfonden til etablering af salg på det finske marked. Lånet skal kun betales tilbage, såfremt det lykkes at skabe et salg i løbet af de første tre år. Så vi lader salget foregå via vores svenske selskab så længe.«

• »Hvis du tilbagedaterer min udtrædelse af bestyrelsen, kan jeg ikke gøres ansvarlig for det, der er sket i dag.«

• »Den skiferie, jeg har lovet Peter for hans ekstraordinære indsats, udbetaler vi som skattefri kørselsgodtgørelse.«

Eksemplerne er mange; prøv at tilføje dem, du selv er stødt på. Hvad valgte du? Og hvad vælger du? Vælger du genvejen, hvor sandheden kan bøjes: en sandhed – flere sandheder – rigtig mange løgne!? Vender du det blinde øje til bedragene og lader som ingenting for at beskytte dit eget job? Sender du en anonym email til bestyrelsesformanden, eller går du bare hjem og tænker på noget andet? I et land, hvor sort arbejde er en folkesport, er det relevant at spørge, om vi ligefrem har en kultur, der fremmer økonomisk kriminalitet? Danmark er det land i EU, hvor flest personer udfører sort arbejde: ca. 18 pct. af alle danskere har inden for det seneste år udført måneskinsarbejde.

Og har man én gang sagt ja til at gå over sin egen grænse for, hvad der er etisk korrekt, er det måske lidt nemmere at sige ja næste gang. Og måske bliver grænsen helt flydende til sidst! Og hvor langt er der så fra at skrive under med sit eget navn til at kopiere en andens håndskrift?

Lige nu hober den tavse viden om IT Factory sig op:

• Nogen har vidst, at der ikke var kunder eller produkter bag.

• Nogen har vidst, at der ikke var reelle aftaler bag leasingkontrakterne.

• Nogen har vidst, at der blev betalt leasing­afdrag, uden at der blev hensat leasingforpligtelser i regnskabet.

• Nogen har i et år vidst, at der blev forberedt en sag om moms- og skattesvindel.

• Nogen, deriblandt advokater, har forsøgt at lukke munden på journalist Dorte Toft eller blot ignoreret hendes væsentlige spørgsmål og betragtninger.

• Nogen har forsømt at tjekke Stein Baggers baggrund og hidtidige forretnings»resultater«.

• Nogen burde vide, at vækstraterne sammenlignet med andre virksomheder inden for branchen var utroværdige.

Al den tavse viden blev ligesom gælden akkumuleret til den største sag om økonomisk kriminalitet i mange år!

I Paris-erklæringen fra 2002 står: »Hvidvaskning af penge med kriminel oprindelse samt økonomisk kriminalitet har været konstant stigende i de seneste år og har udnyttet de muligheder, der er opstået gennem globalisering af kapitalmarkederne. De udgør en direkte trussel mod stabiliteten af den globale økonomi og også af sikkerheden i vore demokratiske samfund«.

I Europa titter sagerne frem: 6 mia. kr. forsvandt i sorte kasser i Siemens mellem 2000 og 2006; rørkartellet fik en bøde på 650 mio. kr.; de britiske myndigheder mistænker BAE Systems for at have en bestikkelseskasse på en milliard. IT Factory er ikke enestående. Spørgsmålet er, om vi vælger at blive klogere. 361 sager – og det er vel at mærke kun de sager, der er blevet opdaget – taler deres eget klare sprog.

Vi kan og skal gøre det bedre for at sikre demokratiet og freden. Vi kan bl.a. ændre nogle spilleregler:

• Det er muligt at stille krav om, at rådgivere, herunder revisorer, skal udskiftes hvert fjerde år.

• Det er muligt at lave en dansk lovgivning for såkaldte whistleblowers, så deres ytringsfrihed sikres. Begrebet ytringsfrihed for privatansatte findes ikke i dansk arbejdsret!

• Det er muligt at bryde de meget udbredte personsammenfald med et krav om, at bestyrelsesmedlemmer kun kan sidde otte år i alt. Og det kunne passende være et krav i samtlige offentlige valgte hverv også.

Forslagene er eksempler på, hvordan den tavse viden kan minimeres og erstattes af en fornyet tro på et åbent demokrati. Men vil vi det, eller tæller vi bare videre: 362, 363 ...