14. juli 2009, 22:30

Når det gælder Rusland, er den mest udbredte holdning i Vesten at ligne ved de tre aber: ikke se, ikke høre, ikke tale.

Tag nu som et hjemligt eksempel den trusselsvurdering, Forsvarskommissionen har udarbejdet som grundlag for det nye forsvarsforlig. Den siger, at Rusland ikke udgør en trussel. Og det lyder jo betryggende.

Men – det er måske lidt uvenligt over for lederne i Moskva, som gør en stor indsats for at skabe det modsatte indtryk.
Listen er ganske lang over udsagn og aktiviteter, som kun kan have til formål at skabe frygt og usikkerhed blandt Ruslands naboer. Her er nogle af de mere iøjnefaldende:

• Der afholdes store militærmanøvrer, som ikke kun handler om at indøve forsvar, men også angreb, f.eks. på de baltiske lande.

• Der foretages regelmæssige flyvninger ind i eller på kanten af NATO-landes luftrum, især omkring Nordnorge.

• Der er sket en de facto russisk besættelse af georgisk territorium – i klar strid med FN og OSCE samt de aftaler, der var indgået med NATO og EU.

• Der udstedes jævnlig trusler om militær indgriben, også angreb med atomvåben, hvis det planlagte missilskjold mod raketter fra f.eks. Iran virkeliggøres.

• Der udvises systematisk aggressiv optræden over for mindre naboer for at understrege, at Rusland mener at have ret til en særlig »interesse­sfære«, f.eks. i Ukraine og Georgien.

Det er alt sammen noget, som grangiveligt ligner »trusler«. Hvad skal man ellers kalde det? Men det bliver åbenbart ikke taget alvorligt. Man kan så fundere over, om denne manglende reaktion virker afdæmpende på den aggressive russiske adfærd – eller om den hidser op til endnu voldsommere udfald.

Da Churchill for mange år siden kom med sin berømte beskrivelse af Rusland som en gåde indhyllet i et mysterium, havde han en tilføjelse: Nøglen hertil er Ruslands nationale interesser.

Det lyder jo logisk nok, også i dag. Men det er vanskeligt at se Ruslands nationale interesse i at optræde på en måde, der nærmest minder om klassens store og stærke og dumme bølle, som alle taler lidt efter munden, for at han ikke skal slå. I det skindemokrati, som har udviklet sig i Rusland (»suverænt demokrati«, kalder de det i Moskva), spiller national stolthed naturligvis en rolle. Og det er med til at sikre de aktuelle magthaveres greb om situationen, at der skabes fjendebilleder, samtidig med at historien sløres.

Men mere tænksomme russere er udmærket klar over, at det dybest set ikke tjener russiske interesser at isolere sig fra omverdenen. Så længe energipriserne er i top, kan man holde maskinen kørende. Men når energipriserne falder – som vi har oplevet det siden sidste efterår – afsløres svaghederne i den russiske samfundsøkonomi.

Rusland tegner sig i dag for kun 2,5 procent af verdens samlede produktion. Og der er al mulig udsigt til, at denne andel vil falde i de kommende år, hvis det ikke lykkes Rusland at tiltrække investeringer og ekspertise først og fremmest fra Vesten.

Alligevel fortsætter de russiske ledere med at opføre sig, som om Rusland er en stormagt. Det har vi senest set demonstreret ved den møderække i løbet af juni, som skulle styrke indtrykket af en ny global magtbalance, hvor USA og Vesten skubbes til side.

Den 16. juni mødtes lederne fra de fire såkaldte BRIK-lande i Rusland – samtidig med at Rusland var vært ved et møde i den såkaldte Shanghai Samarbejds Organisation (SCO), der søger at optræde som en slags modvægt til NATO-samarbejdet.

BRIK-landene er Brasilien, Rusland, Indien og Kina – og de fire lande har sådan set ikke andet til fælles, end at de optræder som begreb i internationale investeringsbankers powerpoint-præsentationer om bevægelserne i globale finanser. Udtrykket blev opfundet af en bankøkonom omkring 1991 – og da havde de fire lande alle en meget højere økonomisk vækst end de traditionelle industrilande. Der blev lavet beregninger, som fortalte, at i 2050 vil disse fire landes produktion have overhalet de store industrilande.

Dette billede blev forstærket af den aktuelle finanskrise. Den har svækket USAs dominerende globale rolle, og EU-landenes vanskeligheder med at få gang i den økonomiske vækst betyder, at også Europa sakker bagud i det internationale kapløb om indflydelse. I de kommende år vil vi se magten forskyde sig i retning af de stærke vækstlande i Asien, først og fremmest Kina og Indien.

Det er denne situation, Rusland nu forsøger at udnytte politisk ved at aktivere det lidt kunstige »BRIK-samarbejde« – for det har fra starten været tvivlsomt, om Rusland hører med i det selskab. Den stærke russiske vækst i begyndelsen af dette årti havde nemlig en eneste årsag: høje olie- og gaspriser. Og det er altså ikke nok til at fastholde en langsigtet vækst.

I den fælles erklæring fra BRIK-mødet i Jekaterinburg blev der rettet kritik mod dollarens overdimensionerede rolle i det globale system – og den russiske præsident Medvedev opfordrede direkte Kina, som har verdens største dollarreserver, til at finde sig andre reservevalutaer.

Ellers kunne de fire lande kun blive enige om én ting: at de ønsker en større indflydelse på internationale økonomiske spørgsmål, og at der er brug for reformer i det globale monetære system.

Det lyder rimeligt, for ser man på magtbalancen i Den Internationale Valutafond og andre vigtige institutioner, repræsenterer den en fortid, som bliver mere og mere fjern.

De nye vækstlande har slet ikke samme vægt som de gamle industrilande – og det er især tydeligt, at lande som Kina, Indien og Brasilien bør have større indflydelse og vægt. Det burde Vesten give dem, så Rusland ikke får foræret en mulighed for at høste politiske gevinster som i Jekaterinburg.

Men her er problemet ikke USA. Problemet er at få de store »gamle« EU-lande til at indse, at de må give plads for nye lande, som er ved at vokse dem over hovedet – ikke bare i Valutafonden og Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen, men også i FNs Sikkerhedsråd.

Men hvad skal vi så stille op i forhold til Rusland? Op til præsident Obamas første besøg i Moskva i denne måned har det været et hedt emne i Washington og – i meget mindre grad – i Europa. Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton har spillet ud med forslaget om en »genstart« af det amerikansk-russiske forhold – og hun forærede sin russiske kollega Lavrov en »reset«-knap, hvis russiske tekst desværre brugte et forkert udtryk (»peregruska«), som betød noget med at tage overpris for en vare. Det lo han meget ad.

Men spørgsmålet er, om russerne vil være tilfredse med en »genstart«. I et oplæg fra en russisk tænketank leges der med begreberne, og det siges lige ud, at man i stedet for »reset« ønsker en »reconfiguration«. Altså et helt nyt styresystem. Der knytter sig den finesse til ordspillet – som alle IT-nørder vil vide – at ved »reset« sletter man ikke hukommelsen, men det gør man ved »reconfiguration« ...

Sagt med andre ord: Skal man i et forsøg på at få russerne i tale skubbe alt andet til side – og koncentrere sig om de få og helt brændende emner, man burde have en fælles interesse i at komme videre med: en aftale om at indlede nye START-forhandlinger om begrænsning af atomvåben – og en mere fælles optræden over for Irans atomprogram?

Det er tydeligt, at nogle amerikanere føler sig fristet af denne form for »realpolitik«. Den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry har sagt, at man ikke kan få et mere konstruktivt forhold til Rusland, hvis man samtidig forlanger, at uenighederne først skal løses. Det lyder besnærende. Men hvad vil der ske, hvis man bare lader, som om alle uenighederne er ikke-eksisterende – og koncentrerer sig om nogle få emner?

Det vil af den russiske ledelse blive taget som et signal om, at de nu har frit spil over for de naboer, som de mener hører til deres »særlige interessesfære« – Georgien, Ukraine osv. Og hvordan vil de mon reagere på det? Og hvad med balterne, som med stigende uro har mærket de store europæiske landes kølighed over for deres frygt for russisk pres?

Vi skal ikke isolere Rusland, hverken økonomisk eller politisk. Men man bør vise Rusland den respekt at reagere på en optræden, man finder forkastelig. De russiske ledere forstår det ikke, hvis de får lov til at bryde alle mulige spilleregler, uden at det i det mindste bliver kraftigt påtalt.