18. juli 2009, 22:30

Man bør altid være opmærksom, når en person udråber sig selv til at være sin generations talerør. Det gjorde forleden Simon Kvamm, der i de senere år har gjort sig bemærket på to fronter. Som forsanger og tekstforfatter i bandet Nephew og som en del af trioen Drengene fra Angora, der har leveret noget af det mest populære satire nogensinde på DR 2. Udtalelsen faldt i forbindelse med Nephews seneste udgivelse »DanmarkDenmark«, og da Simon Kvamm ganske rigtigt får en del taletid rundt omkring, må det være på sin plads at overveje, hvad netop denne talsmand egentlig repræsenterer. Og hvad det i det hele taget indebærer at være sin årgangs stemme. I netop dette tilfælde synes det forbundet med nogle særlige problemer, for Simon Kvamm bærer på en ganske bestemt bagage.

På kort tid har han fået sin identitet pakket så grundigt ind i ironi og menneskelig distance, at der med den start på karrieren er en pris, der skal betales. Den humor, der i en uhyre intens periode kendetegnede Drengene fra Angora, var i sin kerne yderst tidstypisk. Langt hen ad vejen var den præget af trangen til at opfinde og rendyrke nogle temmelig afvigende karakterer, og vi mødte i programmerne en lang række utilpassede individer, der både mentalt og fysisk befandt sig et pænt stykke fra gennemsnittet. De færreste vil nok hævde, at budskabet på noget tidspunk seriøst hævede sig over morskaben ved det nørdede, og i hvert fald var Angora-udladningen temmelig fattig på stillingtagen til samfund, magtelite, integration eller andet håndgribeligt stof.

Naturligvis behøver det satiriske udtryk ikke altid være samfundsrelevant, men det pynter med et strejf af kommentar til det bestående. Disse tre drenge var imidlertid ikke særligt samfundsbevidste, men snarere temmelig målrettede i dyrkelsen af det spøjst afvigende, hvilket i længden kan skabe en vis tomhed i komikken. Der manglede en kerne af holdning, og det er hovedsageligt med dette sarkastisk fjerne udtryk som offentlig ballast, at Simon Kvamm nu gerne vil indtage rollen som sin generations talerør.

Det kan han muligvis blive med tiden, men lige nu ligger han for tæt på den overfladisk ironiske kraft, der i dag er så dominerende, at den fremstår som en helt naturlig måde at kommunikere på. Og det er svært at være en gennemsnitlig kulturforbruger uden konstant at støde ind i den. Det giver sig selv i en TV-serie som »Klovn« (sit dybt originale talent ufortalt har Casper Christensen været en sand pioner indenfor den humor, der bygger på overfladisk dyrkelse af typer), men også i den moderne kvinde-sarkasme er letkøbt ironi den bærende kraft. Vi kender den ikke mindst fra Nynne/Bridget Jones-fænomenet, hvor alt drejer sig om fra sin trygge plads som køn, normal og afholdt af vennerne at gøre sin person mere laverestående, end den er. Man simulerer et mod til selverkendelse, mens man i virkeligheden primært gennem en slags selvopfunden luksus-elendighed demonstrerer sin egen privilegerede status.

Selvironien tjener med andre ord som maskeret selvpromovering og har sine rødder i en tryg forvisning om at, man gudskelov har sit på det tørre. Det er der til gengæld andre, der ikke har, og når ironien erobrer sproget, kan det sætte sig spor i synet på de sande tabere derude. For ironi uden en klar etisk bevidsthed kan udarte til en slags ubevidst kynisme, eftersom det er den etiske tænkning (i religiøs forstand grundet i en bevidsthed om Guds eksistens), der konstant opfordrer et menneske til at sætte sig selv i den barmhjertige position i forhold til andre.

Det kan sikkert lyde lidt frelst og moralsk belærende i ørerne på et moderne sekulært menneske, men der er ingen vej udenom, for hvis man lader sprog og tankegang gennemsyre af ironi, kan kontakten med samvittigheden tage skade. Når ironien indgår i daglig tale og ikke længere på sokratisk vis bruges som et bevidst middel til indsigt, kan den amputere højtideligheden forstået som det, der gør os i stand til at genkende seriøsitet. Det sker på mange niveauer og ikke kun, når der er satire på DR 2.

En mand som SFs formand Villy Søvndal er et godt eksempel på en skikkelse, der jævnligt kredser om punktet, hvor alvoren går fløjten, fordi han har gjort det til en personlig stil at gå til folkestyret med ironisk distance. Det har utvivlsomt i en lettere højtideligheds-forskrækket dansk befolkning lagt adskillige alen til hans popularitet, men pointen er jo, at ironi og personligt ansvar faktisk står i modsætning til hinanden. Også af den grund er det aldeles aparte – som det lidt kådt (og forhåbentligt ironisk) er blevet nævnt – at forestille sig figurer som Niels Hausgaard, Steffen Brandt eller Erik Clausen som præsident i en kommende dansk republik. Deres navne bringes på bane, fordi de – med god grund – er højt elsket vidt og bredt, men hvis de blev ophøjet til en særlig position, ville selve nationens ansigt udadtil fra det øjeblik hovedsageligt bestå af ironi.

Den generation, som Simon Kvamm og andre i 30erne tilhører, lever i en tid så sarkastisk fremskreden, at for eksempel Mads Brøggers og Mikael Bertelsens dobbelttydige tv-stil (også på DR 2) allerede virker sært gammeldags. Derfor er der brug for talerør, der kan inspirere andre til at forstå, at mennesket konstant befinder sig i grænselandet, hvor det må kæmpe for at bevare forbindelsen til det etiske og medfølende.

Den store ironi, der ikke mindst gennem medierne bliver til så voldsom en kraft, lokker os ind i en tilstand af tryg distance til den livets alvor, som man er nødt til at erkende for at kunne føle sig forpligtet på verden i absolut forstand. Som Søren Kierkegaard pointerer, er et ægte humant liv ikke muligt uden ironi, og tilværelsen ville være ubærlig uden, men hver især skal vi lære kunsten at beherske den. Derfor skal man være varsom med at gøre ironiske stemmer til forbilleder, for der er langt mere brug for talerør, der tør tage livet højtideligt.

Det er med andre ord betænkeligt at gøre en komiker til repræsentant for sin tid, for den rolle bør i stedet tilfalde forfattere, filosoffer eller kunstnere, der har gennemskuet ironien som det, der kan få den enkelte til at ignorere sit personlige ansvar. Som det, der ikke vil indlade sig med verden, men i stedet bevirker, at mennesket vælger den nemme løsning og nøjes med at grine af den. Enhver generation har brug for talerør, og efter en gennemlæsning af Simon Kvamms tekster på »DanmarkDenmark« skal den mulighed stadig stå åben, at han med tiden kan blive ét af dem.

Der er inderlighed og sprogforstand til stede, men der er stadig lang vej, og den er endnu længere for en mand som ham, fordi hans offentlige personlighed fra starten er grundet i en stor succes båret af ren ironi. Den altædende ironi, der betyder, at det menneske, der gør sig til bærer af den, bliver nødt til at gennemgå en lang renselsesproces for igen at blive til en stemme, der seriøst kan tiltale andre.

Brugen af ironi er i dag så selvfølgelig, at vi måske knap nok registrerer, hvad den gør ved den, der konstant benytter sig af den. Og den, der konstant lytter til den. Vi skal vælge vores talsmænd med omtanke, for det er i høj grad netop ironien, der afslører, hvordan et menneske forholder sig til verden. Og dermed også til alle de mere eller mindre afvigende typer, der befinder sig i den.