30. januar 2009, 22:30

Siden 11. september 2001 har Danmark og mange andre vestlige lande prioriteret den nationale sikkerhed over stort set alle andre interesser. Der er sket drastiske tiltag og indgreb i frihedsrettigheder og retssikkerheden. Men det er som om, der i visse dele af Vesten breder sig en forståelse for, at der intet vindes ved at ofre store dele af sin frihed og retsstatsprincipper. At Vestens åbne samfund nødvendigvis må holde fast i sine grundlæggende principper.

Det er bemærkelsesværdigt, at både Obama og McCain havde som valgløfter at lukke Guantanamo og forbyde tortur. Obama sagde det endnu tydeligere i sin tiltrædelsestale:

»Vi afviser, at vores fælles forsvar er et valg mellem vores sikkerhed og vores idealer. Vort lands grundlæggere stod over for farer, som vi næppe kan forestille os. De udformede et fundament for retsstaten og menneskerettigheder. Et grundlag, der blev udviklet gennem generationers blod. Disse idealer leder stadig omverdenen, og vi vil ikke opgive dem på grund af hensyn til bekvemmelighed.«

At Obama som sine første embedshandlinger lukkede Guantanamo og forbød torturlignende forhørsmetoder var en stærk symbolsk og åbenlyst rigtig beslutning.

I Storbritannien er der også ved at brede sig en erkendelse af, at Labour-regeringen er gået meget langt i at ofre briternes hævdvundne frihedsrettigheder. Jeg var for nylig i London til lanceringen af den meget interessante bog The Assault on Liberty. Bogen dokumenterer bl.a., hvorledes den nationale sikkerhed systematisk er blevet anvendt til at underminere rettigheder, som alle briter i århundreder har taget for givet.

Det interessante er, at bogen er skrevet af Dominic Raab, der er rådgiver for det Konservative partis skygge-indenrigsminister. Forordet er skrevet af den tidligere konservative skygge-indenrigsminister David Davis, der trak sig fra sin stilling i protest mod Labour-regeringens forsøg på at indføre mulighed for 42 dages varetægtsfængsling af terrormistænkte. Med andre ord er bogen udtryk for en principielt begrundet konservativ kritik af statens stadigt mere indgribende tiltag i frihedsrettigheder. En kritik som givetvis har været medvirkende til, at de Konservative fører stort over Labour i meningsmålingerne. Men selv hos Labour synes man at spore en vis anger over partiets udsalg af britisk arvegods. Den britiske udenrigsminister David Milliband tog således afstand fra ’krigen mod terror’ i en opsigtsvækkende kommentar, hvor han lagde vægt på, at retsstatsprincipper ikke må trædes under fode i bestræbelserne på at imødegå terror.

I Danmark er det derimod svært at registrere et retssikkerhedsmæssigt tidehverv. Regeringen har aldrig for alvor prioriteret retssikkerhed over andre mere håndgribelige emner med større vælgertække.

Der er således ingen tegn på, at de mest indgribende dele af terrorpakkerne tages op til revision. Tværtimod ønsker man at udbrede terrorpakke IIs udvidede adgang til telefonaflytning til bandekriminalitet på trods af, at denne adgang oprindelig kun blev indført, fordi man anså det for tvingende nødvendigt for at bekæmpe international terrorisme.

Tuneserloven er et andet eksempel på, at sikkerhed trumfer frihed, uanset at loven dels var unødvendig for at kontrollere folk, der rent faktisk udgør en fare for statens sikkerhed, dels var unødigt indgribende over for personer, som ikke udgør en sådan fare. Det er også bemærkelsesværdigt, at der skulle en højesteretsafgørelse til at få regeringen til at indse det åbenlyst uholdbare i, at man træffer afgørelser om udvisning baseret på terrormistanke uden adgang til domstolsprøvelse. Når det kommer til overvågning af danske borgere står vi i den situation, at forsvars­ministeren nægter at svare på, hvorvidt Forsvarets Efterretningstjeneste anvender forsvarsloven til at foretage hemmelig overvågning af danskere uden retskendelse. Overvågning, der kan resultere i oprettelse af hemmelige registre, der kan deles med Politiets Efterretningstjeneste.

Også når det kommer til andre områder end terrorlovgivning er regeringens indsats for retssikkerheden tvivlsom. Der har aldrig været så mange love og regler, der giver det offentlige adgang til privat ejendom uden retskendelse. Det på trods af, at regeringen havde en ambition om at styrke grundlovens beskyttelse af privatlivets fred. Regeringen har også indført adgang til at oprette visitationszoner, hvor borgerne kan visiteres uden mistanke. I sig selv en retssikkerhedsmæssig betænkelig situation, der understreges af, at politiet opretter visitationszoner i hele kommuner på trods af, at bemærkningerne til politiloven forbyder dette.

Selvom vi i Danmark ikke har indført ligeså indgribende terrorlovgivning som i USA og Storbritannien, kan man kun håbe, at den danske regering vil lade sig inspirere af den seneste udvikling i disse lande. Lande, som i langt højere grad end Danmark har været udsat for fundamentalistisk terror, men som på trods heraf synes at være kommet til en erkendelse af, at frihed ikke kan ofres for sikkerhed, hvis man vil fastholde det åbne og frie samfund.