Kommentar: Vi skal ikke efterligne USAs retspolitik

Benny Lihme: For politikere som Venstres Søren Pind og Dansk Folkepartis Peter Skaarup er den amerikanske »tough on crime«-retspolitik et forbillede til efterfølgelse i Danmark. Men efter et par årtier med den model er amerikanerne selv ved at opgive ideen om fængslet som løsningen på fattige ghetto-unges kriminalitet.

På en bandekonference i Hillerød i sidste uge berettede fængselsansatte, at man ikke havde logistiske muligheder for eksempelvis at sprede fuldbårne medlemmer af Hells Angels og deres aspiranter fra AK81. I hvert fald var det svaret, som en far til en 18-årig AK81’er fik, da han forundret og indigneret fortalte om, at hans søn var blevet placeret i en fængselscelle sammen med en ældre og mere erfaren AK81’er, skriver Benny Lihme.
På en bandekonference i Hillerød i sidste uge berettede fængselsansatte, at man ikke havde logistiske muligheder for eksempelvis at sprede fuldbårne medlemmer af Hells Angels og deres aspiranter fra AK81. I hvert fald var det svaret, som en far til en 18-årig AK81’er fik, da han forundret og indigneret fortalte om, at hans søn var blevet placeret i en fængselscelle sammen med en ældre og mere erfaren AK81’er, skriver Benny Lihme.
Thomas Larsens analyse 20.9. 2009 »I fængsel for livet« afspejler en Peter Skaarup og et Dansk Folkeparti, der ikke er helt updated, hvad fængselssituationen i Amerika angår. Det amerikanske forbillede – at spærre så mange ghetto-kriminelle unge inde så lang tid som muligt – er i disse år under kritisk granskning i USA.

Dette skyldes ikke kun, at udgifterne til de mange og lange fængslinger tærer hårdt på de enkelte staters budgetter. Den strategi, der virkede i opgangstid – at skaffe arbejdspladser til arbejdsløshedsområder gennem bygning af nye fængsler – holder ikke i en krisetid. Det fængselsindustrielle kompleks i USA er blevet til en decideret økonomisk klods om benet ikke mindst i Arnold Schwarzeneggers Californien, som med mere end 150.000 fanger er hårdt ramt på økonomien.

Hertil kommer, at en højesteretsbeslutning fra 2005 så småt er ved at blive implementeret. En beslutning som forbyder den automatiske og systematiske racemæssige opdeling af fangerne i fængslerne, som er så velkendt fra strømmen af spillefilm og fjernsynsdokumentarer fra disse fængsler. De nye, på listefødder, forsøg på at blande sorte, latino og hvide fanger skønnes at være en del af årsagen, udover ekstrem overbelægning, til et dramatisk fængsels oprør i det californiske Chino-fængsel øst for Los Angeles i august, hvor sorte fængselsbander kom i åben krig med latino-bander (»inmate-on-inmate violence«).

Ifølge New York Times blev mere end 200 fanger såret, 55 alvorligt, i det 11 timer lange fængselsopgør, hvor myndighederne mistede styringen over fængslet. Et fængsel som flere gange var blevet kritiseret for at være sundhedsfarligt og for at stoppe 5.900 fanger ind i bygninger beregnet til 3.000.

Det er tankevækkende, at fangernes oprør ikke var rettet mod myndighederne og de usle afsoningsvilkår, men udelukkende forekom at være et indre opgør med stærke racemæssige toner. Der er tilsyneladende mere ro på bagsmækken, når fanger med samme racemæssige baggrund afsoner sammen adskilt fra »de andre«. Overført på Dansk Folkepartis nye forslag om »udvidet zoneforbud«, hvor bandemedlemmer og aspiranter gennem lovbestemte tilhold skal forhindres i at mødes ude i byen, må en sådan ny lovmæssig beføjelse jo logisk undtage fængslerne. For der er vel ikke planer fremme om at tvinge Kriminalforsorgen til at blande Hells Angels indsatte med Blågårds Plads-bande indsatte osv.

På en bandekonference i Hillerød i sidste uge berettede fængselsansatte, at man ikke havde logistiske muligheder for eksempelvis at sprede fuldbårne medlemmer af Hells Angels og deres aspiranter fra AK81. I hvert fald var det svaret, som en far til en 18-årig AK81’er fik, da han forundret og indigneret fortalte om, at hans søn var blevet placeret i en fængselscelle sammen med en ældre og mere erfaren AK81’er (som han ifølge Peter Skaarup ikke må mødes med i Jægersborggade på Københavns Nørrebro).

Den selvransagelse, man for tiden kan mærke i USA, hvad konsekvenserne af »zero tolerance«-politikken angår, har også en mere menneskelig side, idet medier, forskning, pårørende m.fl. fremdrager det ene eksempel efter det andet, hvor unge fanger har begået eller forsøgt selvmord eller er blevet alvorligt depressive eller psykotiske i forbindelse med deres afsoning. Denne »mad or bad«-diskussion, hvor unges psykiske vanskeligheder i fængslerne forværres gennem overdreven multi-medikamentel behandling, er skræmmmende, fordi der så tydeligt er en sammenhæng mellem fjernelse af behandlingsprogrammer og sociale indsatser og den stigende brug af fængslerne som nye asyler for unge med mere behov for terapi og social støtte end indespærring og opbevaring. I august besøgte jeg USAs for tiden mest omtalte ghetto- og bandeforsker, Sudhir Venkatesh, på Columbia University i New York (han er blevet landskendt pga. den selvbiografiske bestseller »Gang Leader For A Day«). Venkatesh forsker aktuelt i processen fra fængsler til samfund (»exiting jails and prisons«). Populært sagt har det været let at få unge fattige farvede mænd spærret inde (»warehousing« kalder Venkatesh det, jævnfør Peter Skaarup forbilledet »three strikes and you are out«). Men da det både er uoverkommeligt rent økonomisk og retspolitisk uspiseligt at spærre alle inde, der har begået kriminalitet, udskrives der for tiden godt 650.000 individer fra fængslerne om året i USA. Denne udskrivning og overgang til samfundet kan vise sig at være et betydeligt større samfundsproblem, end processen med at få (over)fyldt fængslerne har været.

Ifølge Sudhir Venkatesh står de amerikanske storbyer over for gigantiske problemer med de løsladte fanger. De fleste er uden uddannelse og vil komme ud til arbejdsløshed med alvorlige mentale lidelser og store tilpasningsproblemer. De udskrevne fanger samles typisk i ghettobebyggelser, hvor der allerede nu kan registreres en stigning i voldskriminaliteten. Omend ikke i samme størrelsesorden målt i antal individer kommer der også et stigende antal krigsveteraner med alvorlige post-traumatiske lidelser ind i de samme bebyggelser.

Hvad bekæmpelse af kriminalitet angår, er Amerika måske nok et forbillede for hjemlige politikere som Søren Pind og Peter Skaarup. Som situationen imidlertid har udviklet sig siden dengang Bill Clinton indførte Republikanernes »tough on crime«-retspolitik, er det ikke kun lederskribenter på The New York Times, men også mange almindelige amerikanere, som har resigneret over for tanken om fængslet som svaret på de fattige ghetto-unges kriminalitet. De vil næppe anbefale deres eget system som en værdig rollemodel for en nordisk velfærdsstat som Danmark.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.