13. januar 2009, 22:30

Chefredaktør Lisbeth Knudsen forklarer i Berlingske Søndag, hvorfor avisens dækning samme dag af krigen i Gaza er ensidig. Det skyldes, forstår man, Israels blokade af udenlandske journalister, der gør det nødvendigt at forlade sig på palæstinensiske kilder.
Det er den slags undskyldninger, der trods alt medvirker til at gøre Berlingske Tidende bedre end de øvrige danske medier.
Så er der én nyhedsformidler, hvor i det mindste den redaktionelle ledelse erkender ensidigheden. Det havde nok været bedre, om erkendelsen var blevet udbredt til alle de redaktionelle medarbejdere, en slags vidensdeling om man vil, men det er trods alt bedre end de øvrige.
I den pågældende artikel gøres der meget ud af, at Israel mistænkes for krigsforbrydelser. Men selvom krigens regler om beskyttelse af civile omtales udførligt, efterlades man alligevel i tvivl om, hvorvidt journalisterne har forstået dem.

Det centrale princip i forsøget på at gøre krig mindre uhyrlig er, at begge parter skal tage størst muligt hensyn til civile. Heraf følger, at det er en klar krigsforbrydelse at gemme sig blandt civile som krigsførende part. Den anden part har nemlig ret til at slå igen, også selvom man derved rammer civile. Man er blot undergivet en pligt til at svare proportionalt igen, dvs. ikke slå hårdere igen end nødvendigt for at nedkæmpe den angriber, som gemmer sig blandt de civile. De civile, der dræbes i den forbindelse, er ganske klart ofre for en krigsforbrydelse, men krigsforbryderen er den part, som har brugt dem som skjold; ikke den part, som dræbte dem.
Den megen opmærksomhed omkring proportionalitet, som medierne lægger for dagen, virker på den baggrund sært disproportionalt med den manglende opmærksomhed, der vies det klare udgangspunkt, at man ikke må udsætte civile for fare, heller ikke sine egne.
Mens man kan betvivle det fornuftige i Israels behandling af udenlandske journalister, burde det ikke være svært at forstå hvorfor. Det er erfaringerne fra den korte krig i Libanon, som Hizbollah begyndte i 2006. Her blev Hizbollah påført så betydelige tab og det libanesiske samfund så enorme skader, at de måtte acceptere en utilfredsstillende våbenhvile, og deres leder Nasrallah måtte i en offentlig tale beklage, at hans bevægelse havde påført disse lidelser i en uprovokeret krig, der syntes begyndt alene for at lette presset på hans iranske bagmænd.
Når man alligevel i dag vurderer, at Israel »tabte« krigen, skyldtes det navnlig den massive PR-sejr, som vestlige medier gav Hizbollah. Medierne lod sig ukritisk føre rundt i manegen og filme civile ofre for israelske angreb, mens man fortav Hizbollahs ansvar for rædslerne.

Mange journalister synes desværre ikke at være blevet klogere. Tværtimod kan man høre dem håbefuldt tale om, at Israel nok snart rammer et civilt mål, der tvinger dem til at standse krigen, så Hamas i lighed med Hizbollah kan stå tilbage som ubesejrede.
Vi er efterhånden mange, der støtter palæstinensernes ret til en egen stat. Det er på høje tid. Men vi gør dem ingen tjeneste ved at støtte Hamas. Man kan sympatisere med den fortvivlelse, som har ført dem til at støtte en islamistisk bevægelse som Hamas, men det bør ikke udelukke den erkendelse, at Hamas er en blindgyde på vejen mod en stat.
Ingen civiliseret stat kan støtte oprettelsen af en ny stat, hvis erklærede mål er at udrydde et naboland. Budskabet om, at der ikke er en militær løsning på problemet, bør denne gang ikke rettes til Israel, men til Hamas.
Det er vigtigt, ikke bare for Israel, men også for det palæstinensiske folk, at Hamas lider nederlag. De må standse deres beskydning af Israel; en beskydning rettet mod civile og dermed utvivlsomt en krigsforbrydelse, men en krigsforbrydelse, der ikke udløste fordømmelse fra FN eller demonstrationer om fred.
Hvis man ønsker at drøfte proportioner, må man gøre sig klart, at det ikke bare er racisme at lægge ansvaret ensidigt på Israel i denne konflikt, men også at betragte palæstinenserne som unddraget civilisationens mindstekrav. Det er ikke vejen frem mod en to-stats løsning.