24. maj 2009, 22:30

For ti år siden mente folk ikke, der var noget klimaproblem. De tog – desværre – fejl. For fem år siden troede mange, at vi ikke rådede over de ideer og den teknologi, der skulle til for at mindske udledningerne dramatisk. De tog endnu en gang fejl.

Gennem nytænkning er vi i stand til at fremstille el-biler, isolere huse og hente ren energi fra sol og vind og således slå ind på den rette kulfattige sti. Det er ikke nemt, men det er muligt, såfremt det sker inden for de rigtige rammer og det rette samarbejde mellem politik og erhvervsliv.

I de sidste tre år er selv den økonomiske undskyldning – at det er for dyrt at skifte fra fossile brændstoffer til kulfattige løsninger – blevet fjernet. En række undersøgelser viser med al tydelighed, at kulfattig vækst ikke blot et godt for planeten, men også er den mest logiske langsigtede måde at komme ud af den økonomiske krise på. Enorme muligheder venter på de nye, grønne markeder. Det er ikke tilfældigt, at de to mest energieffektive lande i verden – Danmark og Japan – er konkurrencedygtige og velhavende.

At forhindre farlige klimaændringer koster formentlig omkring én procent af den globale bruttonationalindtægt årligt i omkring det næste årti. Det er mindre end, hvad vi bruger på subsidier til fossile brændstoffer. Det er overkommeligt.

Nu er tiden inde til at gøre det af med de to sidste myter. 1) At erhvervslivet ikke er villigt til at yde sit bidrag og 2) at vi ikke har det beslutningsdygtige system til at nå frem til en ny global klimaændringsaftale.

Det er op til erhvervslivet selv at aflive den første myte. I de sidste to-tre år har vi set erhvervsgrupper og korporationer blive mere og mere uforbeholdne, når det drejer sig om miljøreguleringer. En stor gruppe førende selskaber, nogle af dem verdens største, er blevet klar over, at ambitiøse, langsigtede globale love, der forhindrer klimaændringer, i sidste ende er gode. De skaber sikkerhed, lavere energiudgifter og ressourcesikkerhed.

I denne uge mødes hundreder af administrerende direktører og bestyrelsesmedlemmer i København for at yde deres bidrag til klimaforhandlingerne før FN-topmødet om klimaforandringer, der også finder sted i København senere på året. World Business Summit on Climate Change er en enestående chance for erhvervslivet til at vise, om de mener det alvorligt. At de er villige til at sætte sig ud over virksomhedernes venlige jargon om socialt ansvar og faktisk støtte en ny, ambitiøs klimaaftale, der prismærker forurening. Den danske regering vil tage ideerne med sig til forhandlingsbordet, fordi en mobilisering af den fornyende kraft i korporationer er afgørende for at nå frem til en gyldig aftale.

Den anden myte er fælles ansvar. Vi siger tit, at FNs klimaforhandlinger ikke er omfattende nok, kommer for sent og går for langsomt. Virkeligheden er imidlertid, at de er ligeså vellykkede, som vi ønsker, de skal være. FN-processen er i gang, den omfatter 192 lande, og siden 2007 har de delt en vision om en verden, der kontrollerer klimaforandringer. Vi har endog en detaljeret køreplan, der skal føre til en beslutning i København i december.

Hvis alle de vigtige spillere udviser pligtopfyldelse, pragmatisme og sandt, politisk lederskab, vil det komme til at fungere. Dette er en historisk chance og noget, der bør værdsættes, ikke kanøfles. Den virkelig fare består i, at processen, hvis vi bliver ved med at sige, den ikke er god nok, bliver en selvopfyldende profeti. Hvis vi i stedet udviser lederskab og pragmatisme, kan København faktisk nå frem til et bemærkelsesværdigt resultat til gavn for kommende generationer. Men af erhvervsledere og regeringer kræves der, at de sætter sig ud over myterne.