Lars Løkke Rasmussens største opgave som statsminister bliver at gennemføre en værdikamp med venstrefløjen i Folketinget. Men i modsætning til forgængeren Fogh handler denne værdikamp ikke i så høj grad om smagsdommeri, ekspertvælde og kultur, men snarere om krisen og løsningerne på den.
8. april 2009, 16:38 – opdateret 8. april 2009, 21:47
»Friere, rigere og mere rimeligt« – sådan betegnede Løkke ved sin tiltrædelse det samfund, han ønsker at være med til at forme som statsminister, og holder han fast i den dagsorden, så kan landet glæde sig.
For den økonomiske krise har sat en markant politisk korsvej op foran tidens politikere. Det stod – om ikke før – glasklart tydeligt under og efter de forhandlinger om en skattereform, som den senere statsminister forestod for nogle få uger siden. Til trods for, at skattereformen takket være Folketingets politiske sammensætning og ikke mindst Dansk Folkepartis indflydelse blev noget mindre offensiv, end selv det oplæg, socialdemokraten Carsten Koch tilvejebragte i Skattekommissionen, var kritikken voldsom fra den venstrefløj, der undervejs også kom til at omfatte de Radikale. I årevis havde der været en bred politisk konsensus om, at man var nødt til at nedsætte skatten på arbejde for at sikre grundlaget for tilstrækkelig vækst, dynamik og arbejdskraft i fremtiden – så velfærden også kan finansieres om 10 og 20 år. Men da målstregen i forhandlingerne nærmede sig, skiftede signalerne markant fra især Socialdemokraterne, bakket op af fagbevægelsens annoncekampagner i landets medier. Sætter man skatten ned på arbejde, bør det ikke kunne overraske nogen, at de, der tjener mest, mærker skattenedsættelsen tydeligst, men selve denne indlysende kendsgerning blev nu i stedet brugt til at anklage regeringen og DF for at tilgodese de rige på de fattiges bekostning.
Årsagen til dette er den korsvej, som den økonomiske krise har åbenbaret. På den ene side er der venstrefløjen inklusive de Radikale, som har valgt at fokusere ensidigt på fordelingen af værdier i samfundet uden særligt fokus på, hvor i alverden disse værdier skal komme fra. Når S og SF således kræver en vækstpakke, så er det en pakke med det offentlige forbrug i centrum. Derimod savner disse partier enhver saglig forklaring på, hvor pengene til dette forbrug skal komme fra – udover fra en fortsat brandbeskatning af arbejdsindkomster. På den anden side er der de borgerlige, som Lars Løkke Rasmussen nu som statsminister står i spidsen for, og som bør sætte absolut fokus på den grundlæggende politisk-økonomiske værdikamp mellem dem, der kun vil fordele, og dem, der vil prioritere vækst, værdiskabelse og dynamik. Eller: frihed, rigdom og rimelighed. Valget står mellem stilstand og løsningsmodeller à la 70erne over for et samfund, hvor mennesker med markedsøkonomien som grundlag har størst mulig frihed til at skabe nyt – og skabe nye værdier.
Det er værdikampen, Løkke står over for. Bliver det let? Nej, for søren, alene af den grund, at VK-regeringens parlamentariske grundlag ikke ligefrem er spydspids i denne værdikamp – men snarere var det i den kamp, der dominerede især i de første Fogh-år. Ikke desto mindre er det opgaven, som Løkke mere end noget andet vil blive bedømt på i eftertiden. Lad os inderligt håbe, han får mønstret den politiske styrke til at løfte den.
