20. september 2009, 22:30

Berlingske Tidende har i de sidste uger kørt en artikelserie med fokus på Plum-fonden og specielt advokat Christian Harlang (se www.berlingske.dk/plum). En enkeltsag med interessekonflikter, store pengebeløb, politik og kendte ansigter vil naturligvis altid påkalde sig offentlighedens interesse, og det er sjældent muligt at danne et dækkende billede af en sag ud fra medieomtale. I en større sammenhæng er det derfor mere relevant at overveje sagens principielle aspekter.

Det er der god grund til, for fonde spiller en væsentlig rolle i det danske samfund – væsentligere end i noget andet land verden over. En række af de største og bedst ledede danske virksomheder – A.P. Møller, Novo Nordisk, Novozymes, Lundbeck, Danfoss, Grundfos, William Demant, Carlsberg, Rambøll, Kann Rasmussen, Hempel m.fl. – ejes af erhvervsdrivende fonde eller familiefonde. Fondene bidrager også gennem donationer til almennyttige projekter i kunst, kultur, videnskab og socialvæsen. Alt tyder på, at fondene både gennem deres erhvervsvirksomhed og gennem deres uddelinger har en gavnlig indflydelse på samfundsudviklingen. De har styrker, som gør dem fuldt konkurrencedygtige med andre selskabsformer som aktieselskaber – ikke mindst et langsigtet engagement, der rækker ud over kroner og øre. Alligevel accentuerer sager som Plum eller Brdr. Hartmann, at der er en række væsentlige udfordringer i governance (selskabsledelse) af fonde.

Den væsentligste udfordring er, at fondene hverken har ejere eller medlemmer, der har en økonomisk interesse i at forsvare dem mod det misbrug, som kan forekomme når en direktør, en bestyrelsesformand eller andre særinteresser bemægtiger sig kontrol med fondens midler og bruger kontrollen til at pleje deres egne interesser. Det vil sige, at bestyrelsen – som ofte er selvsupplerende – skal løfte denne opgave gennem selvjustits. Man kan derfor med god ret hævde, at governance (selskabsledelse) er endnu væsentligere i fonde end i børsnoterede selskaber eller for den sags skyld foreninger. Fra stifterens (og samfundets) synsvinkel er det et skræmmebillede, at et ædelt formål udhules af personlig grådighed eller dumhed hos de personer, der tilfældigvis sidder i bestyrelse eller direktion efter at stifteren og dennes efterkommere har sluppet taget.

For at forhindre den slags misbrug er det god praksis og almindelig sund fornuft at iagttage nogle enkle regler for god selskabsledelse:

– Fondens advokat (eller kolleger fra samme advokatkontor) bør ikke sidde i bestyrelsen

– Fondens direktør bør ikke sidde i fondens bestyrelse

– Fondens bestyrelsesformand bør i særlig grad være uafhængig af særinteresser, altså eksempelvis ikke være direktør eller have private økonomiske interesse i fondens aktivitet

– Fonden bør så vidt muligt informere åbent om sine aktiviteter, fordi det herved bliver lettere at opdage misbrug, og fordi åbenhed derfor har en disciplinerende virkning på fondens ledelse

– Fonden bør ikke uddele til formål, hvori et eller flere bestyrelsesmedlemmer har særinteresser

– Fonden bør navnlig ikke uddele til bestyrelse, direktion eller disses nærtstående parter. Fonden bør eksempelvis ikke dele ud til bestyrelsesmedlemmernes familier eller til organisationer, som bestyrelsesmedlemmerne er forbundet med arbejdsmæssigt eller økonomisk

– Udnævnelse af nye bestyrelsesmedlemmer bør ske efter retningslinjer, som sikrer mod, at en kreds af venner bemægtiger sig kontrollen og bruger fondens midler til private formål

– Aflønningen af bestyrelsesmedlemmer og direktion bør ikke adskille sig fra hvad der almindeligvis gives for tilsvarende arbejde

– Hvis fonden ejer bestemmende andele i en virksomhed, bør der være en vis afstand mellem fond og virksomhed, som sikrer, at fonden ikke bliver underordnet virksomhedens ledelse. Kvaliteten i fondsejerskabet består i, at fonden træder i karakter som ejer og udøver et fast, om end velmenende og langtsigtet pres på virksomheden. Det vil eksempelvis sige, at fondens bestyrelse ikke bør være fuldstændig sammenfaldende med virksomhedens, ligesom direktion eller medarbejdere i virksomheden ikke bør dominere fondens bestyrelse.

Dårlig selskabsledelse er kritisabel, men det er normalt ikke en forbrydelse. Der er mange eksempler på, at ordentlige mennesker med god moral har kunnet håndtere habilitetsproblemer uden skade for fondene eller deres selskaber – også uden at kende til det, vi i dag forstår ved »good governance«. Men der er desværre ingen tvivl om, at principperne for almindelig god selskabsledelse af og til bliver overtrådt, og at det har uheldige konsekvenser. Heldigvis har vi indtil videre kun oplevet relativt få skandaler, men det er på tide at de mange velmenende og kompetente fonde garderer sig mod dårlig selskabsledelse. Det er afgørende, at de store midler i de danske fonde bliver forvaltet ordentligt og effektivt, og det gør ikke noget, at fondene kommunikerer om deres anstrengelser i så henseende, så det står klart, at de få brodne kar virkelig er isolerede tilfælde. Alternativet kan meget vel blive lovgivning.

Flere danske fonde arbejder allerede med god selskabsledelse, men det store flertal har formentlig slet ikke taget diskussionen op. Det er en skam, fordi man skal interessere sig for selskabsledelse i god tid, før problemerne opstår. Det er for sent at tage sikkerhedsselen på, efter at ulykken er sket.