15. september 2009, 18:09 – opdateret 15. september 2009, 21:48

Når forsvarschefen, admiral Tim Sloth Jørgensen, nu personligt går ind i sagen for at forhindre udgivelsen af bogen »Jæger – i krig med eliten« med det argument, at hvis Taleban får fingre i bogen, vil de kunne »afkode« vores overraskende og hemmelige måder at føre krig på, minder det mig om en lignende episode, jeg som chef for Jægerkorpset oplevede helt tilbage i 1991.

På grund af den 1. Golfkrig og den forøgede terrortrussel havde vi også dengang en ophedet debat om vores deltagelse i krig. Og lad mig her beskrive hændelsen ved et par uddrag af min egen bog, der udkom i 2005 med titlen, »Jægersoldat i en terrortid«.

Jeg havde dengang som bidrag til debatten givet et interwiev til JyllandsPosten og ladet TV lave et indslag til aftenens nyheder. Et initiativ der fik et efterspil, beskrevet i bogen som følger:

»Dagen blev præget af meget medietumult, og da aftenens nyheder rullede hen over de danske skærme, var det også med en historie om Jægerkorpset og vores muligheder i antiterrorarbejdet. Jeg sad i ro og mag derhjemme og nød, at Jægerkorpset var kommet i TV-Avisen. Da udsendelsen næsten var slut, mens den afsluttende kendingsmelodi stadig kunne høres, ringede telefonen. Det var general J.W. Andersen fra Hærens Operative Kommando. Det eneste jeg husker fra samtalen, og den var ellers ikke ret lang, var en lodret ordre om at stille på hans kontor dagen efter kl. 09.00.

Næste morgen mødte jeg op hos generalen. Jeg havde fået færten af, at jeg vist ikke var særlig populær, og det fik jeg også straks bekræftet, da jeg trådte ind på hans kontor præcis kl. 09.00.

Han var stiktosset og helt gasblå i hovedet. »Er du fuldstændig vanvittig? Du har uden tilladelse henvendt dig til pressen og udleveret Forsvarets allermest hemmelige enhed, så alle vores fjender kender vores metoder, vores våben og vores udstyr. Hvordan kunne du dog finde på det?« lød det fra generalen.

Jeg var lidt forvirret over hans frontale angreb, men ikke mere forvirret, end jeg spurgte pænt om lov til at sætte mig. Efter en kort pause spurgte jeg generalen, om han havde besøgt »Ferie for alle« – en udstilling i Bella Center – eller set Forsvarets udstilling i Tøjhusmuseet. Det havde han ikke. Så jeg fortalte ham i den trykkede stemning, at publikum på de to udstillinger kunne se nøjagtig det samme udstyr, som blev præsenteret i artiklen, og at det var Forsvaret, der udtrykkeligt havde bedt om at få det stillet til rådighed.

Personel fra både Jægerkorpset og Frømandskorpset havde i begge tilfælde demonstreret deres mange evner. Det kom tydeligvis bag på generalen, og han fik stille og roligt sin normale ansigtskulør tilbage. Den efterfølgende samtale drejede sig om principperne for, hvem der kunne udtale sig til pressen om hvad og hvornår.«

Et andet sted i samme bog skriver jeg under overskriften »Hemmeligheder skaber myter« følgende:

»Balancen mellem hemmeligheder og det moderne demokratiske samfunds krav om åbenhed er ikke altid lige let at håndtere. Det har skiftende ledere i Jægerkorpset og i Forsvarets øverste ledelse måttet sande gennem årene, og det har også været forvaltet med blandede formål og resultater.«

Hvad angår den aktuelle debat og Forsvarets krav om et fogedforbud mod udgivelsen af den seneste bog om Jægerkorpset og Danmark i krig, så kan jeg selvfølgelig ikke helt udelukke, at der i Forsvaret er sket meget, siden jeg var soldat og chef for Jægerkorpset. På trods af at jeg gør mit bedste for at følge med, kan der derfor også være sket noget, der er gået min alt for nysgerrige næse forbi; men med henvisning til de argumenter, Forsvaret hidtil har »afsløret« i den nuværende debat, kan jeg ikke lade være med at få den tanke, at det måske slet ikke er den onde fjende, der ikke må læse de mange afslørende historier i bogen. Måske er det i virkeligheden os almindelige danskere og de politikere, der upassende kunne komme i tanke om at blande sig i Forsvarets affærer, der ikke må vide, hvad der foregår.

Personligt har jeg meget svært ved at se forskel på Forsvarets såkaldte åbenhed før og nu.

Lad mig i den anledning minde os alle om, at når blot én dansk soldat er i krig, er vi alle i krig.

Og lad mig også her gentage, hvad jeg tidligere utrætteligt har sagt og skrevet i relation til åbenhed og vores fælles krig mod terror:

»Den værste og den farligste terror er den, vi ikke kan se. Den sniger sig ind på os, forklædt som uvidenhed og frygt. Det er den terror, der ændrer os og andre, så vi, i stedet for at bekæmpe terror, terroriserer os selv.«