29. april 2009, 22:30

Frygten for det fremmede er den største hindring for optagelse af Tyrkiet i EU, selvom et egentligt medlemskab ligger mange år ude i fremtiden. Rationelt set vil Tyrkiet imidlertid være en sikkerhedspolitisk gevinst for EU. Fornuft og ikke følelser bør bestemme Europas fremtid.

Debatten om Tyrkiets fremtidige medlemskab af EU bliver et af de store spørgsmål i valgkampen op til europaparlamentsvalget i juni. Bendt Bendtsen springer nu ud som Tyrkiet-skeptiker, de Radikale politikere slår sig op på et klart ja til Tyrkiet, mens Dansk Folkeparti fortsætter deres indædte modstand mod Tyrkiet.

Problemet er, at der er en stor frygt i befolkningerne – ikke kun den danske – for, hvad en tyrkisk indtræden i EU vil betyde. Ved at blive ved med at udskyde debatten, risikerer vi at blæse endnu mere liv i denne frygt, hvilket kan få dansk EU-skepsis til at blomstre uden grund.

»Frygt ikke frygten,« sagde Jonh F. Kennedy, så lad os tage Tyrkiet-debatten nu, så befolkningen kan tage stilling på baggrund af fornuftige argumenter i stedet for skræmmekampagner.

Først skal det slås fast, at EU allerede har anerkendt Tyrkiet som kandidatland og derved lovet, at landet kan optages i EU, når det opfylder de kriterier, man fastsatte i København i 1993. Det betyder, at Tyrkiet skal leve op til krav om demokrati og respekt for menneskerettigheder.

Tyrkiet skal have en velfungerende markedsøkonomi, og landet skal have tilpasset den nationale lovgivning til EU’s omfattende lovkompleks. Når Tyrkiet har implementeret lovene til opfyldelse af disse krav i praksis, vil Tyrkiet økonomisk, politisk og juridisk være på linje med resten af EU.

Tilbage står Tyrkiets kultur og religion, som skiller sig ud fra de nuværende medlemslandes, og som skaber stor ængstelse i befolkningen og deler den i pro og kontra tyrkisk indtrædelse.

Mange frygter, at de tyrkiske muslimer skal få lige så stor magt som tyskerne i EU og vil bruge den til at indføre love, som vi sekulære europæere ikke kan bakke op om; Frygten går ud på, at tyrkerne vil komme og indtage hele Europa.

Dertil kommer, at tyrkisk medlemskab vil betyde, at EU får en lang fælles grænse med den arabiske verden, præstestyrede stater og krigshærgede områder som Afghanistan, Irak med flere. Mange borgere frygter, at problemer og flygtninge fra disse stater vil få lettere adgang til EU gennem Tyrkiet.

Meget langt hen ad vejen er denne frygt en irrationel frygt for det fremmedartede og det anderledes, som vi ikke kender.

Men Tyrkiets fodfæste i en anden religion og kulturel tradition er netop Tyrkiets force set med europæiske øjne. Det er det, der gør Tyrkiet til et sikkerhedspolitisk trumfkort på den europæiske hånd.

Den kolde krig er for længst ovre. Europa er ikke længere delt i et øst og et vest af en ideologisk mur. Det gælder nu om at undgå, at nye skel erstatter de gamle. Især gælder det om at undgå at få trukket en skarp grænse mellem islam i øst og kristendommen i vest. Krisen om Muhammed-tegningerne og den stigende polarisering mellem Vesten og de muslimske lande indikerer klart, at der er behov for samling frem for yderligere splittelse.

Århundreders religionskrige har bevist det, og Europa har set det op igennem den kolde krig: skarpe grænser er af det onde. De munder nemt ud i trusler om krig og terror og medfører indskrænkning af den frie bevægelighed, samt overvågning og krænkelse af privatlivets fred. Det er netop disse konsekvenser som vi for alt i verden undgå, hvis vi fortsat ønsker tryghed og frihed.

Tyrkiet er nøglen i dette spil. Landet ligger centralt placeret lige midt imellem »øst og vest«. Rent fysisk ligger det mellem Europa, Mellemøsten og Centralasien.

Mentalt ligger landet mellem vestligt demokrati og islamisk tradition.

Med denne placering ligger landet ideelt for at bygge bro imellem to hidtil adskilte verdener. Tyrkiet er beviset for, at islam og demokrati ikke er hinandens modsætninger, men forenelige, og dermed for, at demokratiet er universelt.

Hvis Tyrkiet er på vores side, kan det blive vores diplomatiske bro til den islamiske verden. En venligtsindet bro, som bygger på dialog og lyden af menneskelige stemmer frem for ufred og lyden af maskingeværer. Tyrkiet kan blive det land, som gør os i stand til at kommunikere med den islamiske verden.

Derved vil EUs politik i Mellemøsten og Centralasien få større gennemslagskraft og effektivitet. Det vil blive lettere at arbejde sammen med disse lande om bekæmpelse af terror og grænseoverskridende kriminalitet.

Hvis vi derimod afviser tyrkerne nu, risikerer vi, at Tyrkiet i trods og håbløshed opgiver kampen for demokratiet og vender sig den anden vej. Mod øst og mod præstestyret. I stedet bliver EU pludselig nabo til et forsmået land, som vender vores værdier ryggen.

Et land som ikke længere vil have nogen ansporing til at ville samarbejde med os på demokratiets, frihedens og markedsøkonomiens præmisser. På den måde risikerer vi at trække grænserne endnu skarpere op og skabe flere gnidninger og uoverensstemmelser, end godt er.

At Tyrkiet er anderledes end resten af EU, hvad angår kultur og religion, bør altså ikke få os til at frygte tyrkisk medlemskab. I stedet bør vi se frem til et større og mere sikkert Europa.