18. april 2009, 22:30

Det er i sandhed nye tider for den klassiske musikkultur. Ganske vist formår den fortsat at fastholde sin fascinationskraft for et ganske pænt publikum i koncertsalene og operahusene, og ganske vist har indspilninger af både ældre og nyere klassisk musik i stigende grad udgjort et velklingende alternativ til pop og rock. Men musikkulturens engang så selvindlysende status som bærer af den højeste ånd og ypperste menneskelige stræben er for længst forsvundet som dug for solen og findes i dag højst som et minde hos et ældre musikpublikum.

I det 21. århundredes begyndelse er det snarere visse dele af populærmusikulturen, som har overtaget mange af de funktioner, den klassiske musik engang havde som katalysator for åndelige oplevelser. Dertil kommer, at kriterierne for hvordan klassisk musik egentlig kan defineres, efterhånden er blevet fuldkommen flydende. En teenager har måske nok en senromantisk sats fra en Mahler- eller Bruckner-symfoni liggende på sin iPod, men genkender det kun som soundtracket fra en film. Eller en studerende har nutidig partiturmusik af Steve Reich eller Arvo Pärt liggende sammesteds, men genkender det udelukkende som en slags populærmusik, der er klangligt såvel som strukturelt beslægtet med rock og electronica.

Engang var det swing jazz, rock’n’roll, punk eller for den slags skyld teenpop, der måtte forsvare og forklare sig i forhold til den klassiske musikkultur med dens selvindlysende status som bærer af både almendannende og åndelige værdier. I dag lader det nærmest til at være omvendt: Den rage against culture-mentalitet, som netop disse genrer var et mere eller mindre entydigt udtryk for, har vist sig at sejre stort. Den klassiske musikkultur kan ikke længere kaldes en autoritet, som det er nødvendigt at legitimere sig i forhold til. Chuck Berrys berømte tekstlinje, der indvarslede rock’n’roll-kulturens fremkomst og værdigrundlag – »Roll over, Beethoven, and tell Tjaikovskij the news« – ville derfor være dybt irrelevant at skrive i dag.

Den klassiske musikkulturs manglende legitimitet kunne mellem linjerne være det, som den verserende debat om P2-kanalens tilhørsforhold til Danmarks Radio er udtryk for. Og måske den nært forestående reduktion af landets musikkonservatorier fra seks til fire også kunne være det, ligesom det også kunne gælde for vinterens debat om Det Jyske Ensembles finansielle forhold. Det ligger lige for at hævde, at det senmoderne samfunds tab af historisk bevidsthed, af tradition, af kontinuitet og måske endda etisk sans, har gjort det delvist af med det kulturelle dannelsesbegreb, som klassisk musik engang stod for på linje med verdenslitteraturen. Den fornemmelse for mellemmenneskelig kulturel erindring eller måske endda åndelige evighed, som klassisk musik for blot et par årtier siden stadig var eksponent for, er derfor eroderet i stort omfang. Det samme er ærefrygten for Wagner, Beethoven og kongerækken af andre længst afdøde, hvide komponister.

Moderne musiklytning i den digitale musikrevolutions tidsalder har udvist en hidtil uhørt mobilitet mellem stilarter, udtryksformer og klangverdener. Når al musik er tilgængelig blot få klik væk på internettet, og når oplevelsen af musik blandt andet derfor er knyttet til stadig mindre historisk bevidsthed og fornemmelse for tradition, er musiklytning i stigende grad bestemt af personlige smagspræferencer, associativ lytning og øjeblikkelige impulser. Men denne tilgængelighed af alverdens musik har betydet, at det musikudbud moderne musiklyttere til dagligt omgiver sig med, er præget af både mangfoldighed og genremæssig bredde. I denne lytning indgår utvivlsomt også dele af den klassiske musikkultur af både ældre og nyere dato. At nogle lyttere så ikke tillægger det historiske vingesus nogen betydning og måske slet ikke har nogen fornemmelse for, om musikken er 10, 100 eller 1000 år gammel, er en omstændighed, der hører med til billedet. Det gælder tilsyneladende også i de tilfælde, hvor musikken fremføres i en koncertsituation.

Disse omstændigheder er et blivende vilkår for den klassiske musikkultur i det 21. århundredes musikalske landskab. Den er stærkt på vej til at blive en kultur, der verden over konsumeres på lige fod med adskillige andre kulturer inden for rock, pop, verdensmusik, electronica og meget andet. Det kunne ligne en degradering af rang, men det kan lige så godt tænkes, at den klasisske musikkultur kunne have store fordele af netop disse ændringer.

For hvis den kan leve med at blive konsumeret som velklingende sound snarere end som et åndshistorisk kunstprodukt fra Den Store Tradition; hvis den kan leve med i stigende grad at indgå i en massekulturel selvforståelse snarere end at være finkulturelt følelses- og dannelsesvæv; hvis den kan leve med at blive konsumeret af tilsyneladende forudsætningsløse lyttere uden interesse for andet end den klanglige manifestation af musikken selv; hvis den kan leve med konstant at indgå i et flow listening, hvor Monteverdi, Madonna og Massive Attack uproblematisk og endeløst følger efter hinanden, adskilt af blot et sekunds pause; og hvis den kan leve med at være blevet en musikkultur på linje med så mange andre i det 21. århundrede – ja, så vil den klassiske musikkultur heller ikke længere behøve at skulle forsvare eller legitimere sig i samme grad, som det er tilfældet nu.

De forandringer i det musikalske landskab, som den klassiske musikkultur i disse år udsættes for, kunne nemlig være et udtryk for, at kulturen blot er ved at finde sit naturlige leje i en tid, hvor nye musikvaner og forbrugsmønstre har vundet indpas.