Henrik Fogh Rasmussen: Over hele USA samledes venner og familie i lørdags for at grille burgere og kyllinger og nyde synet af grønne græsplæner, amerikanske flag og fyrværkeri efter solnedgang. Anledningen var USAs fødselsdag den 4. juli.
6. juli 2009, 22:30
Jeg tror, at nationens grundlæggere ville have glædet sig over den almindelige velstand, som dannede rammen om festlighederne her i weekenden. Det kan lyde lidt paradoksalt at tale om velstand midt i en økonomisk krise, men hvis man ser tingene lidt i perspektiv, så har USA stadig klodens højeste levestandard.
Amerikanerne har et markant højere privatforbrug end resten af verden – næsten dobbelt så højt som de skandinaviske lande. Deres huse er næsten dobbelt så store som det vesteuropæiske gennemsnit, og de har mere end dobbelt så mange biler til rådighed pr. indbygger som danskerne. Forskellen på privatforbruget i USA og Danmark svarer til forskellen på Danmark og østeuropæiske lande som Polen og Ungarn. Enhver dansker, som har været på indkøb i USA, kan bevidne, at det ganske enkelt er nemmere, billigere og mere behageligt at skaffe sig livets fornødenheder i Sam’s Club, Wal-Mart og Home Depot end i Bilka, Føtex og Netto.
Sådan var det i øvrigt også, da USA blev grundlagt i 1776. Det vurderes, at de amerikanske kolonier allerede i midten af 1700-tallet havde en levestandard, der var 20 procent højere end i moderlandet Storbritannien. Historikeren David McCullough beskriver de britiske styrkers forbløffelse over velstanden i det oprørske Amerika: »Hvordan mennesker med så meget, boende på deres egen ejendom, kunne vælge nogensinde at gøre oprør mod den hersker, som Gud havde givet dem (...) var uforståeligt for besættelsesstyrkerne«.
Her er vi fremme ved kernen i den amerikanske drøm. Det var ikke nok for indbyggerne i det koloniale Amerika at have den højeste levestandard i verden – de ville have det endnu bedre. Derfor erklærede de deres uafhængighed fra en konge, som mente, at det var på sin plads at brandbeskatte kolonierne, når nu de var blevet så velstående.
Amerikanerne er alle dage blevet kritiseret for deres »overforbrug«. Men hvad er »overforbrug« i grunden? Er det »overforbrug« at ville have en ny bil i stedet for en gammel? En hurtig computer i stedet for en langsom? Fire bøger i stedet for én? (Bøger koster ofte fire gange så meget i Danmark som i USA). Professorer som har tid til de studerende? Nyudviklet medicin og behandlingsmetoder?
Kritikken af »overforbrug« lugter langt væk af dovenskab, arrogance og manglende ambition. »Ingen har brug for så meget« lyder det fra kritikerne – men hvis amerikanerne havde købt den tankegang i 1776, ville vi stadig køre rundt i hestevogne og sætte vores lid til urter og åreladning.
Da 56 amerikanere for 233 år siden skrev deres navn på Uafhængighedserklæringen, risikerede de deres liv for alle menneskers umistelige ret til at stræbe efter et bedre og lykkeligere liv, end vi har i dag. Lad os ære deres minde ved at udleve den amerikanske drøm med god samvittighed og tilpas oprørskhed mod enhver, som fortæller os, at vi skal skrue ned for ambitionerne.

































