Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forfulgte på den ugentlige pressekonference en »No Comment«-strategi i forbindelse med spørgsmålet om stillingen som NATOs generalsekretær.
12. marts 2009, 22:30
Strategien er den sikre vej til kommunikationsmæssigt sammenbrud. Masser af regeringschefer har prøvet det samme. Og det går aldrig godt. Alle håndbøger i kommunikationsstrategi fortæller, at det er en blindgyde. Den ansporer det journalistiske hundekobbel til at gå direkte efter struben, og det gjorde pressekorpset så også med en blanding af saglighed og sydende sarkasme omkring statsministerens snarlige bedstefaderstatus. Det sidste glædede han sig til. Til gengæld ville han ikke svare på, om han glædede sig til generalsekretærposten.
Nu kan man godt forstå statsministeren. Hvis han røber for meget, så risikerer han ikke at få jobbet. Erfaringerne viser, at hvis man signalerer en interesse for tidligt i denne proces, så forringes éns muligheder. Alt for mange blander sig så i debatten, og dér kan statsministeren få problemer med en række lande, som ikke er så begejstrede for udsigten til at få Fogh i spidsen for NATO. Der sidder jo nogle rundt om i Europa med lignende ambitioner eller med en eller anden form for modstand mod statsministeren, fordi han også er kendt for at have stået last og brast med USA under Irak-krigen. Det var jo ikke alle europæiske lande, der gjorde det. Nogle vil gerne fortrænge den kendsgerning, fordi de ønsker at komme den nye amerikanske præsident i møde og vise sig fra den mest USA-venlige side. Andre har ikke glemt det, og det kan være tid til at sige tak for sidst.
Og så er der lige Muhammed-krisen. Den tacklede Fogh Rasmussen ifølge de islamiske lande ikke godt, og den afgående amerikanske ambassadør, James Cain, rettede kort før sin afgang fra København en kritik mod regeringen for håndteringen af krisen. Ikke direkte, forstås, men ikke til at misforstå. Cain var ikke alene kritisk over for regeringens krisestyring. Han brød sig heller ikke om udlændingepolitikken. Nu er Cain fortid. Han var udpeget af Bush og ikke af Obama. Men derfor er det værd at bemærke, at krisen ikke er glemt. Tyrkiet har heller ikke forsømt lejligheden til at hive den gamle sag frem fra skrivebordskuffen. Tyrkiet har ganske vist også andre dagsordener, fordi de ikke kan lide regeringens politik i forhold til den kurdiske TV-station ROJ, der sender fra Danmark. TV-stationen leverer ifølge den tyrkiske regering terrorbudskaber.
Og så har vi Durban II, hvor udenrigsminister Per Stig Møller (K) forsøger at holde Danmark flydende. De islamiske lande har erobret dagsordenen og sat nogle uspiselige betingelser i slutkommunikeet – betingelser som er stærkt begrænsende for ytringsfriheden og uhørt kritiske over for Israel. Problemet her er, at når Danmark forlader konferencebordet, hvilket kan ske snart, så vil der blive løbet storm mod Fogh for at være vært ved den såkaldte ytringsfrihedskonference, som især Dansk Folkeparti gerne ser gennemført hurtigt. Det er formentlig ikke Foghs kop te. Det indebærer nemlig, at den omstridte hollandske politiker Geert Wilders skal med. Og ham kan regeringen ikke lide. Og dette spørgsmål kan blive en brandvarm kartoffel, der hurtigt kan udvikle sig internationalt. Fokus bliver så rettet mod Fogh, og gamle sår i forhold til den islamiske verden bliver ribbet op. Med andre ord: Timingen er dårlig. Bliv derfor hjemme, Fogh. Bruxelles kan vente.



































