19. marts 2009, 22:30

Så går det løs igen i aften; nationen sidder klistret til skærmen, mens tabere skilles fra vindere. Dommerne har udvekslet verbale infights i formiddagspressen; selv sygesengen har ikke afholdt den ene fra at give sit besyv med. Nerverne er tyndslidte – kan man forstå. Det gælder ikke bare deltagerne og dommerne, nej hele Danmark holder vejret, inden DR tager hul på finalerne i X Factor. Jeg kender alle dommerne, navnene på mange af deltagerne, jeg ved stensikkert meget snart, hvem der ikke går videre, og alligevel har jeg aldrig set et sekund af X Factor, og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Men samtlige medieplatforme har drejet sendemasten mod dette glittershow – det ypperste af hvad hele Danmarks public service-kanal er blevet reduceret til. Et klik på dr.dk for at fange en nyhed, og du er i stedet landet i X Factor-zonen, hvor Durban II og Europa-Kommissionen kæmper en ulige kamp om opmærksomheden med Remée, Blachman og alle de andre »stjerner«.

Men hvad kan det show så? De fleste, jeg spørger, indrømmer, at der udelukkende er tale om let underholdning, og fred i øvrigt være med det. Men jeg møder flere og flere, der også har købt præmissen om, at når hele nationen kigger den samme vej, så må det være god public service – folket er serviceret forstås. En i øvrigt dygtig medieforsker betroede mig i en privat sammenhæng, at »X Factor har fået de danske familier til at diskutere, hvad der er kvalitet og talent«, og det skulle være udtryk for public service blev jeg belært. Altså, hvis man sidder længe nok og tænker over det, ja, så findes der sikkert altid en eller anden indirekte public service-vinkel et eller andet sted. Men DR-forpligtelser handler netop ikke om evt. afledte public service-effekter i indkøbte underholdningskoncepter, men om at forsvare alsidigheden af den danske kultur samt at oplyse samfundsrelevant. Public service bliver efterhånden kun produceret eksklusivt til DR2s sendeflade, hvor man stadig indimellem finder godbidder som Deadline og diverse debatprogrammer.

I et interview forleden afslørede Søren Krarup, at den måske afgående regeringsleder havde skuffet ham mest på spørgsmålet om Danmarks Radio. Ifølge Krarup havde Fogh ikke tilendebragt kulturkampen og var dermed med til at underbygge, at de kulturradikale stadig sidder tungt på meningsdannelsen. Men her tager han delvis fejl. Kulturkampen som opgøret med »de røde lejesvende« er for længst afblæst i DR. For dem i omgangskredsen med selverfaret indsigt i DRs redaktionslokaler lyder meldingen samstemmende, at der i mange år ikke har været ført så meget som en dæmpet ideologisk samtale på redaktionsmøderne, måske undtagen i enkelte kroge på P1. Journalisterne på DR afspejler nogenlunde befolkningen, lyder vurderingen. Om det passer, er ikke så afgørende, det er alt andet lige mediecheferne i et hus som DR, der udstikker kursen. Den nye herskende generation af TV-chefer synes udelukkende interesseret i at være til stede på alle platforme for alle danskere på alle tider af døgnet. Indhold er yt, succeskriteriet hedder alene seertal. Lad aftenens maestro, instruktør og producent af X Factor Per Zachariassen fra produktionsselskabet Blu illustrere pointen: »Der er alt for mange journalister på TV. Mediet er bedst til at formidle følelser, så hvorfor bruge så mange ressourcer på nyheder?«. De kulturradikale har for længst tabt i DR, men det nytter ikke, at de bliver erstattet af kommercielle lejesvende. På den led har Krarup ret: Kulturkampen fortsætter i aften